Den tidligere ukrainske bokseverdensmester Volodymyr Klytjko beskylder verdens mest berømte podcastvært for at sprede russisk propaganda.
Det sker, efter at podcastværten Joe Rogan i et nyligt afsnit siger, at præsident Joe Bidens handlinger kan føre til en eskalering af krigen i Ukraine og endda starte Tredje Verdenskrig.
Joe Rogans podcast har millioner af lyttere og betragtes som verdens formentlig mest lyttede podcast.
Han henviser til, at Biden tillod Ukraine at angribe inde i Rusland med hjælp fra amerikanske langtrækkende missiler.
Joe Rogan anklager også Ukraines præsident, Zelenskyj, for at eskalere krigen.
»Zelenskyj siger, at Putin er rædselsslagen. Fuck jer, mand … fuck jer, folk,« siger Joe Rogan:
»I fucking mennesker er ved at starte Tredje Verdenskrig.«

Og så henvendte han sig til Joe Biden:
»Måske ville det være en god idé at undgå den slags indgreb fra en døende tidligere præsident,« siger han med henvisning til Biden og understreger, at »det er godt, at Donald Trump er blevet valgt som amerikanernes næste præsident«.
Kommentarerne har fået Volodymyr Klytjko – en ukrainsk tidligere verdensmester i sværvægtsboksning og bror til borgmesteren i den ukrainske by Kyiv – til at dele en video på det sociale medie X, hvor han anklager Joe Rogan for at sprede »russisk propaganda«.
»Jeg sender dig denne video for at fortælle dig, at jeg er uenig,« siger Klytjko i videoen. »Du taler om, at disse amerikanske våben bliver sendt til Ukraine, som du tror vil føre til tredje verdenskrig.«
»Så lad mig fortælle dig, at du spreder russisk propaganda. Putins Rusland er i problemer, russerne prøver at skræmme dig og folk som dig. Hans krig skulle vare tre dage, men den har varet tre år takket være vi ukraineres heltemod,« siger han videre.

Klytjko tilbyder at besøge Joe Rogans kæmpepodcast The Joe Rogan Experience, så »de vil kunne diskutere som frie mænd«.
Rogan er ikke den eneste, der antyder, at der er konsekvenser i vente efter Bidens godkendelse af de langtrækkende missiler.
I sidste uge hævdede Donald Trump Jr. det samme og sagde, at Biden specifikt forsøger at opildne til en større krig forud for sin fars, Donald Trumps, præsidentperiode.