»Julian Altman var på alle måder en tvivlsom type«

Han var både døv, berømt komponist og japansk folkehelt. I sidste måned kom det så frem, at det hele var fup: Mamoru Samuragochi kunne ikke engang læse noder. Den klassiske musikverden er langtfra ukendt med fiduskunstnere.

Mamoru Samuragochi under det pressemøde, hvor alle kort blev lagt frem. EPA/KIMIMASA MAYAMA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julian Altman var på alle måder en tvivlsom type. New York Times beskrev ham som en værre womanizer og gambler af natur.

Men én ting kunne man ikke tage fra ham: Altman spillede ganske hæderligt på sin violin.

I de første år mest på diverse klubber og dubiøse beværtninger. Senere også som klassisk musiker i mere seriøse sammenhænge.

Han arbejdede sig endda ind som førsteviolin i National Symphony i Washington – et af amerikanernes fineste orkestre.

Vel ikke ligefrem en virtuos, nej. Men en solid musiker.

Og han havde frem for alt en fuldstændig fantastisk violin. En violin fra selveste Antonio Stradivarius’ værksted. Vel at mærke et instrument fra året 1713 og dermed mesterens gyldne periode.

Prisen for slige sager ligger på den eventyrlige side af 20 mio. kr. At en gennemsnitlig musiker havde råd til sådan en antikvitet, må have undret én og anden.

Den fantastiske Stradivarius var i virkeligheden hans livs forbandelse. Ikke engang Gollum fra »Ringenes herre« ville forstå de følelser, han må have haft for den.

Kalenderne siger 15. august 1985. Julian Altman har fået konstateret mavekræft og ligger for døden på et hospital i Connecticut. Han trækker hustruen ned til sig og hvisker noget i hendes øre.

»Jeg vil have, du kigger til min violin,« siger han: »Det er meget vigtigt.«

Julian Altman dør få timer efter. En nyslået enke kører hjem og kommer i tanke om ægtemandens ord. Hun åbner violinkassen og går i chok:

En stak gamle udklip fra amerikanske aviser falder ud. Artikler om et af alle tiders mest spektakulære musiktyverier.

Historien begyndte tilbage i 1936 med en koncert i legendariske Carnegie Hall på Manhattan.

Bronisław Huberman var verdensberømt violinvirtuos og stenrig. Han havde reddet flere end 1.000 jøder fra Holocaust – som en anden Oskar Schindler. Han havde også grundlagt det nuværende Israel Philharmonic Orchestra, i dag et af klodens førende på feltet.

Og han ejede ikke bare én mesterviolin, men hele to. Den ene var en Stradivarius fra 1713. Den anden var en nyindkøbt Guarnerius af samme klasse.

Berømtheden ville spille på dem begge hin aften i februar 1936. Så han åbnede koncerten på sin Stradivarius og skiftede så til sin Guarnerius i pausen.

Hvad der siden skete, er aldrig helt opklaret. Den vagthavende i Carnegie Hall var ifølge vidner gået ud for at ryge.

En vis Stradivarius fra 1713 forsvandt i hvert fald fra Hubermans garderobe over scenen. Det var hans sekretær, der fortalte ham om tyveriet – lige før koncertens anden halvleg skulle i gang.

»Bare rolig,« havde han sagt. »Den er godt forsikret. Fortæl mig resten, når jeg har spillet færdig. Men ring til politiet med det samme.«

Huberman tog altså tyveriet ret afslappet. Måske fordi det faktisk var anden gang, han mistede sin violin: Han måtte se den stjålet allerede i 1919 fra et hotelværelse i Wien og fik den tilbage kun tre dage senere.

Men ikke denne gang. Bronisław Huberman skulle aldrig se sin øjesten igen. Han fik udbetalt 30.000 dollar af forsikringsselskabet Lloyd’s. Et svimlende beløb dengang.

Var det Julian Altman, der havde stjålet den? Ikke efter Altmans eget udsagn.

Den virkelige tyv dukkede angiveligt op på hans arbejdsplads kort efter. Han havde set violinen på alle landets forsider og fundet den for »varm«. Vedkommendes identitet er endnu i dag et mysterium. Ikke så få vil mene, han aldrig har eksisteret.

Altman sprang til og købte den for sølle 100 dollar, hævder han selv. Og han fortrød formentlig sin handel hver eneste dag det næste halve århundrede. Manden var kommet uærligt til en af verdens dyreste violiner.

Var det derfor, han håndterede den så sært? Julian Altman lånte violinen ud til hvem som helst og lod den ligge og flyde på besynderlige steder.

Næsten som om, han håbede på noget. Måske at den gik i stykker. Eller at den blev stjålet fra ham.

Den belastede ejer skulle til gengæld besnære en kommende fru Altman med sit hæleri.

Hun havde spist middag på en af de restauranter, hvor han arbejdede. Julian havde spillet temaet fra »Doktor Zhivago« for hende og vundet hendes hjerte.

Violinen lød »som en drøm«, sagde hun siden. »Hans spil blev en besættelse for mig.«

Parret flyttede sammen, men giftede sig ikke med det samme. Manden var lystløgner og ikke til at stole på. Hans indrømmelse på dødslejet kunne sagtens være »det første sande, han har sagt i sit liv« – som kæresten så smukt udtrykte det.

Altman døde inden året var omme. Stadig med Hubermans violin og alle udklippene i kassen.

Fruen gik straks efter hans død til myndighederne og fik en klækkelig sum i findeløn.

Og violinen? Musikelskere i Danmark kunne både se og høre den for nylig: Den blev solgt til unge Joshua Bell – der spillede Tjajkovskij på den i DR Koncerthuset i februar sidste år. Amerikaneren har givet knap 30 mio. kroner for sin Stradivarius med den sære skæbne og passer vist godt på den.

Historien er ikke enestående i den klassiske verden. Da norske Kirsten Flagstad i 1957 indspillede »Tristan og Isolde«, havde hun ikke stemme til de to høje C’er længere. Tonerne er venligst udlånt af kollegaen Elizabeth Schwarzkopf.

Nogle af de største stjerner har også mimet til deres eget spil – sådan som bl.a. venezuelaneren Gabriela Montero gjorde det ved præsident Obamas indsættelse i 2009. Den klare vinterdag føltes for kold om klaverfingrene. Playback var sikrere.

Eller tag sagen om Joyce Hatto og hendes indspilninger. Redaktøren på musiktidsskriftet Gramophone har kaldt historien »den største skandale i klassisk musik nogensinde«.

Joyce Hatto begyndte som gennemsnitlig klavervirtuos og endte som en levende legende.

Den talentfulde brite gav et par koncerter i Londons hellige haller som ung. Pigen arbejdede også som fast pianist for London Philharmonic Choir og spillede under ledelse af kendisser som Sir Thomas Beecham og Victor de Sabata.

Kritikerne var bare ikke ret vilde med hende. Spredte anmeldelser fra 1960erne omtaler hende med en vis sympati og slår ellers ned på især hendes svigtende rytmesans.

Så vidt, så skidt.

En ret jævn karriere er slut i 1976. Joyce Hatto får konstateret kræft i æggestokkene og trækker sig tilbage.

Men en af det 20. århundredes mest utrolige indsatser i pladestudiet tager samtidig sin begyndelse. Joyce er gift med produceren William Barrington-Coupe og får udgivet nogle indspilninger på hans lille selskab. Vel at mærke indspilninger af kongenial kvalitet.

Kritikerne taber både næse og mund. Hun spiller den allermest udfordrende musik. Hun kan få Bach til at lyde på én måde og Beethoven på en helt anden. Og hun kan det i en tilstand, hvor andre knap ville rejse sig fra sengen.

Utallige mesterværker kommer ud i Joyce Hattos fortolkninger. Hvis der er orkester på, dirigeres det gerne af en vis René Köhler. Joyce Hatto udnævnes igen og igen til en af tidens største pianister overhovedet. Det bliver til hele 119 CDer efterhånden - de sidste indspillet i en kørestol.

Tidens nybagte bloggere hylder hende for heltemod og kunstneriske præstationer. Hvis man engang har truffet dette gådefulde geni ved en reception, taler man højt og længe om det.

Kort sagt: De almindelige musikelskere fatter ikke mistanke om noget som helst. Og hvis de professionelle kritikere på alverdens medier gør det, siger de det ikke højt.

I hvert fald ikke før finansanalytikeren Brian Ventura fra New York kommer til.

Han er på kontoret en dag i februar 2007 og sætter en CD med Joyce Hatto i sin computer. En indspilning af Liszts næsten uspillelige Transcendentale Etuder fra romantikkens storhedstid. Men noget mærkeligt sker: Venturas computer er koblet på iTunes – der straks genkender skæringen som László Simons indspilning af de Transcendentale Etuder.

Hvad er der i vejen? Hvorfor kalder iTunes pianisten for »László Simon«, ikke Joyce Hatto?

Den vakse finansmand kontakter straks Jed Distler, der er kritiker på Gramophone og flere andre tidsskrifter. Distler har længe hørt til Joyce Hattos største fans og skrevet vidt og bredt om hende. Men han kender også rygterne om urent trav.

Ingen har heller hørt om de orkestre, hun spiller så fantatisk med. Og hvem er denne René Köhler egentlig?

Kritikeren sætter selv Joyce Hattos og László Simons indspilninger af etuderne i sin computer. Der er ingen tvivl: Mindst ti ud af de 12 skæringer er simpelthen identiske.

Den forbløffede kritiker ringer til sin redaktør, der igen skaffer plads til den store afsløring: Joyce Hattos plader er fup og svindel.

Hun har ikke spillet en tone selv. Man hører i virkeligheden kolleger som László Simon, Carlo Grante, Marc-André Hamelin og så fremdeles.

Altså en række meget dygtige, men ikke så kendte navne – sikkert for at undgå genkendelse hos de mere nidkære entusiaster.

Og verden har aldrig haft en dirigent ved navn René Köhler. Både han og de forskellige orkestre er fri fantasi. Falske navne på rigtige kunstnere.

Hvordan kunne det komme så vidt?

Mange kritikere havde røde øren i tiden efter. At de ikke kunne huske fra næse til mund og genkendt de rigtige klaverkunstnere, var dybt pinligt.

Joyce Hatto selv var død af sin sygdom kort forinden. En oplagt mistanke rettede sig straks mod William Barrington-Coupe. Ægtemanden nægtede først alt, men krøb til korset efter få dage.

Han ville bare redde sin elskede hustrus renommé. Joyce lå jo i sengen og havde ondt. Det var for synd alt sammen.

Så han begyndte i det små. Neglede en skæring hér eller hele værker dér og udgav dem i hendes navn. Men hvor han i begyndelsen satte småfejl ind og rettede lidt på farten, blev han mere skødesløs med tiden. Indspilninger blev hentet hjem til privaten og kørt direkte ind under hendes navn.

Verden opdagede jo alligevel ikke noget.

Og for ikke at vække opsigt, sendte han også et par andre pianister på markedet. Et af navnene var den lidt for fingernemme italiener, Sergio Fiorentino. Hvis man har en indspilning af ham stående, skal man ikke vide sig for sikker.

Joyce Hatto selv døde sandsynligvis i lykkelig uvidenhed om det store fupnummer. Hendes mand havde en gammel dom for skattesvindel og siddet i fængsel et år. Skulle man lægge sag an igen?

Pladeselskaberne med svenske BIS i spidsen overvejede det grundigt og sagde nej. Man ville hellere glemme den ulykkelige sag og komme videre.

Og den lokale anklagemyndighed mente det samme: Hvis én af de virkelige kunstnere henvendte sig med krav om erstatning, ville man lade sagen gå sin gang – ellers ikke. Ingen har til dato henvendt sig.

William Barrington-Coupe lever endnu. Hans kone blev lagt i graven i juli 2007. Det samme er skandalen om hendes 119 CDer efterhånden.

En nådig udgang på dét, der jo i virkeligheden udsprang af ulykke og kærlighed.

Den fantastiske Fritz Kreislers fup udsprang så mere af et behov for likvider.

Manden regnes af mange for 20. århundredes største violinvirtuoser og spiller i øvrigt en lille rolle i dansk musik for tiden: Hans meget kostbare violin er den, vor egen Nikolaj Znaider spiller på.

Kreislers storhedstid lå mellem de to verdenskrige. Han blev især berømt for sine fortolkninger af ældre mestres musik. Og han havde utroligt nok selv fundet mange af de stykker, han optrådte med.

Det var sjældent stykker af de allermest kendte navne - snarere komponister som Porpora, Pugnani, Couperin og den slags. Når det gik højt til et enkelt nummer af Antonio Vivaldi. Men ellers komponister, de fleste kun kendte af navn.

Hvilket selvfølgelig havde en grund: Stykkerne var slet ikke skabt af de ældre herrer. De var skrevet af Kreisler selv og bare udgivet i de gamles navn.

At ingen ikke kunne høre det dengang, virker ret sært i dag. Numrene lyder på alle måder som musik fra mellemkrigstiden. Hvad de jo også var.

Omfanget af Fritz Kreislers fiduskunst blev først kendt mange år senere. Når stykkerne spilles af violinister i vor tid, skriver man gerne »Porpora/Kreisler« i programmet. Altså næsten som man gør det ved fiduskunst på alverdens museer.

Én side af Kreislers historie må virke besynderlig i nogles øren: At han ikke pralede med de numre, han selv havde komponeret. Hvorfor overhovedet lade som om, de er skabt af forlængst afdøde kolleger?

Svaret skal findes i selve den klassiske musiks væsen. Klassisk musik er fuld af det, filosoffer ville kalde dobbeltæstetik:

De gamle stykker kan være smukke nok i egen ret – men også lidt, fordi de er gamle. Man kan sagtens finde den side af musikkulturen aldeles tåbelig. Man kan også bare omslutte den med kærlighed.

Mamoru Samuragochis tyveri var af den omvendte slags – og aktuel så sent som i januar.

Japanerne opdagede Samuragochi midt i 1990erne. Allerede hans baggrund gjorde ham til noget særligt: Begge hans forældre var »hibakusha« fra Hiroshima. De havde overlevet atombomben.

Så da hans første symfoni kom ud, ville beundringen ingen ende tage. Han havde skabt et kæmpe stykke for orkester med titlen »Hiroshima«. Et stykke følelse med følelse på.

Klassisk musik var ellers på nedtur i de år – også i Japan. Men det gådefulde geni fik mere eller mindre vendt den udvikling. Indspilningen blev revet ned fra hylderne og gjorde symfonisk musik kendt selv i teenagekredse.

Ikke én af melodierne lød rigtignok original på nogen måde. De lød neglet fra nogle af historiens største mestre; Beethoven, Tjajkovskij og Sjostakovitj havde ikke levet forgæves.

Men okay. At stjæle med arme og ben er ikke ukendt i musikkens historie. Fagfolk trækker højst på skuldrene over den slags og tænker »lad dog barnet«.

Den gode Mamoru Samuragochi fik det bedste ud af situationen. Han blev kaldt »den japanske Beethoven« eller »den digitale Beethoven« i dagbladene. Og da succesen var i hus, kom den endegyldige lykke:

Mamoru udviklede simpelthen døvhed. Fuldstændig som Beethoven gjorde det.

Succesen nåede nye højder i de næste år. Komponisten lod sig udnævne til en slags æresborger i Hiroshima og blev hvermandseje. Han lod sit hår gro langt og optrådte altid med store solbriller – så han ikke kun virkede tunghør, men også lettere blind.

Japans svar på DR sendte så sent som i marts sidste år en dokumentar om hans færden. Man fulgte hans valfart til ofrene for det store jordskælv i 2011 og så ham knytte venskab med en lille pige fra egnen. Da han også komponerede et rekviem til hendes familie, blev han folkehelt.

Men noget var helt galt i historien.

En ellers ukendt musiklærer ved navn Takashi Niigaki trådte frem tidligere i år. Musiklæreren afslørede sig som den virkelige skaber af Samuragochis musik. Han havde skrevet omkring 20 værker og ladet Mamoru Samuragochi udgive dem under eget navn. Prisen for hans indsats var en lille halv mio. kr.

Den japanske Beethoven kunne ikke engang noder, sagde Takashi Niigaki.

Skandale nummer ét var en realitet. Hiroshima trak æresborgerskabet tilbage. De ellers så sultne forhandlere tog hans navn ned fra hylderne.

Og skandale nummer to fulgte kort efter. For svindleren kunne både høre musikken og tale relativt problemløst, fortalte Takashi Niigaki.

Hvilket man ikke ligefrem ville forvente af en stærkt tunghør herre.

Samuragochi selv kom den sidste, pinlige afsløring i forkøbet: Hans advokat lækkede et håndskrevet brev til pressen – igen som Beethoven kunne have gjort det. Et brev med den indrømmelse, at han faktisk kunne høre noget »sommetider«.

Mamoru Samuragochi trådte så frem for et par uger siden og fortalte hele historien til et mægtigt opbud af nationale medier. Bedrageren virkede helt anderledes nu: Solbrillerne var taget af. Det lange hår var blevet kort. Og han talte direkte til kameraerne og de mange dusin mikrofoner. Han bøjede hovedet og undskyldte over for sine mange fans.

»Jeg har såret så mange med mine løgne,« sagde han. »Herunder alle dem der købte mine indspilninger og kom til mine koncerter.«

Mamoru Samuragochi fik i øvrigt salens spørgsmål tolket på tegnsprog. Et sidste spil for galleriet, mente mange.