Jovial og brutal

Da Michael Ciminos »The Deer Hunter« i 1978 blev vist på filmfestivalen i Berlin, forlod samtlige kommunistiske lande med Sovjetunionen i spidsen festivalen i protest mod det, de kaldte grov imperialistisk og antivietnamesisk racisme.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Her er med andre ord tale om et kontroversielt værk, der ganske rigtigt rummer en del sadistiske vietnamesere, selv om halvdelen af denne besynderlige beretning om Vietnamkrigens mentale konsekvenser foregår i en grim industriby i Pennsylvania.

Først ligner »The Deer Hunter« i næsten halvanden time en slægtning til Robert Altmans »Et bryllup«, hvorefter den via et af filmhistoriens mest overrumplende klip brat skifter til at være i familie med Francis Ford Coppolas »Dommedag nu«- dog hele tiden med Robert De Niro og Christopher Walken som hovedpersoner i en handling, der strengt taget er en dramaturgisk katastrofe. Ved gensynet med den meget beundrede samt kolossalt ujævne og alt for lange film kan man konstatere, at dens problematiske helhed er mindre end summen af dens enheder, men at »The Deer Hunter« ikke desto mindre stadig gør voldsomt indtryk med sin eksplosive blanding af det joviale og det brutale, og at der er øjeblikke i filmen, som man aldrig glemmer. Selv om man helst ville.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse