Jytte Hilden: »Jeg vil gerne have det hele med – også forfaldet«

Kan du beskrive dig selv med tre ord? Og hvorfor lige dem?

»Sjov, sej og sårbar.

Sjov fordi jeg er en glad gammel kone, og når du møder andre mennesker med et smil og fortæller en lille historie, så får du også et smil og flere historier igen.

Sej fordi mit liv har haft mange bump, og der har været snubletråde her, der og alle vegne. Jeg har været nede i sorte huller, og jeg har oplevet stjernestunder. Og så holder jeg ud. Hvis der er noget, jeg vil, giver jeg ikke slip. Man vinder ikke hver gang, når man blander sig i politik og samfundsforhold, men så er det bare videre til det næste. Lige nu er jeg sammen med andre i gang med at sikre søerne her i København. De blev fredet i 1966, og det skal respekteres.

Og sårbar – mit livs drama og min slægts forbandelse er, at vi næsten alle bliver ramt af et eller andet psykisk. Så de tre ord passer meget godt til den måde, jeg har levet mit liv – og stadigvæk lever det.«

Er du bange for døden?

»Nej. Jeg er ikke bange for døden, og jeg vil gerne blive rigtig gammel. Jeg har det grundsynspunkt, at jeg gerne vil have det hele med – også forfaldet.

Men det er klart, at jeg tænker meget på, at der er færre dage tilbage, end der har været. Så jeg prioriterer både mit liv, min tid og mine tanker, og jeg bestræber mig på, at de ting, jeg har omkring mig er ting, jeg virkelig holder af. De rummer alle en historie om mit liv – uanset om det er lamper, keramikkrukker, bøger eller tøj.

Og så gør jeg mig umage med også at etablere venskaber med folk, der er yngre end jeg selv. Jeg bor alene, så jeg er hele tiden meget opmærksom på den sociale side af mit liv, så jeg ikke bliver ensom og kommer til at isolere mig.«

Hvad er det største problem i verden lige nu?

»Klima, klima, klima. Og fattigdom og stammekrige. Hvis vi skal løse klimaproblemerne, kommer det til at koste. Og så kunne vi måske godt spare lidt på jagerfly og kampvogne – for hvis vi løser klimaproblemerne, kunne det være, at konflikterne mennesker imellem bliver mindre. Jeg er helt klar over, at der er konflikter i denne verden, men jeg tror også, at hvis vi fokuserer mere på klimaet, er det en bedre og frem for alt billigere måde at løse konflikter på.«

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

»Jeg er vild med Doris Lessing – ikke mindst hendes serie om Martha Quest, der kom i 1950erne og 60erne. Den lange fortælling om en hvid kvinde opvokset i Afrika og hendes kampe og udvikling gennem mange år gjorde et stort indtryk på mig som ung.

Jeg kunne også have nævnt Sigrid Undsets tre bind om Kristin Lavransdatter – eller Kirsten Thorups bøger, der ender med »Himmel og Helvede«. Jeg kan godt lide de der lange, lange fortællinger om kvindeliv, og hvordan det gennem årene ændrer sig.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Der er jo ingen familier, hvor der ikke sker ting, som er vanskelige. Det er en del af tilværelsen. Jeg havde en bror, der tog sit liv 23 år gammel, og jeg har selv oplevet depressioner. Jeg har altid vidst, at det lå til familien. Det er mine ar. Jeg bliver gang på gang spurgt, hvorfor jeg selv har fået børn, når det nu ligger i familiens gener. Til det er der kun ét svar, nemlig at hvis mine forfædre havde sagt, at de ikke ville have børn, så sad jeg ikke her. Livet er livet værd.«

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»Det er at tro på den fælles kamp for fremtiden for næste generation. Min erfaring er, at du skal kæmpe, og du skal kæmpe sammen. Ingen vinder alene. Det, der måske er overraskende for mig, er, at den kamp varer hele livet. Engang troede jeg, at det kun var som ung, man deltog i kampene. Men det er livslangt at kæmpe for en bedre fremtid for de næste generationer. Jeg er født optimist, så jeg bliver ved med at tro på, at i morgen bliver bedre end i går.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Det er ikke et ord, snarere et statement: Kom og vær med! Altså at vi skal lave noget sammen. Jeg er lige blevet færdig med at arrangere storfamiliens jul og nytår i Argentina. For fire år siden var vi i New York, og forrige år var var vi i Sydafrika. Det er blevet en tradition, at hvert andet år tager vi ud at rejse.

Jeg samler ikke på antikviteter, så jeg betaler jeg for de seks børnebørn – forældrene er velkomne, hvis de selv betaler, og det er de med på. Pointen er at være sammen 24 timer i døgnet. Hvor tit er man ellers sammen med sine voksne børn? Det er man kun, når man rejser sammen. Så der bliver ingen krukke guld efter mig.«