Kære Brevkasse – Hvordan fortæller man andre mennesker, at de opfører sig skidt, uden at blive en sur idiot, som ikke er til at holde ud?

»Med alderen synes jeg faktisk, at folk bliver mere og mere irriterende, men jeg ved ikke, om det skyldes, at dannelsesniveauet falder, eller om jeg bare er blevet mere forstokket,« skriver en læser. Brevkasseredaktøren giver svar på tiltale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kære Brevkasse

Når jeg tager den nye del af den københavnske metro, er jeg tit ved at blive væltet omkuld, når vi går ind i toget. Den anden dag kørte vi med, og hele turen var et inferno af folk, der talte og støjede, og som stod i vejen for dem, der skulle ud og ind. Jeg kunne næsten ikke holde det ud.

Med alderen synes jeg faktisk, at folk bliver mere og mere irriterende, men jeg ved ikke, om det skyldes, at dannelsesniveauet falder, eller om jeg bare er blevet mere forstokket.

Hvordan fortæller man andre mennesker, at de opfører sig skidt, uden at blive en sur idiot, som ikke er til at holde ud?
K
(indlægget er beskåret af redaktionen)

Kære K

Jeg er næsten ked af at indrømme det – men du har ret. Folk er ofte enormt irriterende, når de er i flok. Desværre har jeg også på fornemmelsen, at det er særligt slemt herhjemme. I andre lande har man længe været så mange, at man har lært at begå sig. Man ved, at der er en grund til, at man lader folk gå ud af toget, før man selv går ind. Det er ikke en regel, der er opfundet for sjov.

Danskerne har for længst glemt, at unge skal afgive deres plads til de ældre, og at man godt må hjælpe en fremmed. De fleste har udskiftet ordet »undskyld« med »hovsa«. »Jeg har jo sagt »hovsa«.«

Som om det gjorde sagen bedre.

Jeg bliver selv så irriteret over det, at jeg ugentligt glæder mig over, at jeg ikke er gennemsigtig eller har en form for Tourettes, så alle kan høre mine tanker. Jeg dyrker kunsten at bande folk langt væk, mens jeg smiler.

Kunsten er jo at undgå at blive typen, der konstant ødelægger den gode stemning. Mit bedste råd er, at man kun retter på folk, når man selv er i overskud. Når man kan servere en påmindelse med et smil og en skæv vinkel. I virkeligheden er det lidt som med børneopdragelse. De dage, hvor man kan gøre det morsomt at få flyverdragt på, kører tingene bare bedre, end når man råber børnene i hovedet.

Hvis du går og retter på folk i metroen, er du med til at sprede den stemning, du finder så irriterende. Du ved jo heller ikke, hvorfor andre opfører sig dårligt. Har du ikke også dage, hvor du uforvarende træder ind foran andre? Hvor du glemmer at holde døren for dem bagved?

Den britiske forfatter Ian Maclaren bliver ofte fremhævet som ophavsmand til et af de citater, der fylder internettet. Det, som lyder: »Be Kind; Everyone You Meet is Fighting a Hard Battle«. Det er sådan et credo, der kan virke træls på en regnvejrsdag, men det har jo noget på sig. Vi ved ikke, hvorfor andre opfører sig, som de gør.

Derfor synes jeg egentlig bare, at du skal ignorere, hvis andre opfører sig skidt. Eneste undtagelse er, hvis deres opførsel er direkte rettet mod dig selv eller en bestemt person i kupeen. Der kan du til gengæld følge Emma Gads gamle råd fra »Takt og Tone«, hvor hun skriver: »Hvis De i en kupé kommer til at overhøre meningsytringer om Dem selv eller nogen af Deres nærmeste, bør De ikke sidde tavs og stille og høre på det.« Emma Gad mener, at man bør give sig selv til kende – helst på en måde, der glider over det pinlige i situationen.

Jeg synes nu godt, at du må gøre folk lidt pinlige. Pinlighed får folk til at tænke over, hvad de gør. Det kan de måske ligefrem lære lidt af.