»Den, der har en trækprocent på 0 og en swimmingpool derhjemme, og som praler af dette forhold, bør man sige til, at han i hvert fald ikke kommer til bridge hjemme hos mig. Man bør vende ham ryggen«.
Sådan sagde finansminister i VKR-regeringen Poul Møller, K, i en tale på Børsen til medlemmer af Grosserer-Societetet kort tid, efter Glistrup i en berømt Focus-udsendelse på TV den 30. januar 1971 havde kritiseret det danske skattesystem og havde sammenlignet dagens skattesnydere med besættelsestidens frihedskæmpere og 14 dage senere havde bekendt sig som reelt 0-skatteyder.
Glistrup replicerede ved at invitere Poul Møller til et spil skak.
Da disse bemærkninger faldt, havde debatten allerede bølget et stykke tid i højeste gear. Focus-udsendelsen i TV fandt sted, dagen før danskerne skulle aflevere deres selvangivelser. Poul Møller havde selv afvist at deltage. Glistrup var blevet inviteret til at fortælle om skatteforhold og aktieselskaber. Men han øjnede også muligheden for at få luftet sin kritik af det danske skattesystem for den brede offentlighed og dermed at træde aktivt ind på en politisk bane.
Glistrup følte, at han længe nok udelukkende havde været en kritisk og bekymret tilskuer til den danske samfundsudvikling. Derfor var han forberedt til tænderne med sin argumentation, hvis han fik en platform, hvor han kunne formidle sin kritik af samfundsudviklingen. Tankerne var modnet hos ham: Han måtte gøre noget aktivt for at forhindre den samfundsudvikling, han mente, var forkert. Han kunne ikke – som det var sket for ham under krigen – undlade at kæmpe for, hvad, han mente, var den rigtige udvikling. Men han havde erfaret, at med saglig argumentation alene gik det ikke. Det havde han prøvet ved at skrive sin Skatteret og udtrykke sin mening i fagtidsskrifter.
Derfor havde han gennemtænkt, hvad han ville sige, hvis der opstod en lejlighed, og hans argumentation var klar, da han blev inviteret i TV-studiet til optagelse hin januardag i 1971 til Focusudsendelsen. Og han skabte røre.
I den langvarige debat, der fulgte udsendelsen, ønskede Glistrup en politisk drøftelse af det danske skattesystem og den danske samfundsudvikling. Medierne ville også debattere hans personlige skatteforhold, som han havde brugt som løftestang i debatten. Som ovenstående citat viser, gik Poul Møller og med ham det politiske system efter manden Glistrup. Debatklimaet var hårdt og intenst fra begge sider.
»Det er efter min mening umoralsk at betale skat«, sagde Glistrup i Focus-udsendelsen, og han tilføjede, at en krone betalt i skat var en krone betalt til fædrelandets fordærv. Han sammenlignede dagens skattesnydere med besættelsestidens sabotører: »De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job«.
Glistrup sagde også, at alle mennesker selv kunne bestemme, hvad de ville betale i skat, hvis de ville tilrettelægge deres forhold efter det.
I Focus-udsendelsen var der ikke tid til at argumentere for provokationerne. Men Glistrup blev takket være provokationerne i allerhøjeste grad hørt – provokationerne fyldte i de overvældende avisreportager, der fulgte efter, samtidig med at Glistrup flere steder fik mulighed for at uddybe sin argumentation.
Men forargelsen kom også til at blomstre.
Finansminister Poul Møller, der selv havde afvist at deltage i Focus-programmet, ringede til Berlingske Tidende, blot ti minutter efter programmet var forbi. Avisen kunne så på sin søndagsforside berette, at finansministeren var forarget over, at fjernsynet bragte en udsendelse, der opfordrede til skattesnyd, dagen før borgerne skulle aflevere deres selvangivelse. Finansministeren bebudede en klage over udsendelsen, og han understregede efterfølgende: »At det måske også vil være en idé at få undersøgt, hvad det er, Glistrup laver – få det grundigt belyst«.
Debatten både i medierne og mand og mand imellem blev voldsom. Deltagerne var fra alle dele af samfundet. 3.500 skibsværftsarbejdere på Lindø og i Odense opfordrede gennem medierne Poul Møller til at sluge forargelsens galde og i stedet gøre noget ved det væsentlige, nemlig at rette de ting i skattelovgivningen, som åbnede muligheder for de omtalte fiduser.
I folketingssalen blev der stillet spørgsmål om, hvordan man kunne lukke hullerne i lovgivningen, og socialdemokraten, tidligere og kommende finansminister Henry Grünbaum tog til orde for at få ændret skattelovgivningen, at få beskattet kapitalgevinster og at få gennemgået aktieselskabslovgivningen.
Information og flere andre medier skrev efter Focus-udsendelsen om forargelsen – forargelsen over, at det var så let for mange velbjærgede at undgå at betale skat. Og avisen påpegede, at netop Poul Møller havde medansvar for de mange uforståelige love, der var på dette punkt.
Aalborg Stiftstidende fulgte op ved at skrive, at der jo ikke kom nyheder om hullerne i skattelovgivningen frem i Focus-udsendelsen:
»Enhver politiker ved, at sådan er det. Men så er det da en grov undladelsessynd ikke at gøre noget ved det«.✳
Glistrup begyndte at tage imod medierne til både lange og korte samtaler i telefonen, på sit sagførerkontor, i hjemmet og i svømmebassinet. Det svømmebassin blev hurtigt kendt over det ganske land. Glistrup ville gerne vise det frem – han var jo selv så glad for det, og han blev fotograferet både i bassinet og på trapezen over det. Selv så han det ikke som pral, at han havde et svømmebassin, når han blev fotograferet dér. Han viste jo bare virkeligheden. Mange journalister fik i de dage en dukkert i bassinet og blev løftet op af Glistrup, når han under vandet svømmede mellem deres ben og bar dem på sine skuldre.
Det var noget helt nyt og anderledes på den tid at se politikere og debattører på slap line fra hjemmet. Også det delte vandene – nogle mente, at man på den måde tog værdigheden fra politikerne. Andre mente, at debattøren hermed viste et mere menneskeligt ansigt. Hvorom alting er: Det blev bemærket.✳
Det var først efter 14 dages intens debat, at Glistrup i radioens Presseklub lørdag den 13. februar 1971 afslørede, at han havde så stort et frikort, at han reelt ikke betalte skat. Det gjorde hverken debatten eller forargelsen mindre voldsom.
Presseklubben var en central udsendelse i tidens debat. Dens medlemmer var nogle af tidens estimerede journalister og debattører. De spørgende blev dog taget på sengen på det første spørgsmål. Det lød: »Hvad er Deres egen trækprocent?« »0«, lød svaret.
Det svar kom i den grad bag på udspørgerne, at de ikke fik fulgt op.
Glistrup fortalte senere i udsendelsen blandt andet, at han gik ind for fri hash, beskattet som almindelig tobak, at han ville stemme på Kristeligt Folkeparti, hvis der var valg dagen efter, og han erklærede sig villig til at stille op til Folketinget for ligegyldigt hvilket af de bestående partier. At danne sit eget parti anså han for en utopi.
✳Allerede på dagen for Presseklubbens udsendelse havde Glistrup i en længere kronik i Ekstra Bladet uddybet sine politiske synspunkter under overskriften »Hvis jeg var i Folketinget«. Også her skrev Glistrup revsende over for de siddende folketingspolitikere ved at sige om dem med et citat fra en gammel revyvise: »Det er ikke viljen, der mangler – det er evnen«, fordi der de sidste 14 år var lovet besparelser, mens de offentlige udgifter bare var steget og steget.
Glistrups hovedtese om det offentlige forbrug var, at der måtte sættes tæring efter næring. Man måtte først se, hvad der kom ind, og så indrette udgifterne efter det. Glistrup tog udgangspunkt i en ny skattepolitisk tænkning, hvorefter han ville love efter et år at hæve den skattefri bundgrænse for alle skatteydere til 60.000 kroner. I løbet af en femårig periode derefter skulle alle blive indkomstskattefri. 60.000 kroner var højt i et samfund, hvor en ufaglært metalarbejder tjente omkring 34.000 kroner om året, og en faglært smed kunne opnå omkring 40.000 kroner på årsbasis. 60.000 kroner i 1971-valør svarer nogenlunde til 390.000 kroner i 2013-kroner.
I løbet af 1971 og 1972 modtog Glistrup da også utallige opfordringer til at gå ind i politik. Glistrup erklærede, at han var ligeglad med, hvilket parti han blev opstillet for – han kunne alligevel ikke se nogen forskel på dem. Men hans betingelser var, at han fik en sikker kreds, og at han kun skulle være bundet af sin egen overbevisning ved samtlige afstemninger.
Glistrup havde da også følere ude fra så forskellige partier som Kristeligt Folkeparti, Retsforbundet, SF og Det Konservative Folkeparti.
Den 19. juni 1972 blev Glistrup, blandt andet på foranledning af forfatter og radiomand Arne Myggen samt Lise og Bent Simonsen, foreslået som konservativ kandidat i Søllerød Vælgerforening. Her blev han valgt som lokalforeningens kandidat til opstillingsmødet i den samlede Lyngby-kreds. Der var tale om et kultursammenstød, fortæller Lise Simonsen om mødet i lokalforeningen:
»Med skjorten ud af bukserne (som han for øvrigt var ved at tabe) stod dette uimponerede og anderledes menneske midt i forsamlingen af ulasteligt jakkeklædte herrer og nydelige damer og talte løs på syngende bornholmsk. Det var klare og umiddelbart forståelige ting, han sagde, og forsamlingen (ca. 150 personer) klappede, så det bragede. Af de tre kandidatemner vandt han stort med 109 stemmer ud af de 136«.
Men så let skulle det ikke gå. Selv om forarbejdet var grundigt, og mange stærke konservative kræfter arbejdede for Glistrups opstilling, var partitoppen imod.
Der blev fortsat skrevet meget om Glistrup, og i august 1972 udkom en, lidt letbenet, bog om ham, Vilhelm Joost og Bjarne Castella: »Mogens Glistrup – mand med meninger.« Glistrup udtalte i bogen, at han ikke troede på, at det kunne lykkes at etablere et nyt parti og få gennemslagskraft med det.
Hans eget største problem var tiden. Han havde nok at gøre med sin forretning. Han skulle derfor først overbevises om, at den tid, han skulle bruge på et politisk parti, var bedre givet ud end den tid, han nu brugte på det, der nødvendigvis måtte skubbes ud. Han var samtidig bekymret for, at en partiopbygning ville betyde, at masser af tid kom til at gå med administration af partiet, og at al for megen tid og energi ville gå med ævl og kævl om, hvem der nu skulle besætte denne eller hin post i den lokale organisation eller i landsorganisationen.
Alligevel følte Glistrup sig efterhånden tvunget til at gøre forsøget med en partidannelse. Han nåede langsomt til den erkendelse, at det var den eneste mulighed for, at han kunne bryde spærregrænsen til Folketinget og dermed have mulighed for at få sine ideer udbredt også fra Folketingets talerstol. Fra bogen »Mogens Glistrup – mand med meninger« gik i trykken til den udkom, havde han ændret holdning.
Den 22. august blev der inviteret til reception i anledning af Joost og Castellos bog. Det foregik i Grøften i Tivoli. Glistrup benyttede sig af opmærksomheden og proklamerede, at han havde dannet et politisk parti med det formål at blive opstillingsberettiget og at komme i Folketinget. Partiets navn var Fremskridtspartiet.