Kærlighedens smerte

70 i morgen. Gunner Møller Pedersen har sat musik til næsten alle Nils Malmros’ film og gør sig ellers i noget så abstrakt som lydskulpturer.

Fylder 70 år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og i London og kunne inden længe leve af sin musik – når han da ikke måtte agere koncertarrangør, lydtekniker eller flyttemand.

For han er ikke typen, der går på kompromis med noget som helst. Især ikke med kravet om kvalitet og tidssvarende kant i kunsten. Hvilket som bekendt sjældent har kastet salgbare varer af sig.

Gunner Møller Pedersens navn er rigtignok ikke ukendt i den brede bevidsthed:

Han har i årtier arbejdet tæt sammen med en anden kunstner fra Aarhus, instruktøren Nils Malmros. Det er ham, der har sat musik til stort set alle vennens film. Lige fra gennembruddet Lars-Ole 5.c, over den stærke Kærlighedens smerte og til Kærestesorger fra 2009. Ni film i alt.

Også instruktører som Jørgen Leth og Lars Brydesen har haft øre for hans kunst. Gunner Møller Pedersen satte for eksempel toner til førstnævntes Stjernerne og vandbærerne og En Forårsdag i Helvede – af mange regnet for verdens bedste sportsfilm.

Han har også komponeret et par operaer, senest over Günter Grass’ prisbelønnede Rottesken. Værket blev uropført i 2000 af Cantabile 2 under festivalen Lys Over Lolland.

Og han kan være politisk engageret: Hans stort anlagte Lamentation de Moruroa fra 1989 for sopran, kor og bånd er en klagesang over de franske atomprøvesprængninger.

Men det er vel i den elektroniske musik, man skal finde hans sjæl.

Gunner Møller Pedersen er landets store tovholder på feltet og stifter af Dansk Elektronmusik Selskab. Evigt ihærdig i sit arbejde for den abstrakte musiks accept og livsvilkår. Evigt fascineret af de udtryk, der kun kan komme fra en højttaler.

Mange af hans værker i genren regnes for moderne klassikere. For eksempel hans hovedværk: Et lydår.

Det blev til sidst i 1970erne og består af elektronisk musik til hver af årets måneder. Musikken fyldte Glyptotekets smukke vinterhave i over to årtier, men uden at stikke ud eller trænge sig på – man lagde knap nok mærke til den efterhånden. Tonerne til februar lyder passende nok som levende snefnug. På samme tid stille og i bevægelse. På én gang frosset og evigt foranderlige.

Succesen førte til flere bestillinger af samme art. Glasmuseet i Ebeltoft fik eksempelvis Glasmusik fra 1993 som fast installation.

Gunner Møller Pedersens aktiviteter i dag og mange år frem udspiller sig igen hjemme i det lollandske. Nærmere bestemt på en bar mark med Smålandshavet til den ene side og Glentehøjs urgamle gravhøje til den anden.

Komponisten planlægger i samarbejde med billedhuggeren Thomas Kadziola en kæmpe stensætning på stedet: Dodekalitten. Tolv menneskelignende støtter vil rejse sig og forvandle kysten til et magisk monumentarium. Lige tæt på cirklen i Stonehenge og hovederne på Påskeøen.

Og selvfølgelig med elektronisk musik til. Stenene vil »synge, nynne og brumme«, står der i arbejdsbeskrivelsen. De vil også virke »dragende, skræmmende og ofte ufatteligt smukke.«

Man tror det.