Kærlighed på nordvest-bredden

»Uden for kærligheden« er en ny dansk film om en ung jøde, der imod alle odds forelsker sig i en muslimsk kvinde. Projektet er sympatisk, men filmen vil for meget og taber flere tråde undervejs.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Kan en film have for meget på hjerte? I en tid, hvor filmselskaber praler med antal solgte biografbilletter, som om de var olympiske rekorder, og det ofte gælder om at ligne den seneste kassesucces mest muligt, er det næsten en synd at beklage sig over en film, der vil alt for meget. Ikke desto mindre er det problemet med den nye danske film »Uden for kærligheden«.

Scenen er sat i Ryparkens ghettolignende betonbyggeri i Nordvest, der til lejligheden bør omdøbes Nordvestbredden, for her huserer en mindre blodig, men ikke meget mindre hadsk stemning blandt jøder og muslimer end i de israelsk besatte områder. Hovedpersonen er Schmuli, en 27-årig mand af jødisk afstamning. Hans kone er død af leukæmi, og sammen med sin fem-årige søn, Taylor, må han nu bo hos sine forældre, mens han passer tilfældige jobs og drømmer om at emigrere til New York

For at rejse penge til turen tager han arbejde hos Amina, den lokale pakistanske kioskejer, og de to bliver først venner, siden forelskede. Det er ikke så ligetil, for deres omgivelser vil næppe acceptere forholdet.

Schmuli spilles af David Dencik, der for nylig modtog en Bodil for sin rolle som transvestit i Pernille Fischer-Christensens »Soap«, og som den rodløse, unge jødiske far demonstrerer han igen et overlegent talent. I rollen som Amina ses den dansk-pakistanske sangerinde Louise Hart, som er dejlig rapkæftet. Også Jacob Ottensten, der spiller drengen Taylor, er naturlig og nuttet uden at tage billige point. I scenerne mellem de tre er filmen både stærk og sjov, som da Shmuli konstaterer, at Amina »nok ikke er den grimmeste muslim«, han har set, og hun replicerer med et: »Du er nok også kun den halvklammeste jøde, jeg kender.«

Sideløbende med kærlighedshistorien præsenteres vi dog for langt flere konflikter, end der er tid til at forløse. Der er Schmulis far og hans dårlige hjerte, der tvinger ham til at tilbringe sine dage på sofaen, hvor han ser dokumentarfilm om Auschwitz, mens moren er lærer og underviser i kz-lejrenes rædsler på den jødiske skole.

Der er Schmulis bror, Jonathan, og hans bande af hvide racister, der overfalder Amina for øjnene af Schmuli, så han står med valget mellem at forråde sin bror eller svigte den kvinde, han elsker.

Og der er Aminas onkel, der truer Schmuli med bål og brand, hvis han sætter sine ben i kiosken, men som i filmens anden halvdel pludselig ikke længere er et problem.

Og så er der lige Schmulis lommefilosoferende ven Weinberger, der har en vandrende pind ved navn Moshe Dayan efter en israelsk krigshelt, og som måske ville virke mere overbevisende, hvis det ikke var Nicolas Bro, der spillede ham. Det er som at se Dirch Passer spille tyrkisk fez-sælger i en socialrealistisk film. Det samme gælder desværre også Karen-Lise Mynster og Dick Kaysøe i rollerne som Schmulis mor og far. Når man bliver inviteret inden for i en jødisk familie i Ryparken, forventer man ikke at møde Krummes forældre fra tre film om »Krummerne«. Det skal understreges, at der er tale om tre virkelig dygtige danske skuespillere, men her bliver castingen af dem ufrivilligt komisk.

Hvad temaet holocaust angår, tager instruktøren Daniel Espinosa og manuskriptforfatteren Daniel Dencik modigt fat på traumet, og filmens store, flotte tema er forsoning.

Men de har for travlt med alt muligt andet, og »Uden for kærligheden« ligner mest af alt et første udkast til en rigtig god film.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse