Kære Brevkasse. Jeg er syg. Hvordan fortæller jeg sygeplejerskerne, at de stresser mig?

En læser vil gerne have hjælp til at håndtere det personale, der skal tage sig af hende på sygehuset. »Sig fra. Det kan kun gå for langsomt,« svarer brevkasseredaktøren.

Sarah Iben Almbjerg svarer hver uge på læsernes spørgsmål i brevkassen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hej Brevkasse
Hvem kan gøre sygeplejersker opmærksomme på, at det plager patienter, når alle praktiske opgaver omtales og omtales med drama? F.eks.: »Hvordan kan man mon få dette til at virke!?« »Er der mon en tilbage til dig? Og »uh, nu sidder den fast!«.

Det stresser enormt til dagkirurgi uanset venlig intention om kontakt, for patienter som mig ankommer fastende i smerter uden piller og har det også lidt sløjt efter narkosen på vej hjem.
Hilsen Patient

Kære Patient
Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg er ked af, at du er syg. Det er jo en katastrofe i sig selv – for alle mennesker – at det så også betyder, at man konstant er overladt til andre mennesker, gør det ikke bedre.

Sprog er – så vidt jeg ved – noget, man har talt meget om i sundhedsvæsenet. Personalet instrueres i at være direkte, de får at vide, at de skal være empatiske. Alligevel har jeg selv oplevet at stå sammen med et meget gammelt menneske, der blev talt ned til og irettesat af den person, der var ansat til at tage mest hånd om hende.

Jeg forstår simpelthen ikke, at vi vil være os det bekendt. Danmarks sygehusvæsen er flere steder holdt sammen af piberensere og godt humør. Visse steder er personalet så pressede, at det går ud over patienterne. Det er slet ikke godt nok. Jeg tror, at alle pårørende har oplevet, hvor meget man ofte skal banke i bordet for at få den omsorg, der er brug for.

Det kan være svært at gøre på en ordentlig måde. Det bedste er nok, at man bruger en metode, der ikke gør problemet større, end det i forvejen er.

Selv om det er personalets ansvar at tale roligt og beroligende, så er det ikke alle, der mestrer det. De opfører sig i stedet som overdramatiske teenagere, der belægger ethvert udsagn med 200 procents dramatik.

Du må tænke på dem som netop det – børn, der ikke skal tages alt for alvorligt. Emma Gad sagde, at man aldrig skal »skænde på børn eller tjenestefolk i andres nærværelse«. Gad ville skærme børnenes skrøbelige selvfølelse, jeg tænker mere på dig. Undlad at starte en konflikt. Det har du formentlig slet ikke kræfterne til.

Husk i stedet at tage lidt fra i alt, hvad de siger. Selvfølgelig er der også en pille til dig. Og selvfølgelig skal de nok få apparatet til at virke. Hvis du magter det, så forklar dem stille og roligt, at det hverken gavner dig eller din behandling, når de går i panik.

Måske vil de ligefrem opfatte det som en hjælp. Hvis ikke, så er det ærlig talt deres eget problem. Mod tåber kæmper selv guderne forgæves.