En nordmand, der taler norsk på svensk TV i et timelangt taleprogram. Det lyder måske ikke som den oplagte opskrift på succes for en TV-vært. Slet ikke i primetime fredag aften. Men det er det.
Mens vi herhjemme på de danske kanaler kan se programmer som »X Factor«, »Live fra Bremen« og »Big Brother«, brager det norsk-svenske talkshow »Skavlan« igennem på svenske SVT og norske NRK på samme tid og slår alle andre programmer i seertal uge efter uge. Tre millioner ser med, når der er flest, i de to lande tilsammen. Det gør »Skavlan« til ikke bare Nordens største, men også et af Europas ledende talkshows.
Vært og leder er den 46-årige norske journalist Fredrik Skavlan, der siden 2009 har stået i spidsen for showet som et norsk-svensk projekt. I denne sæson har talkshowet netop rundet program nummer 100.
Før det havde Skavlan sit eget talkshow i Norge. »Først & Sisst«, som det hed, blev også vist sent om aftenen i Sverige, og det var på den måde, de fik øje på den charmerende, empatiske og skarpe vært dér.
Fredrik Skavlan har interviewet så forskellige verdensstjerner som Nicole Kidman, Leonard Cohen, Woody Allen, Bill Clinton, Jay-Z, Rihanna, Tony Blair, Paul McCartney, Pelé, Robbie Williams og Desmond Tutu. Også mange danskere har været forbi. Sidste fredag var det Sidse Babett Knudsen, men også Ghita Nørby, Susanne Bier, Mads Mikkelsen, Iben Hjejle, Hanne-Vibeke Holst og mange flere har deltaget, ligesom mange danske TV-seere følger med.
Fredrik Skavlan er lige kommet med toget fra Stockholm, da han tager imod i sin villa i Oslo-bydelen Vinderen. Hans 20-årige datter er hjemme og hans store godmodige hund Bruno. Hans kæreste, den norsk-svenske skuespillerinde Maria Bonnevie – som mange herhjemme nok især kender fra danske film som »Jeg er Dina« og »Reconstruction« – er i Stockholm, i lejligheden på Södermalm, sammen med deres syv måneder gamle datter. Parret bor begge steder. Om torsdagen er der optagelser til »Skavlan«, og det foregår i Stockholm, når ikke Fredrik Skavlans produktionsselskab Monkberry lejer sig ind hos BBC i London og optager showet der for at få adgang til internationale verdensstjerner, de ikke ville kunne lokke til Skandinavien.
»Det er et forsvar for, at TV ikke kun går hurtigere og hurtigere, men også kan gå langsommere,« forklarer Fredrik Skavlan om sit talkshow, da vi har sat os op på hans arbejdsværelse i husets øverste etage. Et stort lyst kontor med skrå hvide vægge og fritlagte spær.
»Da vi begyndte i Norge i 1998, var showet kun 38 minutter langt. Nu sender vi en hel time med det samme antal gæster eller endda færre. Det har gjort, at interviewene er blevet længere, mere retrospektive, og vi går mere dybt. Det, synes jeg, er en interessant udvikling, netop fordi alt andet i TV går hurtigere.«
Han forklarer, at han blander det, man inden for den verden kalder »one & one«-interview og panelshow. Gæsterne sidder på den cirkelformede scene i hver deres klassiske Charles Eames-stol på et langhåret tæppe. Omgivet af et hujende studiepublikum, som man tydeligt kan se under programmet. Skavlan interviewer hver enkelt gæst, men de taler også med hinanden.
»Jeg går hele tiden ind og ud af de to genrer. Vi har fundet ud af, at vi kan hente mere af talkshowets dynamik ved at lade gæsterne blive kontronteret med hinanden i højere grad end »Parkinson« eller nogle andre talkshows har gjort. Vi producerer også programmet, så man virkelig mærker, at der er flere gæster. Det er et meget visuelt program. Man ser ikke kun dem, der taler, men også dem der lytter.«
Selv om der ofte er store stjerner forbi »Skavlan«, er det langt fra kun et program med skuespillerdivaer, bestsellerforfattere og toppolitikere.
»Jeg er meget optaget af, at programmet skal have alle typer gæster. At intet menneskeligt skal være mig fremmed.«
Fredrik Skavlan griner.
»Det indbefatter selvfølgelig politik, sport og kultur, men også videnskab. Jeg er en stor fortaler for, at vi skal have meget forskellige gæster. Mennesker fra totalt forskellige verdener, som snakker sammen denne ene time for så aldrig at mødes igen.«
Og så er det vigtigt, at gæsterne er i centrum.
»Det handler for mig om at have den selverkendelse, at jeg ikke nødvendigvis er den mest interessante person i rummet til enhver tid. Det er der en del studieværter, der synes, de er. Jeg tror, det har givet mig et langt liv på TV. Men jeg ser mig heller ikke som nogen typisk studievært.«
Derfor kommer vi heller aldrig til at se ham som vært for et program som »Vild med dans« eller lignende.
»Jeg er ikke den type entertainer. Jeg har ingen interesse i det. Jeg er ikke optaget af at være på TV i den forstand eller i at være en TV-personlighed. Jeg er interesseret i at formidle et indhold. Mere og mere. De første år, jeg lavede TV, var jeg optaget af at få det til at fungere. At finde en form. Derfor var jeg interesseret i selve TV-mediet. Nu er jeg bare inde i stoffet. Jeg kan næsten glemme, at jeg er på TV nogle gange, fordi jeg bliver så optaget af det, vi snakker om. Det er en fin følelse.«
I en dansk sammenhæng kan det virke overraskende, at et taleprogram som dit kan køre i primetime fredag aften, når TV-stationerne herhjemme satser på for eksempel »X Factor«...?
»Vi konkurrerer også mod den slags programmer, og vi har utroligt nok slået dem i årevis. Det siger noget om befolkningen. Noget, vi ikke vidste om den. Medierne har en tendens til at undervurdere folk. Vi må huske, at vi lever i en del af verden med en meget højt uddannet befolkning, et meget kvalificeret publikum. Jeg hører ofte folk sige: »Jeg ser ikke TV, men jeg ser dit program«. Så vi har måske de seere, man ellers ikke får. De seere, der vil have noget igen for den tid, de bruger. Det er i hvert fald det, jeg ønsker at tro.«
Siger det noget om Danmark og danskerne, at man her satser anderledes?
»Nej. For hvis der var en, der lavede sit eget program af den her type og fandt en form på det, er jeg sikker på, at det har et enormt potentiale. Danmark har for eksempel Skandinaviens smarteste aviser,« siger han og bruger det engelske ord for intelleligent.
»Jeg har længe selv abonneret på Weekendavisen og synes i det hele taget, at aviskulturen i Danmark er spændende. Den er meget mere polariseret end i for eksempel Norge. Tabloidaviserne er virkelig trashy og giver sig ikke ud for andet, til gengæld har man også genuine kvalitetsaviser. Det ser jeg som en indikator for, at der findes et publikum for en mere indholdsrig og nogle gange krævende form for TV-underholdning.«
Men det skal netop stadig skal være underholdning, selvom det er klogt TV.
»Det skal ikke blive for intellektuelt på en distancerende, snobbet måde. Man behøver ikke at tage en sort rullekravebluse på, og man skal være forsigtig med at skulle sidde der og imponere sine kolleger, for så mister man publikum. Jeg tror, at det, at vi i vores show har studiepublikum, meget latter, kendte musikere, der optræder og alle visuelle tegn på, at det er underholdning, gør det let at se. Men pludselig befinder du dig også midt i et dybt alvorligt interview. Det handler om at lokke folk ind.«
Det bruger han også plakatnavnene til. Men bliver mindre og mindre afhængig af store stjerner.
»Jeg er overrasket over tålmodigheden. Vi har kunnet sidde med en i Sverige totalt ukendt norsk politiker. Åbne programmet med den her politiker, der taler i et kvarter, og vi har stadig en rating i Sverige på 1,8 millioner seere. Det er helt uforståeligt.«
Det handler blandt andet om, hvad folk fortæller. Om at finde historier, der er almengyldige.
»Kærlighed er et fantastisk tema i vores program. Forleden havde jeg den britiske forfatter Ian McEwan på besøg. Ham er der mange, der ikke kender, men fordi han talte om kærligheden, berører det os alle. Det kan også være prøvelser i livet og selvfølgelig humoristiske ting. Det handler om at appellere til universelle følelser.«
Selv om, det har været en succes at lave programmet på tværs af Norge og Sverige – i en grad, at hans produktionsselskab i dag er mere end 75 millioner kr. værd – har Fredrik Skavlan indtil videre ikke været klar til at udvide, så også Danmark kommer med.
»Det har været oppe, om vi også skulle inddrage Danmark, så det blev en tre-landes produktion. Men det har jeg ikke rigtig villet. Jeg har syntes, det var udfordrende nok at få det til at fungere mellem Norge og Sverige. Men vi får at se i fremtiden.«
Til gengæld er Fredrik Skavlan altid glad for at have danskere på besøg.
»De danske gæster har næsten alle det til fælles, at de er mere fri end andre skandinaver. Derfor er det morsomt at snakke med danskere. Man vil jo gerne have en gæst, der føler sig fri til at snakke. I Sverige er der mange regler, som man er bange for at bryde, så på den måde er det strengere.«
Vi taler om, hvorvidt der overhovedet findes en fælles nordisk identitet.
»Det er en interessant diskussion, som ingen rigtig vover at tage. Alle vil nordisk samarbejde, alle vil nordisk forbrødring på et officielt niveau. Problemet er bare i det daglige, at en almindelig svensker ikke er så interesseret i en almindelig dansker og omvendt. Og ingen er så interesseret i nordmænd. Men hvad sker der for eksempel, når noget som det på Utøya sker? Jo, så føler vi os alle som skandinaver. Da kan vi mærke, at vi er fra Norden for nu også at tage Finland og Island med. Da mærker vi, at vi tilhører den del af verden.«
En af barriererne i dagligdagen er sproget, mener Fredrik Skavlan. Derfor blander han selv norsk og svensk, når han taler i sit talkshow.
»Det er ikke smukt, men det er funktionelt. Det var et stort valg for mig, da jeg skulle begynde i Sverige. Jeg har altid gået meget op i sproget. Jeg har været skrivende journalist i ti år, før jeg begyndte at lave TV. Jeg taler et godt norsk, men det har jeg måttet vænne mig af med.«
For det vigtigste er, at han kan blive forstået.
»Gæsterne og studiepublikum må forstå det, og så bliver de nødt til at tekste mig. For mig handler sprog kun om én ting, og det er kommunikation. Hvis jeg må blande norsk og svensk for at jeg kan kommunikere, så er det det, jeg gør. Fordi jeg taler det, man kalder svorsk, tror seerne i Sverige, at de pludselig forstår norsk. Men det gør de altså ikke. «
Så længe vi står stejlt på at tale hvert vores sprog i Skandinavien, kommer vi ikke hinanden nærmere, mener Skavlan.
»Jeg ser jo, når jeg har norske gæster i Stockholm, at de nogle gange insisterer på at tale 100 procent norsk, og så kigger jeg på mine svenske venner. De er helt tomme i øjnene. Så enten må vi forsøge at blande ord ind, som gør, at vi forstår hinanden. Eller også må vi slå over i broken english. Det har jeg ingen skam ved at gøre. Jeg har haft en dansk gæst i studiet, hvor jeg hurtigt mærkede, at det her var helt umuligt at forstå. »Let’s do it in english,« sagde jeg. Det er blevet et varemærke, at »Skavlan« er et program, hvor man ikke tænker over, hvilket sprog vi snakker. Der handler det kun om én ting, og det er at kommunikere. Der sker desuden noget interessant, når en international stjerne kommer ind og vi alle slår over i engelsk. Da bliver vi – som minuttet før var nordmænd og svenskere – pludselig »the scandinavians«.«
Her går det fint an med skoleengelsk, som Fredrik Skavlan udtrykker det.
»Jeg har ikke boet i England eller noget, men det skammer jeg mig ikke over, for jeg tænker, at jeg gerne vil signalere til folk, at de ikke skal være bange for at tale engelsk. Jeg vil også gerne sige til de andre gæster i studiet, at du behøver ikke at være så god til engelsk, du kan bare gøre det så godt, du kan. Dermed forstøger jeg at lave en sproglig frizone, som igen danner et grundlag for et nordisk møde.«
Er det ikke en falliterklæring at slå over i engelsk, hvis du snakker med en dansker - det har jo altid været et særkende i Skandinavien, at vi kunne tale sammen?
»Jamen det kan vi jo ikke. Det er ikke sandt. Man må da gerne fortsætte med at tro det, og så bliver vi ved med at være langt fra hinanden. Det jeg taler om, er, at vi må have et uanstrengt forhold til sproget. Problemet er, når der går prestige i sprog. Det tror jeg er problemet. Når der går prestige i sprog, kan vi snakke så meget vi vil, men vi kommunikerer ikke. Jeg mener ikke, det går an at ville knytte Norden tættere sammen og samtidig sige, at vi skal insistere på vores sprog. Det er klart, at i litteraturen skal vi insistere på vores sprog, i skolen skal vi gøre det, men det er noget andet.«
Helt sådan ser hans kæreste ikke på det, fortæller han. Maria Bonnevie har en norsk mor og en svensk far og taler begge sprog flydende. Men hun blander dem ikke.
»Maria er tosproget på den måde, at hun taler 100 procent svensk eller 100 procent norsk. Men jeg kan ikke tale svensk, jeg må blande svenske ord ind i mit norsk, så der er vi forskellige.«
I dag færdes Fredrik Skavlan hjemmevant i både Norge og Sverige. Men før han lærte Maria Bonnevie at kende i 2005, havde han ikke noget forhold til Sverige.
»Jeg havde været der nogle gange, men syntes Stockholm var lidt kølig. Jeg trivedes langt bedre i København.«
»Men det er jo forunderligt, hvad kærligheden kan gøre ved en.«
»Da jeg traf Maria, var der en præmis: Jeg skulle kunne være meget i Stockholm. Der har hun sit liv, sit teater, Dramaten, og jeg forstod hurtigt, at hun havde sit hjerte i Stockholm. Jeg blev akut forelsket i byen, men der var jo det problem, at hvis jeg skulle være så meget i Stockholm, måtte jeg have noget at lave der. Så jeg fik et job der. Det er faktisk det, der skete. Det tog et par år, men så fik jeg jo jobbet på »Skavlan««
Hvordan gør I i praksis i hverdagen?
»Det er ikke så let. Jeg flyver meget frem og tilbage. Men jeg er også begyndt at tage toget. Det går ikke så hurtigt, men det er hyggeligt, og så har jeg seks timer for mig selv, hvor jeg kan læse og lave research. Og nogle gange er jeg der med Maria og vores barn. Hvis vi har brug for bilen i Stockholm, kører vi også nogle gange. Om sommeren bruger vi vores landsted på den svenske vestkyst, hvor vi er så længe som muligt. Jeg er blevet meget glad for Sverige, men samtidig føler jeg mig meget som nordmand. Jeg er en mærkelig blanding. Jeg tror, at selvom – Gud forbyde det – Maria skulle gå fra mig, så ville jeg stadig rejse til Stockholm og bo der. Jeg føler mig faktisk meget som skandinav. En skandinav fra Norge.«
»Jeg er meget glad for Norge og landets historie. Glad for den baggrund jeg kommer fra. Og så har jeg et meget norsk forhold til naturen. Jeg er en fjeldabe.«
Fredrik Skavlan er fra et kulturelt hjem. Hans far var egentlig skuespiller, men blev siden forretningsmand. Hans mor var billedkunstner. Selv er Fredrik Skavlan tegner ved siden af sit arbejde som journalist og programchef. Han har illustreret flere bøger til både børn og voksne.
»Jeg er resultatet af et interessant møde mellem min far, som kom fra en ganske privilegeret opvækst, mens min mor er datter af en scenograf, og de havde ikke godt råd. De mødtes på et filmset og var begge fra kulturinteresserede familier. Jeg har vel arvet noget kulturel kapital, som det hedder.«
Det har fået nogle til at tro, at han har en høj uddannelse. Men det er ikke tilfældet.
»Jeg fik aldrig en uddannelse, men her skal jeg ikke være noget forbillede. Jeg ville gerne have studeret, for eksempel statskundskab eller psykologi.«
Han fortæller, at hans voksne søn fra et tidligere ægteskab læser psykologi.
»Jeg er vildt misundelig, jeg tænker, at det må være fantastisk. Men jeg begyndte aldrig at studere. Jeg begyndte at arbejde. Jeg er en rastløs sjæl og har altid arbejdet meget. Altid følt det naturligt. Der skete det, at jeg begyndte at tjene penge, og så købte jeg en lejlighed. Så sidder du i saksen. Og så fik jeg børn, og så sidder man endnu mere i saksen. Derfor blev det aldrig til noget, og nu er det for sent. Men det her job og fire skønne børn er trods alt en gansk fin saks at sidde i.«
Også økonomisk har Fredrik Skavlan gjort det godt. Den kulørte presse i både Norge og Sverige beretter da også flittigt om, hvor mange millioner, der nu er rullet ind på hans konto. Janteloven er et nordisk, eller i hvert fald et dansk-norsk, grundvilkår. Det har han det nu helt fint med.
»Jeg er en af dem, der forsvarer Janteloven lidt. Jeg tror, man har meget godt af at blive mindet om, at man bare er et almindeligt menneske. Det er sundt for os alle. Specielt for os i mediebranchen. Jeg har også en stor og meget ærlig familie, som hele tiden minder mig om det, så jeg tror ikke, jeg har fået chancen for at miste jordforbindelsen. Jeg ville næsten ønske, jeg kom til at prøve det bare én gang.«
Fredrik Skavlan er den yngste af fire søskende. Hans ene bror er manuskriptforfatter og skrev manus til den Oscarnominerede »Kon-Tiki.«
Heller ikke i en større sammenhæng er det nogen skade til, at vi har janteloven.
»Jeg tror, at Skandinaverne og særligt nordmændene havde været helt ufordragelige, hvis vi ikke havde haft Janteloven. Nordmænd med oliepenge, uden jantelov...«
Fredrik Skavlan smiler:
»Vi havde været helt uudholdelige! Så Janteloven skal vi bare være glade for.«
Den norske ambassade i Danmark har betalt rejseudgifterne i forbindelse med interviewet.
»Skavlan« kan ses på nettet fra det øjeblik, det bliver sendt fredag aften. svtplay.se eller nrk.no/tv