Julen begynder i Nørregade

Hyggelige »Jul i Gammelby« på folketeatret.dk tror på sin egen naive forestilling om julen som hjerternes fest.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Julen begynder i Nørregade«. Sådan lyder sloganet, som hænger foran Folketeatret, den københavnske scene, som blandt andet skal spille for hele familien.

Det gør den nye teaterchef, Kasper Wilton, ved at skrue helt op for julehumøret: Hvad du ønsker, skal du få! Er der noget, der bør kunne få et stort publikum op af sofaen, når meget lidt tilsyneladende kan det i denne sæson, så bør det være den traditionelle juleforestilling i Nørregade.

Med dramatiseringen af den elskede kalenderudsendelse »Jul i Gammelby« får de allermindste og de allerældste i hvert fald alt det, de kan håbe på. Skal det være jul, så lade det være jul! Det er en forestilling, der tror på sin egen naive forestilling om julen som hjerternes fest.

Julestemningen breder sig lige fra starten, når drejescenen snurrer og åbenbarer den ene pyntelige biedermeier-kulisse efter den anden i Christian Tom-Petersens hyggelige og gammeldags juleudstilling af en scenografi. Og den pyntelige ramme fyldes godt og gesvindt ud i Mogens Pedersens kyndige iscenesættelse, som fungerer som det »maskimekaniske« urværk, den skal være.

Trængsel og alarm

Der er ikke plads til mange finere nuancer, men skue­spillerne kan stilen.

Søren Hauch-Fausbøll mobiliserer al sin til kogepunktet perplekse forvirring, når julestress og nissedrilleri er ved at tage pippet fra den borgmester, som styrer sit kræmmerhus med hård hånd, men som siden - det manglede bare - overgiver sig til den rette julestemning. Ann Hjorth er både sød og pyntelig som hans overbærende kone, mens Lykke Sand Michelsen er tilpas kæk og naiv som datteren. Henrik Lykkegaard blæser masser af charme og afvæbnende komik i diskenspringeren Severinsen, som har svært ved at styre sine følelser, ikke mindst dem for Sofie Stougaards skønne, sursøde og livlige kokkepige, hende med det »eksplomderende« komfur. Foruden naturligvis folkemængde, trængsel og alarm - for slet ikke at tale om en håndfuld velopdragne engle - og nissebørn.

Nej, der er ikke andet for end at overgive sig til nostalgien. På Folketeatret kan man sit Nürnbergkram. Rør blot ikke ved min gamle jul! Det barn, som sig ærgrer gul og grøn, skal aldrig den farve miste.