Juledagene er ikke kun et gensyn med marcipan, pebernødder og stopfyldte maver. De er også et gensyn med flimmeren.

En række julefilm er tradition på linje med Disneys juleshow klokken 16 juleaftensdag. Om du kan lide det eller ej, slipper du ikke for at se Kevin klaske barbersprit på kinderne eller smide et varmt strygejern ned på en ussel forbryder i »Alene hjemme«.

Julefilm får ofte skyld for at være dårlige, og det er de på sin vis også, mener Kristian Lindberg, der er Berlingskes filmanmelder. Mange af julefilmene er dårligt gode, som han siger.

»Hvis man sætter lighedstegn mellem kitsch og dårlig, så er de fleste julefilm dårlige. Julefilm skal være kitsch, for den moderne jul er indbegrebet af kitsch. Men kitsch er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det sentimentale og barnlige kan give nutidens kynikere momentant adgang til religiøse følelser, som de fleste ikke tør beskæftige sig med mere,« siger Kristian Lindberg.

Gennem årene har julefilmene ligefrem accepteret og omfavnet deres skæbne som kitsch.

»Der er siden 1980erne kommet en række film til, der tilføjer julen et ironiskt lag, som gør det nemmere at tage dem alvorligt. Det er film, der træder et skridt tilbage og griner af julens oppiskede hysteri, men som ender med alligevel at hylde højtidens budskaber om fred og medmenneskelighed,« siger Kristian Lindberg og fremhæver komedier som »Fars fede juleferie« (1989), »Tror du på julemanden?« (1994), »Mission julegave« (1996) og »Alf« (2003).

Opskriften på en god julefilm står klart for ham:

»Det skal være en film, der hensætter dig i en småmelankolsk stemning, og som leder tankerne hen på familien og får dig til at ønske at gøre det bare lidt bedre for dem i det nye år,« siger Kristian Lindberg, som selv er begejstret for »Die Hard« fra 1988 og Tim Burtons »The Nightmare before Christmas« fra 1993.