Michael Christiansen, tidligere direktør på Det Kongelige Teater og bestyrelsesformand for DR, undrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen (M) ikke havde betænkeligheder ved Jon Stephensens tidligere virke, da partilederen i sin tid udpegede Stephensen til Moderaternes kulturordfører. Det skriver TV 2.
»Lars Løkke Rasmussen har ikke gjort sit hjemmearbejde. Havde han ringet til mig, ville jeg have sagt, at han skulle holde Jon Stephensen væk fra kulturområdet,« siger Michael Christiansen, der i en periode i 1995 var chef for Jon Stephensen på Det Kongelige Teater. Christiansen vil ikke udtale sig om forløbet dengang.
Michael Christiansen mener, at Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen i stedet burde finde et andet politisk fagområde til Stephensen, som derved kunne blive skånet for en svær tid som kulturordfører.
Lars Løkke Rasmussen har afvist at stille op til interview, og Jon Stephensen er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse, skriver TV 2.
Siden Jon Stephensen blev fyret fra sit job som teaterdirektør i Aveny-T i maj 2022 er han blevet ramt af en række anklager.
En uforbeholden undskyldning
Bestyrelsesformanden for Aveny-T, Henning Dyremose, har oplyst, at fyringen af Jon Stephensen blandt andet bundede i, at han havde forfalsket en af teaterets bestyrelsesmedlemmers underskrift. Dette afviser Stephensen, og han har efterfølgende anlagt en injuriesag mod Henning Dyremose.
12. marts besluttede bestyrelsen på Aveny-T, at den ikke ville politianmelde Jon Stephensen.
I en artikel fra TV 2 i marts blev Jon Stephensen anklaget for manipulation, trusler og magtmisbrug. Artiklen byggede på samtaler med Jon Stephensens tidligere ansatte og kolleger i teaterbranchen.
Det har sidenhen vist sig, at fagforeningen Dansk Skuespillerforbund har modtaget flere henvendelser om grænseoverskridende adfærd fra Jon Stephensen, inden han i 2021 blev fyret fra Aveny-T.
Nogle af disse sager er også dem, der i dag er blevet belyst af medierne, fortalte forbundets formand, Benjamin Boe Rasmussen, til Berlingske.
På dagen, hvor artiklen med anklagerne fra tidligere ansatte og kolleger udkom, sagde Jon Stephensen, at han ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet af ham. Dagen efter artiklen udkom, skrev Stephensen på Facebook så alligevel en uforbeholden undskyldning.




