Johannes Riis: »Jeg har en hel del tilovers for dumdristighed og for modet, lysten og trangen til at kaste sig ud på de 70.000 favne«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag forlægger og tidligere direktør på forlaget Gyldendal, Johannes Riis.

»Det er ikke sjovt at tænke på, hvordan verden ville have set ud, hvis den kun havde været styret af forsigtighed og mådehold.« Linda Kastrup

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?
» »Ole Bole ABC«, som var den første læsebog, vi havde i skolen. Jeg havde sådan cirka, men ikke helt, lært at læse, da jeg begyndte at gå i skole hver anden dag; men som jeg husker det, gik læsningen og dens svimlende muligheder og glæder først rigtig op for mig, da fru Isager gelejdede mig ind i den mørkerøde læsebog med Ole Bole på forsiden med tophue og lap på knæet, forløberen for Søren og Mette-bøgerne. Ole Bole åbnede en verden for mig, og den verden skylder jeg alverden, for den har spillet en afgørende rolle i mit liv, mit arbejdsliv såvel som mit privatliv.«

Jeg har ikke meget tilovers for løgn og lusk, uretfærdighed, sjusk, sladder, afstumpethed, snyd og bedrag. Men man kan ikke gardere sig imod det, så for mig er det mere et spørgsmål om, hvordan man forholder sig til det, der møder én.

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?
»Det er helt enkelt, at man gør klogt i at bestræbe sig på at opføre sig over for andre mennesker, som man gerne vil behandles af dem. Som man råber i skoven, får man svar, og før vi aner det, kan vi komme til at spille en rolle, større eller mindre, i hinandens liv. Og så må vi aldrig glemme at tage hensyn til, at alle mennesker ikke er ens, og at alle ikke er forsynet med de samme evner og ressourcer. Man kan derfor ikke stille de samme krav og forventninger til alle mennesker, kun at de skal gøre deres bedste.«