Jøderne i Danmark

Arthur Arnheim skriver de danske jøders historie i »Truet minoritet søger beskyttelse«. En bog til rette tid, nu hvor jøder er under angreb og søger beskyttelse. Stilen er neddæmpet, men til sidst skjuler forfatteren ikke sine politiske holdninger.

Jøderne blev i løbet af 1800-tallet assimileret i det danske samfund, og menigheden mistede mange medlemmer. Den blev reddet af en ny immigration af russiske og østeuropæiske jøder, der kom fra slutningen af 1800-tallet. Her ses Feldsteins skrædderværksted i Studiestræde, 1918. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aldrig har de få danske jøder været så meget fremme i offentligheden. Jøderne har levet i Danmark siden 1500-tallets slutning, men generelt har de holdt lav profil og med iver søgt at integrere sig i det danske samfund og yde deres bedste. Men deres historie er også en historie med dramatik, jødehad og flugt, og den historie, der også er en vigtig og farverig del af dansk historie generelt, får vi med den dansk-israelske historiker Arthur Arnheims bog »Truet minoritet søger beskyttelse. Jødernes historie i Danmark«.

 

Arthur Arnheim trækker på en omfattende litteratur for at give et samlet billede, formidlet på en let måde. Bogens titel er ikke hentet ud af det blå, for jøderne var i Europa en forfulgt folkegruppe, der ofte var afhængig af kongers eller adelfolks velvilje og beskyttelse. Jøderne kom til Danmark indbudt af Christian den VI, fordi de var dygtige og kunne hjælpe landet. Allerede tidligt har vi udsagn om, at de danske konger og administration udviste større tolerance over for jøder, end hvad der ellers var normalt i Europa.

En tolerant behandling

I 1600-tallet skrev den jødiske handelskvinde Glikl von Hameln således, at jøderne flygtede fra det tyske Hamborg til den danske by Altona, fordi de på dansk grund fik kongens beskyttelse. Under den alvorlige jødefejde i Danmark i 1819, hvor store folkegrupper angreb jødiske huse, blev de takket være gode borgere og kongen frelst. Jødehaderne omtalte endda Frederik som jødernes konge. Så når kong Christian X under besættelsen viste sin solidaritet med de jødiske borgere, var det udtryk for en lang tradition.

I løbet af 1700-tallet og 1800-tallet kom stadig flere jøder til Danmark, og efterhånden var der menigheder i godt 11 danske provinsbyer og i København. Jødiske begravelsespladser i en række provinsbyer vidner stadig derom. Assimilationen var dog til stadighed stor, og de fleste blev efterhånden kristne. Konverteringen var delvis frivilligt, men også følgen af en vis antisemitisme, der gjorde det lettere at være kristen borger end jødisk.

Samspillet mellem jøder og kristne var ikke uproblematisk, men i sammenligning med forholdene ude i Europa, blev jøderne i Danmark behandlet tolerant. Dog blev fattige fremmede jøder jaget ud af landet, men det var svært at holde dem væk, for de foretrak et dansk fængsel frem for forholdene andre steder.

Arnheim skildrer dette forløb fint, med vægt på den jødiske menigheds indre udvikling, der gik fra ghettomiljø til et langt mere åbent samspil med det omgivende samfund fra slutningen af 1700-tallet. Jøder kom til at spille en vigtig rolle for dansk handel, økonomi og efterhånden også for bl.a. journalistik og videnskab.

Ingen er bedre til at illustrere denne udvikling end M.L. Nathanson, der kom fra Tyskland uden at kunne et ord dansk og fik ansættelse i familiens handelsfirma i København. Med stor energi og evner fik Nathanson firmaet til at blomstre op, og han blev sammen med sin onkel David Amsel Meyer en nær rådgiver i økonomiske spørgsmål for kongen. Han satte skub i reformationen af den jødiske menighed, så den åbnede sig, og han var i 1805 initiativtager til den jødiske drengeskole og i 1810 til pigeskolen Carolineskolen i 1810. Desuden blev han Berlingske Tidendes redaktør gennem 20 år. Alt dette beskrives fint.

De unge, aktive jøder

Assimilationen havde den pris, at den jødiske menighed efterhånden var ved at dø ud, og først med en stor indvandring fra slutningen af 1800-tallet af jøder fra Rusland og Østeuropa blev den reddet.

Selvfølgelig spiller den nazistiske periode en stor rolle i bogen. De danske jøder kunne meget let have fået samme skæbne som de fleste af Europas jøder, nemlig døden. Arnheim skildrer indgående den jødiske menigheds forhold i den stadigt farligere situation. Han retter, som andre har gjort før ham, en skarp kritik af den jødiske ledelses alt for passive holdning, hvor man blindt stolede på departementschefernes forsikring om, at intet ville ske.

Til gengæld lægger han stor vægt på de unge jøders aktivistiske indstilling. For mange unge jøder fandt sig ikke i passiviteten, men var aktive. Som eksempel nævner han, at efter en nazist i 1941 havde forsøgt at sætte ild i synagogen i Krystalgade, oprettede unge jøder et vagtværn, der skulle sikre mod gentagelser. Man sender en taknemmelig tanke til de modige unge jøder i det vagtværn, som den myrdede Dan Uzan var med i, og som siden 1983 har beskyttet den jødiske menighed.

De antisemitiske kræfter

Langt det meste af denne velskrevne og fint illustreret bog er skrevet i et nøgternt sprog. Men så er det, som om Arthur Arnheim til sidst ikke kan inddæmme de store følelser, når han skriver om det Israel-had og den antisemitisme, der præger perioden efter 1968. Han peger på bombeangrebet mod synagogen i 1985, hvor mange blev såret og nævner Blekingegadebanden, der førte lister over danske jøder, som banden muligvis sendte videre til terrorister i Mellemøsten. Han peger også på den almene udvikling i samfundet:

»I forrige kapitel er den stalinistiske antisemitisme forklædt som antizionisme blevet belyst (...) Venstrefløjen bakkede ikke alene den antijødiske propaganda op, men var også aktiv ved voldelige angreb på jøder og jødiske institutioner – også i Danmark. Fra begyndelsen af 1980erne blev det mærkbart, at nogle traditionelt politisk liberale kræfter, der hidtil havde været venligt indstillet over for jøder, havde ændret kurs og nu sluttede sig til venstrefløjens antizionistiske og antisemitiske linje.« Kort efter bliver der sat navn på én aktør blandt disse liberale kræfter, nemlig dagbladet Politiken:

»Ved slutningen af århundredet var en antiisraelsk og antijødisk bias blevet tydelig både i læserbreve, artikler og ledere.«

Man kan jo altid diskutere definitioner af jødehad og antiisraelitisme, men det er tankevækkende at se en ellers nøgtern historiebog slå til Søren om disse samtidshistoriske forhold.

Arnheims bog har manglet

Terrorismen og jødehadet var stort set fraværende efter 1945, men voksede efter 1968, og sammenblandingen af had til Israel og had til jøder synes at blive stadig stærkere. Det gør situationen så farlig, og Arnheims bog gør os klogere på den historiske dimension.

Bogen har været længe undervejs, og nyere forskning har ikke fundet vej til bogen. Samarbejdspolitikken bliver behandlet meget mildt uden reference til en nyere tids kritik, tyskeren Georg Duckwitz, der af Werner Best blev sendt i byen for at advare om en kommende jødeaktion, bliver således fremhævet som en helt på baggrund af Hans Kirchhofs ukritiske bog »Den gode tysker«. Nyere forskning sandsynliggør, at han langtfra var uproblematisk, og at hans dagbøger, hvor han fremstår som den sande humanist, er en konstruktion.

Vi har manglet Arnheims bog. Tidligere havde man præsten Poul Borchsenius lidt anekdoteprægede »Historien om de danske jøder« fra 1968 og senere Politiken-skribenten Poul Hammerichs temmeligt løse værk »Undtagelsen« fra 1992.

Arthur Arnheims bog fremstår som et godt bud på en sammenfatning af dansk jødisk historie. Den slutter i 2002, men Arnheim har på sidste side fået et fotografi med af synagogen i Krystalgade fra 2015, med blomster efter terrorangrebet.

Bogen kan varmt anbefales.

Titel: Truet minoritet søger beskyttelse. Jødernes historie i Danmark.

Forfatter: Arthur Arnheim

Sider: 466

Pris: 278 kr

Forlag: Syddansk Universitets­forlag.