Jødehadets nyeste ansigt

Dagens klumme handler om et grimt fænomen.

Når den nuværende terrordebat har lagt sig, vil vi på ny se jødehadet brede sig. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jødehadets årsager og udtryk har skiftet over tid og antager stadig nye former. I mange århundreder var kristent jødehad en væsentlig kilde, hvor jøder blev beskyldt for at være Kristus-mordere. Til andre tider beskyldte man dem for at være grådige, rige, illoyale eller forgifte brønde. Karl Marx mente, at jøder repræsenterede kapitalismens inderste væsen, og Adolf Hitler hadede dem af racistiske grunde. Josef Stalin og hans regime forfulgte dem, fordi man ikke ville tillade andre politiske bevægelser end dem, som kommunistpartiet dikterede.

Den jødiske filosof Hannah Arendt hævdede, at en væsentlig årsag til moderne antisemitisme var, at konspirationsmagere så jøderne som de egentlige magthavere bag regeringer som f.eks. den amerikanske.

I tiden efter 1968 udviklede der sig en jødehad blandt europæiske revolutionære bevægelser, der mente, at jøder og zionister stod i ledtog med amerikansk imperialisme, og at alle jøder var potentielle mål.

Den jødiske historiker Jacob Katz (1904-1998) skrev, at jødehadet er en kamæleon, der antager nye farver og former alt efter den historiske situation. Da kommunismen og den revolutionære ildhu døde ud efter kommunismens sammenbrud, kom snart et nyt jødehad til syne, hvis inspiration kom fra Koranen og fra et had til Israel og alle, der støtter Israel. Man havde i årtier ment, at kritik af Israel og jødehad godt kunne adskilles, men i praksis viste det sig, at denne adskillelse i vid udstrækning var en illusion.

I tiden efter 1968 blev jødiske institutioner i Europa angrebet af palæstinensere, f.eks. synagogen i København i 1985.

At der er tale om en illusion er blevet stadig tydeligere, for undersøgelser peger på, at fordomme mod jøder er udbredte i muslimske miljøer, og angreb på jødiske institutioner i Europa er forbundne med konflikten i Mellemøsten.

For venstrefløjen er hadet til Israel forblevet en væsentlig identifikationskilde. Man dyrker palæstinenserne som vor tids jøder og jøderne – i skikkelse af israelske soldater, der myrder civile – som vor tids nazister.

Israel-kritikken, som kan være berettiget, har imidlertid for længst forladt sine rationelle fortøjninger og er blevet til hetz­prægede kampagner. Intet andet land er som Israel udsat for boykotkampagner og utallige fordømmelsesresolutioner i internationale fora.

Den europæiske venstrefløjspresse, i Danmark specielt Politiken, har ivrigt deltaget i denne kampagne, som under Gazakrigen nåede nye højder. Medier pøsede benzin på bålet. Om få måneder, når den nuværende terrordebat har lagt sig, og en ny strid i Mellemøsten er under opsejling med krig mellem Israel og Hamas eller Hizbollah, vil vi på ny se jødehadet brede sig.

En sikring mod hadet må tage som udgangspunkt, at det ikke drejer sig om få ekstremister, men at hadet drives frem af bredere og dybere kræfter.