Dagen før, John Mogensen døde af et hjertestop, 48 år gammel, optog han en sang på en lille kassettebåndoptager hjemme i dagligstuen. »Hvad er der så mer’«, hed den. John Mogensen havde, som så ofte før, selv skrevet både tekst og musik, og det er en god sang. En virkelig god sang. Ikke én af hans mest kendte, men én af hans bedste. Én af de sange, der gør, at man godt kan være enig i, hvad Henrik Smith-Sivertsen og Jakob Faurholdt skriver i forordet til deres nye udgivelse, »Livet skal jo leves. John Mogensen-sangbogen«: At når den biografaktuelle sanger og sangskriver var god, ja, så var han rigtigt, rigtigt god, for så spiller det hele. På den rigtige måde. Melodien til »Hvad er der så mer’« er således enkel på den fine måde – tilbagelænet, lettere resigneret, sådan lidt sidder-på-et-værtshus-ud-på-natten-og-lytter-til-hyggepianisten-lige-før-han-går-hjem-agtig. Teksten er på sin side livsvisdom af den slet ikke dumme slags, man nogle gange kan høre hen på de små timer, efter en kop øl eller fem henne om hjørnet, nede i kælderen. Her er nogle linjer fra sangens omkvæd: »For når du ser, at græsset gror,/ og at skoven springer ud,/ hva’ er der så mer’,/ mellem dig og så din gud?«

Godt spørgsmål! »Hvad er der så mer’« er god på den måde, en sang kan være god på, når tekst og musik matcher hinanden perfekt, og når sangskriveren tør stå ved det banale, fordi han ved, at det banale også har ret. Hvis man så lytter til John Mogensens egen, teknisk skrøbelige udgave af sangen (find den på Spotify!) og gør det i bevidstheden om, at han kun havde et døgns tid tilbage at leve i, da han indspillede den, dengang i 1977, er man helt færdig, men igen: Sangen er en god sang i sin egen ret, og i John Mogensen-sangbogen findes både teksten og noderne – med becifringer og lidt tips til pianisten- og der er mange andre John Mogensen-sange på siderne, og de får alle velvalgte ord med på vejen: Både dem, han selv skrev tekst og musik til, dem, han havde andel i, dem, han oversatte, og dem, han »bare« performede. Og der er flest af de første i bogen, heldigvis, for John Mogensen som sangskriver er en lige så stor del af manden som John Mogensen som sanger, og det er så også en af de ting, nyudgivelsen kan bruges til: At nærstudere sangene, som de er, ufhængigt af John Mogensens egne (gode) fortolkninger. Som sange, slet og ret. Og konstatere, at rigtigt mange af dem dur. Også når de står alene. »Hvad er der så mer’« dur af alle de ovennævne grunde, og der er andre af hans sange, der dur, for eksempel »Fut i fejemøget«, der ramte dansktoppen i julen 1971, og som er så veloplagt musikalsk og så virtuost morsom i sine præcist rimede vers, at det er en ren svir:

»Så’r der fut i fejemøget/når Sofie smider tøjet,/springer op og åbner ballet med en go-go./Der er gang i klarinetten/når hun vrikker med rumpetten./Folk er vilde, når Sofie danser go-go,« synger John Mogensen i omkvædet, og kvindeforstadsliv i Danmark anno begyndelsen af 1970erne er næppe blevet bekrevet mere præcist end i disse linjer fra sangens første vers: »Til daglig er Sofie blot en helt almind’lig pige,/hun er mor til fire børn i Søndermagle./Hun må vaske, sy og stryge,/ta’ sig kærligt af sin syge mand,/ når han har vær’t på kro’n og slå en skagle./Der er altid mad på bordet, mer’ end nok til hele koret,/de ka’ bare gå i gang medisterpølsen«. Yes!

Også sangen »Der er noget galt i Danmark« holder stadig, og også når man selv sidder derhjemme ved klaveret eller med guitaren og synger om Dybbøl Mølle, der maler helt ad helved’ til, og om åen, som en industri har fyldt op med skidt og lort. Der er så meget sprogligt og musikalsk overskud i den sang, at de noget firkantede politiske budskaber glider ned uden større besvær, og dermed adskiller sangen sig fra andre af tidens dansktop-protestsange, hvor man kan støde på ufrivilligt morsomme linjer som »Kære gamle tog, måske er det sket med dig, men før du kører af sporet, ta’ en hilsen med fra mig« og »Og til skræd’ren blev der sagt: »De kan bli’ parkeringsvagt«.« Så talentløst digtede John Mogensen ikke, til gengæld er en sang som »Danmarks jord for de danske« skræmmende i sin indskrænkede nationalisme og særligt pinlig, når man betænker, at ophavsmanden skrev og indspillede den i anledning af, at danskerne 2. oktober 1972 skulle stemme om dansk medlemssskab af EF. Hør engang:

»Det danske sprog har et særpræg som skal bevares med en særlig respekt./Det tales og synges fra egn til egn, vi behøver ingen fremmed dialekt./Men landet er truet, visse personer gi’r fan’ i vores gamle kultur./Det er på tide at Holger på Kronborg igen li’som før vågner op af sin lur«.

Hvis ovennævnte havde været en politisk tale, kunne en nutidig højreradikal ikke have gjort det bedre (værre), og eneste undskyldning må være, at sangen afspejler tidsånden, idet den er fra en periode i dansk historie, hvor lummer nationalisme var i høj kurs på store dele af venstrefløjen – og i høj grad også i populærkulturen. »Nede i Europa, nede i Europa, der har de fået en fiks idé,« lød det for eksempel i en anden populær sang, også fra 1972, og der var meget mere af samme slemme slags, så John Mogensen stod ikke alene med sin politiske, ja, undskyld, dumhed.

Men godt, at »Danmarks jord for de danske«, som den hed, er med i sangbogen, for den er en del af historien om John Mogensen, og den historie er ikke nogen entydig historie. Ligesom mennesket John Mogensen formentlig var lige så splittet mellem hang til normalitet og familieliv og hang til at gå til alkoholiske yderligheder, som det fremgår af Rasmus Bjergs fantastiske præstation i Ole Bornedals nye John Mogensen-film, »Så længe jeg lever«, lige så meget svinger hans sange – mellem det smukke, det gode, det mindre gode og det meget lidt gode. Hittet »Nina, kære Nina« fra 1974 går for eksempel lige an, hvis man hører den med John Mogensen selv, men det siger nok mest noget om hans talent for at synge en sang helt rigtigt, at den er til at holde ud, for teksten er temmelig ulideligt poesibogsflad. Som her:

»Jeg er intet særligt – det’ den barske virk’lighed./Et ka’ jeg dog gi’ dig, simpelthen min kærlighed/Ta’ det som et løfte, og jeg si’r det kun fordi,/jeg ska’ værne om dig, indtil livet er forbi.«

Nej, det fungerer ikke rigtigt, hverken med eller uden den dertil hørende dansktop-nuttede melodi, men værre endnu er »Den gamle violin«, der handler om, at fatter havde netop sådan én, som han spillede på efter lange arbejsdage, når han kom hjem til hustruen og de fem sultne, men taknemmelige unger, og som han spillede på for allersidste gang, da mutter lå for døden, og med tårer i øjnene, naturligvis. Det virker kynisk sentimentalt, kalkuleret rørstrømsk, men andre gange fungerer det sentimentale hos John Mogensen, og hvorfor så det? Fordi det er der, men ikke bliver for meget. Fordi det er doseret helt præcist i såvel tekst som musik. Sådan er det med »Hvad er der så mer´« og sådan er det med den sang fra 1972, »To mennesker på en strand«, der altid har været en af hans mest elskede: Sådan én, man hører for fuldt drøn sent om natten i gode venners lag, eller når man er alene, til trøst, eller når man er sammen med den elskede, til bekræftelse. »To mennesker på en strand« er en moderne klassiker. Den skal også have det sidste ord:

»En dejlig gryde i toppen af en klit, hvor de lægger sig sammen./En skøn oase for to milevidt fra den nærmeste stad./Og der er ingen at se, det er jo bare at puste til flammen./Nu er der intet på denne jord, der magter at skille dem ad.«

»Livet skal jo leves« rummer forord og kommentarer af Henrik Smith-Sivertsen og Jakob Fauerholt og sange – med noder og becifringer – der enten er skrevet, komponeret, oversat eller sunget af John Mogensen. Bogen er på 208 sider og koster 249 kroner. Forlag: Wilhelm Hansen Musikforlag.