»Johns saga« er en rørende og sørgmunter roman om kunsten at blive et gammelt menneske

I Torben Munksgaards nye roman byder alderdommen på både modbydeligheder og magisk minimalisme.

Foto: Brian Bergmann. »Jeg træder ud i lyset. Jeg går i ét med min skygge. Måske kigger folk efter mig, jeg ved det ikke.« Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen

Han er ikke hverken specielt sympatisk eller usympatisk. Han er heller ikke nogen helt. Han er et almindeligt menneske, på godt og ondt, gamle John, hovedpersonen og jegfortælleren i Torben Munksgaards fine, usentimentale roman »Johns saga«.  Et sted skriver han et digt om sin afdøde kone, Vera. Det lyder sådan her:

»Altid skal jeg høre mit hjerte slå/Altid skal jeg mærke tiden gå. Altid skal jeg se dit ansigts glød./Altid begynder en dag med min død.«

Og det er jo ikke særligt godt, det digt, det er det virkelig ikke, det er sådan noget, der kunne stå i en bog fra »forlag« som Mellemgaard, der udgiver (næsten) alt, bare forfatterne selv betaler. Men det er så også et smukt paradoks ved »Johns saga«: At den fiktive 75-årige, der ikke kan skrive digte, skriver så smukt, når han skriver romanen om sig selv og sine nærmeste. Nogle gange er det den reneste, fineste poesi. Som her:

»Jeg kender ikke nogen ensomhed så stor som denne, at have mistet den, hun ikke var«.

Eller som her:

»Alt det, der ikke er. Alt det er jeg.«

Hvis titlen »Johns saga« i øvrigt lyder som noget, der har med Island at gøre, så er det ikke helt tilfældigt. Nede på stamværtshuset, som Torben Munksgaard beskriver med  varme og ølduftende præcision, har John en ven, der er islænding, og i plottet er der også noget med Island, som vi ikke skal røbe mere om her. Romanens titel er således en hilsen til de islandske sagaer, og titlens saga er både gamle Johns saga og yngstesønnen Johns saga, og for ligesom at sætte en streg under alt det med John, indleder Torben Munksgaard hvert kapitel med nogle velvalgte ord fra John Wayne, der åbenbart også var noget af en filosof. Et sted citeres den gamle filmskuespiller og westernstjerne for at have sagt »If everything isn´t black and white, I say, »Why the hell not?«, og der er meget mere af samme machoskuffe. Det fungerer.

Foto: Lærke Posselt / PR. 43-årige Torben Munksgaard skriver om 75-årige John. Det er så fint. Foto: Lærke Posselt. Fold sammen
Læs mere

Det samme gør 43-årige Torben Munksgaards pen, når han lader John den gamle fortælle om det både fine og forfærdelige ved at blive gammel og stadigt mere gammel og om bevidstheder, hans egen og andres, der langsomt  taber til seniliteten. Man kunne med et smukt og paradoksalt gammelt ord  kalde romanens grundtone for sørgmunter, for han har også humor, John, midt i alvoren og modbydelighederne. Man kunne også hæfte etiketten kærlighedsroman på den rørende roman, hvis det ikke gav forkerte associationer i retning af noget sødladent og sentimentalt.

» Man kunne med et smukt og sentimentalt gammelt ord kalde romanens grundtone for sørgmunter, for han har også humor, John, midt i alvoren.«


»Johns saga« handler nemlig meget om kærlighed, og størst af alt er Johns kærlighed til Vera, som han mødte i 1966 - året, som det bemærkes, da Helle Thorning-Schmidt blev født, og The Beatles udsendte det geniale og banebrydende album “Revolver”, og mange andre vigtige ting hændte. Vera kunne lide ham, gørtleren, men hun havde en anden, og John så dem gå arm i arm, pokkers også, men så var hun der pludselig alligevel, med hud og hår, hans livs elskede, og han var den eneste, hun virkelig ville have. Eller var han? Dét er spørgsmålet. Ét af dem. Uanset hvad, fylder hun meget. Næsten det hele:

»Jeg træder ud i lyset. Jeg går i ét med min skygge. Måske kigger folk efter mig, jeg ved det ikke. Jeg er alligevel ikke længere menneske. Bussen kommer aldrig, så jeg går, jeg går og går. De skulle bare vide. De skulle bare vide, hvad der findes herinde. Med en hånd mod brystet. Herinde i en mand. Her boede hun, hun bor her stadig.«

Foto: Forlaget. Johns saga Fold sammen
Læs mere

Så nej, John er ikke længere menneske, det synes han i hvert fald ikke selv. Og så måske alligevel ...

»Der er noget minimalt ved mit liv, men også noget magisk. Sådan er det modsat ungdommen, der er ekstrem og banal. De råber og skriver og rejser og googler og skriver mig med stort, og til sidst er der kun en tom festivalplads fyldt med skrald tilbage. Umagisk. Upoetisk. Der er noget magisk ved at være så gammel, at man kan huske dengang, hvor der var sporvogne i København.«

Godt skrevet, John. Lev vel. Så længe det varer.

Johns saga

Forfatter: Torben Munksgaard. Sider: 192. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof