Jørgen Leth: »Det er et mytologisk centrum for litteraturen i Danmark, der falder bort«

Forfatteren og filmskaberen Jørgen Leth begræder Johannes Riis' beslutning om at trække sig som litterær direktør for landets største forlag.

Foto: Søren Bidstrup. »For mig står han som den ideelle forlægger. Han er altid klar til at diskutere det, man har skrevet, altid klar. Og altid klar til at engagere sig i forfatterens ideer. I særligt tilspidsede situationer har han også været klar med ansvarlige kloge råd, menneskelige råd,« siger Jørgen Leth om Gyldendals nu tidligere litterære direktør, Johannes Riis.
Læs mere
Fold sammen

»Det kan jeg slet ikke overskue«.

Jørgen Leth tager det tungt, at Johannes Riis efter 24 år på posten fratræder stillingen som litterær direktør for landets største forlag, Gyldendal.

»Det er jo et centrum, et åndeligt centrum, som kommer til at falde bort. Hans kontor er noget særligt. Det er virkelig et mytologisk centrum for litteraturen i Danmark. Det berømte mahognikontor med gode malerier og et stort bord man kunne sidde ved og hvid vin. Det bliver mærkeligt, at han ikke er dér mere,« siger forfatteren, filmskaberen og cykelkommentatoren.

»Jeg har kendt andre direktører på forlaget før ham; Ole Wivel og senere Klaus Rifbjerg, men Johannes Riis er ham, jeg bedst kan forbinde med dét kontor, det er det altså. Stablerne af bøger, hans altid klare hoved, når han skulle diskutere noget. Det var dejligt.«

»I særligt tilspidsede situationer har han også været klar med ansvarlige kloge råd, menneskelige råd«


Johannes Riis stopper ikke helt på forlaget. Han fortsætter som almindelig redaktør. Det er Jørgen Leth glad for.

»For mig står han som den ideelle forlægger. Han er altid klar til at diskutere det, man har skrevet, altid klar. Og altid klar til at engagere sig i forfatterens ideer. I særligt tilspidsede situationer har han også været klar med ansvarlige kloge råd, menneskelige råd,« siger Jørgen Leth.

Johannes Riis har ikke været Jørgen Leths primære redaktør. Alligevel har de to haft tæt kontakt.

»Bare det at kunne mødes med ham på hans hyggelige kontor, det har været både rart og opbyggeligt. Ofte på uaftalte tidspunkter, altid på en afslappet måde. Og der har altid været meget at snakke om.«

Kan du forstå, at han stopper?

»Jeg skal ikke blande mig i forlagets dispositioner, men jeg kan jo godt forstå, at han er kommet til en alder, hvor han måske også selv har brug for at trække sig lidt tilbage fra de daglige slagsmål, men det har bare været en skøn tid at kende ham. Det har været meget vigtigt for mig med ham på den plads.«