Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den amerikanske skuespiller Joaquin Phoenix modtog søndag aften den britiske filmpris BAFTA i kategorien bedste mandlige hovedrolle for rollen som Arthur Fleck i »Joker«.
I takketalen var det dog ikke rosende ord til filmens instruktør eller en dybfølt tak til familien, der fyldte. Skuespilleren valgte at udnytte den dyrebare taletid til at adressere det, han kalder »systemisk racisme«.
Joaquin Phoenix, skuespiller »Vi sender en meget tydelig besked til farvede om, at I ikke er velkomne her.«
Han erklærede, at »mange af mine skuespillerkolleger, der ellers fortjener det, ikke har de samme privilegier« og sagde videre:
»Vi sender en meget tydelig besked til farvede om, at I ikke er velkomne her.«
Joaquin Phoenix´ bredside følger i kølvandet på en kritik, der blev rettet mod BAFTA efter offentliggørelsen af, hvem der var nominerede til årets priser. Hashtagget #BAFTAsSoWhite opstod således på baggrund af, at ingen ikke-hvide var nominerede i skuespillerkategorierne.
»Jeg tror ikke, at der er nogen, der ønsker almisser eller særbehandling. Folk vil bare anerkendes, påskønnes og respekteres for deres arbejde. Dette er ikke en selvretfærdig fordømmelse. Jeg skammer mig over at sige det, men jeg er selv en del af problemet, for jeg har ikke sørget for, at de filmset, jeg arbejder på, er inkluderende,« sagde Joaquin Phoenix i talen.
»Vi er nødt til at arbejde hårdt på virkelig at forstå systemisk racisme. De personer, der har skabt, opretholder og drager fordel af undertrykkelsen, er også forpligtede til at demontere den.«
Prins William, der er præsident for det britiske filmakademi, der står bag BAFTA-priserne, satte også fokus på temaet i sin tale.
»Nu taler vi igen om nødvendigheden af at gøre mere for at sikre diversiteten i branchen og i forbindelse med prisuddelingerne. Det kan ikke være rigtigt i den tid, vi lever i. Jeg ved, at BAFTA deler samme frustration, og at BAFTA fortsætter med at sikre, at kreativt talent bliver opdaget og understøttet. BAFTA tager dette alvorligt, og efter årets nomineringer kigger vi nomineringsprocessen efter i sømmene for at sikre, at mulighederne er tilgængelige for alle,« sagde han.
Aftenens vært, Graham Norton, jokede med, at 2019 var »året, hvor hvide mænd endelig brød igennem«. Han henviste i den forbindelse til »Joker«-filmen, der byder på en »historie om en mand, der gør sig selv endnu hvidere«.