Josefine Klougart: »Det er forstemmende at se, hvor underprioriteret pasningen af vores børn er i dette rige samfund«

Døden har fyldt meget i året, der er gået. Både tabet af et ufødt barn og en nærdødsoplevelse har fyldt forfatteren Josefine Klougart med stor sorg, en eksistentiel afklaring og en dyb taknemmelighed for det nye liv, hun bærer på. Hun er optaget af at forstå, hvorfor døden er så stort et tabu i det moderne samfund, og undrer sig over, hvor lidt vi gør for at passe på naturen og vores børn.

»Det er tankevækkende, at vi som kultur er så dødsforskrækkede samtidig med, at vi med åbne øjne har bevæget os ind i det, der bliver den sjette store masseuddøen af arter, og som kommer til at påføre også vores egen art enorm lidelse og død.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har været den største omvæltning for dig i 2021?

»Det må have været at leve med efterdønningerne af en voldsom oplevelse lige inden årsskiftet, hvor jeg mistede et barn ved en spontan abort efter tre måneders graviditet.

Ét var selvfølgelig sorgen over, at barnet gik til, men min egen tilstand var også kritisk, fordi jeg mistede så meget blod. Jeg gik ind i 2021 meget afkræftet og sorgfuld, men samtidig lykkelig over at være i live og rystet over den erfaring, at jeg i de kritiske minutter, hvor jeg svævede ind og ud af bevidsthed, ikke havde været panisk angst, men bare følt ro og accept.

»Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville kæmpe, hvis jeg kom døden nær, men så oplevede jeg bare en lyst til at overgive mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart.

Jeg kan huske, at jeg i ambulancen så på Falck-manden, der havde travlt med at sætte elektroder på min brystkasse og tale til mig, så jeg ikke døs hen, og jeg følte bare medlidenhed med ham.

Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville kæmpe, hvis jeg kom døden nær, men så oplevede jeg bare en lyst til at overgive mig. Dét var en rystende erfaring og meget smukt at mærke, at den form for overgivelse findes. Også for mig.«

Hvad, synes du, har fyldt mest for dig i det forgangne år?

»Op til jul har jeg efter fem års arbejde endelig udgivet romanen »Alt dette kunne du få«. Frem til august, hvor den skulle sendes til tryk, har jeg arbejdet intenst på at få den til at falde helt på plads.

Den skulle være udkommet et år tidligere, men så rev jeg i nødbremsen, fordi der var noget, der ikke føltes rigtigt. Jeg skrev den fuldstændigt om og havde oplevelsen af, at romanens tre spor endelig vævede sig sammen på den organiske måde, jeg havde drømt om.

Hovedfortællingen er en slægtsromanen om en familie på Djursland, hvor Barbara, som tilhører min generation, går tilbage og ser på sine forældres og bedsteforældres liv.

På de traumer, bedsteforældrene pådrog sig i modstandskampen, og den almindelige fattigdom, og på hvad det kom til at betyde for deres børns liv. Barbaras mors ensomhed, faren der knokler og er drevet af en forestilling om økonomisk uafhængighed, mens deres drømme bliver udskudt og går i arv til børnene – til Barbara og hendes søstre.

»Jeg ved ikke, om det er meget overraskende, men jeg er nu højgravid, og jeg synes at de spark indefra maven jeg ligger og mærker hver aften er en meget vidunderlig gave.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart.

Den fortælling er flankeret af historien om Jørgen-Franz Jacobsen, den berømte færøsk-danske forfatter. Han skrev romanen Barbara om naturkvinden, der står overfor oplysningsidealet, inden han selv døde af tuberkulose i 1938. Og endelig historien om bjergbestigeren Toni Kurz, der omkom i et spektakulært forsøg på at bestige bjerget Eiger (i Schweiz, red.) fra nordsiden.

Det er blevet en stor eksistentiel roman om at leve med en bevidsthed om døden; som en bjergbestiger et sted siger, så er man, når man klatrer på Eiger, hele tiden bevidsthed om »faldlinjen under sig.« Romanen væver de tre spor sammen til en fortælling om vores tid og om faldet og døden, der altid er en del af livet.«

Hvilken overraskende gave har året givet dig?

»Jeg ved ikke, om det er meget overraskende, men jeg er nu højgravid, og jeg synes, at de spark indefra maven, som jeg ligger og mærker hver aften, er en meget vidunderlig gave.«

Hvilke rap over nallerne har du fået?

»Jeg har sendt min søn i børnehave i en alder af to år og ti måneder og set, at det nok var for tidligt. Og jeg har ikke følt, jeg reelt havde et valg og virkelig mærket, hvor slemt det føles at give mit eget barn noget, der er så meget dårligere end det, jeg selv har fået med en mor, der gik hjemme hos os i de år.

Det er sådan, det ser ud i Københavns Kommune og mange andre steder. Jeg synes, det er forstemmende at se, hvor underprioriteret pasningen af vores børn er i dette rige samfund.«

Hvilke kulturelle overbevisninger er du blevet bekræftet i i året, der er gået?

»At folk gerne vil læse en levende litteratur. At der er læsere til bøger, der fortæller historier på en måde, så de kommer til at ligne livet. Bøger, der rummer kompleksitet og ikke bare er skåret ud efter skabelon som en hollywoodfilm.

Det beviste for eksempel Hans Otto Jørgensens vidunderlige bog, »Dead man walking«, om broderens konkurs med den gård, der har været familiens liv i generationer. Og også min egen roman, »Alt dette kunne du få«, som er blevet taget så godt imod af læsere og anmeldere. Det er opløftende.«

Har 2021 gjort dig mere eller mindre håbefuld for fremtiden?

»Personligt er jeg meget håbefuld og glad, og jeg føler mig meget taknemmelig over at kunne se frem til fødslen af en ny dreng til februar.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart.

»Personligt er jeg meget håbefuld og glad, og jeg føler mig meget taknemmelig over at kunne se frem til fødslen af en ny dreng til februar.

Samfundsmæssigt har det også været lykkeligt at være vidne til, at #metoo, på trods af de forbehold man kunne have, ser ud til at skabe reelle forandringer i vores samfund. Og så oplever jeg også en stor og vidunderlig kraft i de nye forbindelser, som kampen mod klimaforandringerne og den fortsatte udpining af naturen får os til at træde ind i.

En spirende bevidsthed om ikke bare, hvad vi skal kæmpe for at undgå, men også en bevidsthed om, hvad det er for et vidunderligt organisk netværk af liv, vi kæmper for at beskytte.«

Hvis du skulle knytte en overskrift eller et begreb til 2021, hvad ville det så være?

»»Dødsforskrækket dødskult«. Det er tankevækkende, at vi som kultur er så dødsforskrækkede, samtidig med at vi med åbne øjne har bevæget os ind i det, der bliver den sjette store masseuddøen af arter, og som kommer til at påføre også vores egen art enorm lidelse og død. Vores naturforhold er ikke sygt, det er nærmere ikkeeksisterende, og det, tror jeg, betyder noget for vores forhold til døden, som bliver fortrængt kollektivt og personligt.«

Hvilke traditioner værner du særligt om i denne tid?

»Jeg har små børn, så december føles som en lang genopdagelse af min barndoms traditioner. En af de populære er julesokkerne. Også selv om min søn i morges fandt en riskiks og udbrød – »Ejjj, dovne nisse«. Man kan jo kun give ham ret.«

»Vi har en bevidsthed om, at vi bor på en klode med begrænsede ressourcer, og den erkendelse fører ikke kun begrænsninger med sig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart.

Hvilke traditioner har du opgivet?

»At risengrøden tilberedes i en høkasse, hvor den får lov at stå tre timer og hygge sig. Her er det noget med en gryde på induktionskomfuret. Eller tre gryder, for at være helt ærlig. Man må jo skifte hver gang, grøden brænder på, og pænt finde skuresvampen frem, når børnene sover.«

Er du blevet et mere eller mindre troende menneske i året, der er gået?

»Hverken mere eller mindre. Men jeg er blevet mere bevidst om, at vi som moderne samfund har et lidt forkvaklet forhold til det, man kunne kalde det åndelige i verden og i livet. At åndelighed og spiritualitet i dag er svært at tale om, fordi det sprog, der knytter sig til de erfaringer, hvor vi overskrider det, vi kan gribe med vores logiske og rationelle tænkning, forbindes med selvudvikling og business-værktøjer, der har til formål at optimere. Frem for det som det egentlig handler om, nemlig at være åbne for den erfaring af under, som det at være en del af den dybt forbundne konkrete verden burde fylde os med.«

Hvilke forhåbninger knytter du til det nye år?

»At vi vil kunne mobilisere os stærkere i alle mulige grønne fællesskaber, og at disse fællesskaber kan samles, så vi dermed lykkes med at stille et krav til vores politikere om reel politisk handling på klimafronten. At det bliver tydeligt for dem, at det godt må »koste« os noget; at vi er klar til kollektivt at ændre vores vaner. At vi er mange, der ikke tror på, at frelsen ligger i et øget forbrug og en evig økonomisk vækst.

Vi har en bevidsthed om, at vi bor på en klode med begrænsede ressourcer, og den erkendelse fører ikke kun begrænsninger med sig. Det er også en indgang til at forstå os selv og naturen på en ny måde; der kan vokse en ny ydmyghed frem af den grundlæggende erkendelse, at vi blot er en lille del af det store fintmaskede netværk af liv, som er verden.«

»Jeg synes, det er forstemmende at se, hvor underprioriteret pasningen af vores børn er i dette rige samfund.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Amalie Klougart.

Hvilke bange anelser tager du med dig?

»At det ikke lykkes.«

Er nytårsforsætter idioti eller genialitet?

»Det kommer vel an på, hvor god man er til at finde på og holde dem. Jeg er vist ikke god til nogen af delene. Men jeg er også så kedelig. Jeg har aldrig røget et enkelt sug af en cigaret, og jeg er jo allerede bagud på point. Men man kan jo altid øve sig i at være mere til stede, der hvor man er, og huske også at nyde de der dage hjemme med syge børn – for de er jo egentlig så utroligt hyggeligt, hvis man bare overgiver sig til det.«