»Jordens Søjler« bliver til musical på Østre Gasværk

Som det første teater i verden har Østre Gasværk fået rettighederne til at sætte Ken Folletts internationale bestseller på scenen med Maria Lucia og Laus Høybye i hovedrollerne.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Laus Høybye får hovedrollerne i »Jordens søjler« på Østre Gasværk. Fold sammen
Læs mere

Millioner af læsere over hele verden har slugt Ken Folletts historiske roman »Jordens Søjler« om opførelsen af en katedral i 1100-tallets England. Alene herhjemme er bogen solgt i 350.000 eksemplaner, og i 2010 blev den også til en TV-serie.
Nu bliver den storslåede og dramatiske historie for første gang sat på scenen. Det er lykkedes Østre Gasværk Teater at sikre sig rettighederne til at skabe en musical over romanen, som kan opleves i den gamle gasbeholders monumentale rum fra næste efterår.

»Jeg troede, det var uopnåeligt – men Jordens Søjler ville være den ultimative forløsning af Østre Gasværk Teaters rum, så vi tog handsken op og kontaktede Ken Follett,« siger teaterdirektør Pia Jette Hansen i en pressemeddelelse. »Jeg er helt på halen over, at han bifalder idéen, tror på det og har givet os teaterrettighederne som de første i verden. Hans historie rammer lige i hjertet, og »Jordens Søjler« sætter rummet i en helt ny kontekst. Østre Gasværk Teater bliver virkelig KingsbridgeCathedral i 1100-tallet.«

Pia Jette hansen præsenterede planerne ved et pressemøde tidligere i dag, hvor der også blev vist en videohilsen fra Ken Follett.

»Jeg er henrykt over, at Jordens Søjler – min mest populære bog – bliver en dansk musical,« siger han og ser frem til at overvære verdenspremiere i København i 2016.

»Jordens Søjler« får musicalstjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg i rollen som Aliena over for Laus Høybye som Jack i det historiske kærlighedsdrama. Musicalen får i alt 25 medvirkende og fuldt orkester.

Musical-trioen Høg Aagaard Svanekier - manuskript- og sangforfatteren Thomas Høg, komponisten Lasse Aagaard og manuskriptforfatteren/instruktøren Sune Svanekier  - der bl.a. har stået bag Østre Gasværks megasucces »Skammerens Datter«, er allerede i  gang omdanne Ken Folletts roman til manuskript med helt nykomponeret musik.

Musikken arrangeres af Nikolaj Busk, som var kapelmester i Carl Nielsen-teaterkoncerten »Carl«, mens Fiji-komponisten Igelese Ete, som lavede korarrangementer til »Ringenes Herre«-filmene, skal stå for korarrangementerne.

Den voldsomt udfordrende scenografi, hvor en katedral skal bygges, styrte sammen og bygges op igen, er betroet scenografen Astrid Lynge Ottosen, der tidligere med stor succes har skabt scenografier til andre af Østre Gasværks store forestillinger, bl.a. »Cykelmyggen Egon«, »Skammerens datter« og senest »Vores sensommer«.

Premieren på »Jordens søjler« er planlagt til 12. oktober 2016. Billetsalget er allerede begyndt.