Kære Niels, kunstnere vil være i opposition

Tak for dine pæne ord om min tale i Gyldendals gård forleden, som du imidlertid ikke er sikker på, jeg holdt for det rigtige publikum.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det synes jeg selvfølgelig, jeg gjorde, ellers havde jeg holdt en anden tale eller fundet et andet sted at holde den, jeg holdt. Talen handlede om vores immaterielle kulturarv, og det er nu engang først og fremmest kunstnerne, heriblandt ikke mindst forfatterne, der har skabt den og dermed grundlag for fællesskaber, vi kan samles om.

Men du synes ikke, at de danske forfattere er deres opgave voksen; de er bare imod, de stiller sig bare kritisk an, de er ikke konstruktive; de kommer ikke med gode råd, og de er oven i købet grove i kæften.

Nu mener jeg ikke, at den ene fløj har noget som helst at lade den anden høre, hvad angår hårdhændet sproglig afregning. Jeg har ikke det mindste imod, at tingene bliver sagt ligeud og umisforståeligt; men også jeg kunne sagtens undvære den meget personfikserede og hånske, nedladende tone, der har præget værdidebatten, vel at mærke på begge sider. Jeg tror ikke på, at det gavner dialogen, endsige den gensidige forståelse; men der kan jo være andre grunde til at give sin mening til kende.

Lad det nu ligge og lad os komme til sagen:

Jeg kan også godt ærgre mig over, at det indimellem har skortet slemt på konstruktive elementer i den løbende værdidebat; men det er bestemt ikke kun de bidrag, der kommer fra kunstnerside, der har den defekt; det gælder debatten i det hele taget. Men efter min opfattelse behøver den, der retter søgelyset mod noget kritisabelt, ikke nødvendigvis at føle sig forpligtet til at følge op med en løsning på, hvordan det relevante kritikpunkt afhjælpes. Og jeg mener da slet ikke, det fører nogen vegne at sige til kunstnerne, inklusive forfatterne, at deres opgave først og fremmest er at være konstruktive. Kunstnerne har til alle tider helst villet forstå sig som værende i opposition til det etablerede, de provokerer og irriterer, stiller spørgsmål, ikke mindst ubekvemme af slagsen, de udfordrer os til at tænke os om en ekstra gang - og gerne til at tvivle på alt, hvad vi til daglig går rundt og tror på - og der er et utal af eksempler på, at det kan gå pinegalt, når kunstnerne påtager sig at være konstruktive og opbyggelige, se fx, hvad der kan ske, når en Martin Andersen Nexø, en Hans Scherfig eller en Hans Kirk melder sig til tjeneste i partiet: Så underlægger de sig den rette lære, så ryger nuancerne sig en tur, så går vi fra kunst til propaganda, og propaganda er ikke noget bevendt som kunst.

Og kaster man et langt blik bagud og ser på nogle af de danske forfattere, vi i dag opfatter som noget så kernedanske, forfattere, der har bidraget til vores forståelse af os selv og som en selvfølge indgår i den danske kulturs hovedstol, ja, så vil man se, at de har været udsat for præcis den samme kritik fra konservativt hold som den, du nu udsætter Suzanne Brøgger, Hanne-Vibeke Holst, Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg for. Tag fx Henrik Pontoppidan eller Jeppe Aakjær, de gjorde sig gældende som forfattere i deres samtid, og de hævder sig stadigvæk uantastet - tænk bare på »Lykke-Per«

og »Jens Vejmand« - men de var også særdeles aktive, særdeles aggressive deltagere i deres tids debat, de satte en ære i at holde galden flydende; de holdt sig ikke tilbage og sparede ikke på krudtet, når de rasede imod, hvad de opfattede som undertrykkelse og magthovmod. Eller tænk på fynbomalerne, hvis kunst vi i dag ikke kan opfatte som andet end udtryk for noget genuint og ukontroversielt dansk: Af det konservative københavnske borgerskab blev de anset for plumpe og bondske, som et frontalangreb på velanstændigheden og den gode smag.

Kunstnerne har et mere udviklet modtageapparat end vi andre; de opfanger flere signaler, de er mere tyndhudede, det er bl.a. det, der gør dem til kunstnere; de udtrykker sig skarpt og distinkt, måske ikke altid 100 pct. nøgternt og snusfornuftigt; men det er der så mange andre, der gør. Kunstnerne udtrykker sig i overensstemmelse med den måde, de opfatter virkeligheden på, de har en instinktiv modvilje mod magthavere, de befinder sig bedst i opposition.

Det har vi brug for, det kan vi ikke lave om på, og det er der overhovedet ingen grund til at beklage.

Mange hilsner

Johannes