Kære Niels, du roder industri og kunst sammen

Nu synes jeg, du for alvor begynder at blande æbler og pærer:

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kreativitet kan være mange ting; og selvfølgelig bliver man ikke en succesrig industrimand uden at være kreativ; men jeg tror ikke, at det fører nogen som helst vegne at begynde at sammenligne industrimandens kreativitet med kunstnerens og sætte den ene op mod den anden. Jeg siger ikke, at den ene er bedre end den anden; men jeg er helt overbevist om, at det er to vidt forskellige ting, og at det ikke giver mening at bruge den ene som eksempel for den anden. Jeg vil gerne være med til at hylde industrien, jeg er sikker på, at man kan hente masser af inspiration i Bella Center, når industriens topchefer holder årsmøde dér den 28. ds., og jeg har den største agtelse for fx den ingeniør, der anvender sin kreativitet til at udvikle en ny pumpe for Grundfos, og for den nytte, den kan gøre både nær og fjern; men alle ingeniørens fortjenester ufortalt: Jeg kan ikke med min bedste vilje forestille mig, at hans arbejde skulle være bedre egnet til at styrke det immaterielle fællesskab end kunstnerens, eller medvirke til, at »kulturlivet risikerer at sakke bagud«, endsige, at industrien, altså fx Grundfos, skulle pønse på at »udnytte situationen og sætte sig på holdningsdannelsen«.

Og hvad angår industriens »større og større indflydelse på universiteterne og deres forskning«: Jeg sidder i Aarhus Universitets bestyrelse og følger med sympati de bestræbelser, der gøres for at få udbygget samarbejdet og udvekslingen mellem universiteterne og verden udenfor, med udbytte for både læreanstalterne og industrien og med henblik på, at flere og flere af de kandidater, der udklækkes, kan finde beskæftigelse; men det har end ikke strejfet mig, at den udvikling skulle komme til at gå ud over kunsten og medføre, at kunstnerne bliver gjort overflødige. Snarere tværtimod.

Og det er jo ikke rigtigt, at kunstnerne har vendt ryggen til verden, de har jo netop i modsætning til, hvad du siger, »slået sig på virkeligheden«. Hvis du læser det katalog, Gyldendal præsenterede på receptionen for et par uger siden, vil du se, at et godt stykke over halvdelen af årets nye danske skønlitterære titler beskæftiger sig eksplicit med nutiden, med hvordan livet leves i stort set alle samfundslag, i by og på land, socialt, mentalt, i humoristisk, sørgelig, realistisk, fantastisk, poetisk, satirisk form. Måske ikke så direkte opbyggeligt og moraliserende, som du kunne ønske dig, men analyserende, undersøgende, nysgerrigt, med billeder og forløb, hvor der er plads til, at læseren kan forholde sig til værket, leve sig ind i det, digte med på det og lade sig påvirke af det, blive klogere af det. Som kunsten til alle tider har gjort. Og blot for en ordens og en sikkerheds skyld: Jeg er stadigvæk lodret uenig med dig i, at en kunstner kun kan opfattes som ansvarlig, hvis han i lighed med industriens folk påtager sig at »tænke i løsninger«. Jeg tror, man kan lære nok så meget af at forholde sig til spørgsmål og problemfremstillinger, der ikke er ledsaget af pegefingre.

Og så er det da ellers noget af en påstand, at 1890erne skulle have udmærket sig ved ligesom - efter din opfattelse - vores nutid, at »Industrien trak samfundet fremad i hæsblæsende tempo, mens kunstnerne vendte blikket indad«.

Det er vel symbolisterne og hele den fin de siècle-stemning, de stod for, du tænker på; den spillede også en stor rolle; men i samme periode blomstrede hverdagsrealismen: Henrik Pontoppidan skrev krasse samfundskritiske noveller og romaner, det samme gjorde Johan Skjoldborg; Herman Bang var på banen, sidst i årtiet debuterede Martin Andersen Nexø, Johannes V. Jensen udgav sine første himmerlandshistorier, og hvis der var noget, der karakteriserede disse forfattere, ja, så var det, at de beskæftigede sig med deres samtid og - med Brandes' ord - satte dens problemer under debat. Og det er jo nok så meget disse forfattere som de indadskuende, sjæledyrkende Johannes Jørgensen og Stuckenberg, vi husker nu.

Jeg er sikker på, at Industriens Dag bliver en inspirerende oplevelse for dig, og skulle dit forehavende lykkes, stiller jeg gerne op som taler for industrilederne næste år. Og hvis vi nu skulle gå hen og mødes ved den lejlighed, kunne det være sjovt, om du inden da havde haft tid til at læse nogle af bøgerne i vores nye katalog. Du vil blive forbavset over, hvor inspirerende de vil virke på dig.

Mange hilsner

Johannes