Kaaberbøl om fantasy

Hvad er det for noget, det der fantasy, der får selv hårdkogte drenge på 13-14 år til at sparke fodbolden ad helvede til og blive nede fra klatretræerne. For Lene Kaaberbøl og firmaet Phabel og Plott er det en del af formålserklæringen at nå mange af de læsere, som helst vil være fri for overhovedet at læse.

»Fantasy er åbenlyst en del af løsningen på det problem, at drenge ikke læser. Det er ikke moderne at sige, at det er lige meget, hvad børn læser, men det er jeg faktisk tæt på at mene. Og så alligevel ikke, for jeg er jo lidenskabeligt optaget af bøger. Men jeg vil hellere have, at de læser noget, end at de slet ikke læser,« siger Lene Kaaberbøl med en mine, der forener forlagsejeren, forfatteren og den tidligere lærer.

Fantasy-genren med dens drager, troldmænd, arketyper og sort-hvide opfattelse af godt og ondt har i de seneste år forvandlet sig fra at være kultdyrket af hippier i 60erne til rollespilsnørder i 90erne. I dag er genren mainstream og lig med milliardindtjeninger fra Englands Harry Potter over Hollywoods udgave af Ringenes Herre til eksportsuccesen Lene Kaaberbøl, der også snart kommer på levende billeder.

Men fantasy har aldrig fået plads i de pænere litterære selskaber. For selv om Tolkiens »Hobitten« og »Ringenes Herre« har vundet mange både kulturradikale og celebre hjerter, har det snarere været for de eventyrlige og eskapistiske fremfor de litterære kvaliteter med nuancerede og mange-facetterede portrætter.

»Hvis du leder efter psykologisk dybde, leder du det forkerte sted. Du kigger efter nuancer og synes, det er irriterende med en skurk, der ikke har nogen historie. Men i eventyr behøver du ikke at forklare, hvorfor de onde er onde, for det er de bare. Sauron (Den onde i »Ringenes Herre«) er ikke ond, fordi han har et uafklaret forhold til sin far. Han er ond, fordi han er ond. Og når du leder efter psykologisk dybde, vil du have, at de skal være mere som rigtige mennesker. Men den psykologiske dybde, der er, er i virkeligheden dybdepsykologi, fordi det er arketyper.«

I sin serie om Dina fortælles der med effektiv brug af helte, onde riddere og drager i rigelig dosis samtidig en historie om en ung piges kamp for at blive en del af fællesskabet. Men skal der nødvendigvis drager til at fortælle dén historie?

»Fantasy er et slags frirum, hvor man kan og må spille de store temaer helt ud. En bog som »Brødrene Løvehjerte« er efter min mening en af de bedste bøger, der nogensinde er skrevet om børns forhold til døden. Men der er jo ikke nogle nuancerede portrætter, og der er ingen tvivl om, hvem der er de onde og de gode. Man skal ikke tro, at det komplicerede er mere litterært virkningsfuldt. Når enkelhed bliver gjort smukt, rent og godt, så finder jeg det lige så fortjenstfuldt eller bedre. Det kræver et fantastisk mod at skrive, som Astrid Lindgren gør, fordi hun ikke fedter rundt med nuancerne. Hun tør simpelthen sige

tingene hvinende enkelt og direkte. Men der er mange kunstnere, som er forfærdelig bange for det banale, for det værste, man kan få at vide, er, at det, man laver, er banalt. Og det er noget vrøvl, fordi det banale meget tit er sandt,« siger Lene Kaaberbøl.