Juhuvas Vidne

Hvis det passer, at Jehovas Vidner ikke må feste, er der kun én ting at sige om Prince: Slemmer, slemmer dreng!

Berlingskes anmelder giver Prince fuldt hus for koncerter i Forum 20. oktober. Akkurat ligesom han indkasserede seks stjerner for koncerten på Roskilde Festival (foto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Dige / ROCKPHOTO

Tre gange slukkede de lyset i Forum, og tre gange tændte de det igen. Publikum skreg hver gang.

Fjerde gang forblev det slukket, The New Power Generation med den danske bassist, Ida Kirstine Nielsen, og Princes veninde tilbage fra 1980erne, percussionisten Sheila E., gik ni mand høj på scenen, salen blev badet i et lilla lys, og ind kom aftenens hovedperson, det 52-årige amerikanske musikgeni Prince.

Usædvanligt velboppet kort hår, diamantbesatte ører og et stramtsiddende mørkt jakkesæt. Han åbnede med den ny »Future Soul Song« og slog allerede der an til en koncert, der på ingen måde manglede hits, men alligevel var mere subtil end koncerten på Roskilde Festival i sommer. Der er nemlig stor forskel på at spille foran 50.000 festivalgæster, der har hørt alverdens musik i fem dage, og så 8.000 dedikerede fans, der er mødt op i Forum kun for at høre deres idol. Sidstnævnte model er altid at foretrække og var med til at gøre koncerten i aftes bedre og mere intens end hans optræden på Roskilde.

Et hårdt pumpet medley bestående af »Uptown«, »Raspberry Beret«, »Cream«, »Let’s Work« og »U Got The Look« fyldte den første halve time. Herefter forlod Prince scenen for at skifte til det hvide sæt nattøj med eget kontrafej, der gør det ud for hans foretrukne scenekostume i denne tid.

I hans fravær var der åbnet for aftenens eneste nitte, nemlig de tre korpiger, der fyldte tiden ud med Simon & Garfunkels »Bridge Over Troubled Water« og derefter gik over i noget tamt »praise the lord«-tjuhej – undertegnede havde svært ved at se forskellen på disse ellers glimrende korsangere og en lokal X Factor-konkurrence for 45+ husmødre på en pub i Newcastle.

Prince samlede den op igen med signatursangen »Purple Rain«, og herefter var der ubrudt hitparade især fra de tidlige 80ere. Sheila E. kom aldrig til at spille den store rolle på Roskilde, men denne aften fik hun lov til at tæske i både timbales og congas. Et af aftenens højdepunkter var hendes hit »A Love Bizarre«, hvor Prince hjalp hende med slagtøjet – en karnevalsfløjte blev introduceret, og en mere løssluppen musikalsk legestue tog form. Han battlede på bas med danske Ida og lod hende få lidt sunshine her i hjemlandet, før han kastede sin bas ud til publikum og vendte tilbage til guitaren, som han som bekendt spiller som ingen anden. Om en mand som Prince har brug for at låne »Le Freak« fra Chic kan diskuteres, men den lukkede koncerten effektivt.

Og så startede kuldegysningerne for alvor. En af hans bedste sange nogensinde, »If I Was Your Girlfriend«, åbnede ekstranumrene, hvorpå Prince koketterede: »Listen Copenhagen, I could stay here, but I got too many hits!«. Så fik vi »Kiss« og ikke et lår var tørt. Endnu en gang blev han kaldt på scenen, og den gudesmukke ballade »Sometimes It Snows In April« fik hvert et hår på denne anmelders krop til at rejse sig – og at det meste af salen kunne synge med viste netop forskellen på festival og koncert.

Da det lilla lys blev afløst af neonrørene i loftet, og folk strømmede ud, sagde min ven: »Nu laver han vel ikke London-finten?«. Og det gjorde han. Da halvdelen af salen var rømmet, gik han på og gav tre ekstra-ekstra-numre for de dedikerede og satte dermed punktum for sin bedste koncert på dansk grund siden »Love Sexy« i 1988.

Og så dukkede han i øvrigt op i Amager Bio, hvor han ud på morgenen rasede ud med en af sine berømte jamsessions.