Jo sortere, jo sjovere er Rytteriet

»Rytteriet Live 2« kører den endnu ind med penis og sortsynet, elskværdig galskab.

Den forstående, nyseparerede og lidt forsigtige Else og hendes frigjorte veninde Tulle er blevet en fast del af komikerne Rasmus Botofts og Martin Buchs univers. Foto: Isak Hoffmeyer Fold sammen
Læs mere

»Hvorfor er vi her, vi stakkels mennesker, og hvor skal vi hen?«

Sådan spørger overretssagfører Halvorsen sin gode ven doktor Brosgaard allerede i den første af de mange sketches, der udgør Rytteriets nye show på Bellevue Teatret. En parodi på en slags dreyersk, sort-hvid film, uden megen mening, men alligevel med en slags nøglereplik til den humor, der er Martin Buchs og Rasmus Botofts.

Det er nemlig de stakkels menneskers forsøg på at komme frelst gennem tilværelsen – visse lykkes det bedre for end andre – der er kernen i alt det, der foregår på scenen. Hvor muntert det end måtte se ud.

For hvad er det, der gør »Rytteriet« til det, de er? Det er først og fremmest den menneskelighed, der er i komikken. Jo sortere, jo sjovere. Der går en mørk og grumset understrøm, en misantropisk menneskekærlighed, under alt det skægge. Og når Rytteriet er bedst, og det er de ikke sjældent, er der nærmest tale om en slags Norén light – en form for Strindberg på lattergas.

Med TV-succesen følger selvfølgelig også kravet om, at alle de kendte figurer skal lukkes ud i det fri. Det gælder det forstående, lidt forsigtige pagehår Else, nysepareret og på viften med sin glatbarberet frigjorte veninde, Tulle. Og det gælder de to rødvinsmarinerede, søde snobber, der selvfølgelig også dukker op – denne gang i rideornat, uden heste, men med masser af ideer til, hvordan folkestyret kan erstattes af en dejlig, professionel bestyrelse bestående af »knalddygtige topchefer fra Mærsk, Goldman Sachs og Zoologisk Have«.

Dunklest og sjovest er den dominante keramiker Juttas hjemlige samtale med sin mildest talt angstenurotiske, bløde mand Sten, som Martin Buch gør til showets mest nedtonede, nedadvendte og samtidig mest uhyrligt tragikomiske figur: »Jeg hedder bare Sten. Det er sådan en, man samler op og kaster i vandet.«

Til højdepunkterne hører også de miskendte børneteaterskuespillere Rolf og Nillers højeksplosive, mildest talt ukonstruktive skænderi.

Vi slipper heller ikke for at køre den ind med penis endnu engang – nu er det selveste Flemming »Bamse« Jørgensen, der må holde for i Martin Buchs tilforladelige parodi. Endnu et ritual i sig selv med vante replikker, vi ved, skal falde. Det hele garneret med Henrik Ballings, Bjørn Fjæstads og Marie Keys melodiske elektropop, der fungerer som musikalsk stemningsforstærker – som en blåtonet poesibogs knækprosa om, at alting får en ende, ikke er noget værd, og så alligevel nogle gange er det.

»Fy for helvede, det er svært, ikke?,« siger snobben Poul til Fritz undervejs.

Han refererer til firmaet Botofte & Buchs forsøg på at gentage en succes. Det lykkes nu meget godt. Indimellem kommer man ikke udenom, at nogle af indslagene er lige lovlig letkøbt sammenrimpede til lejligheden. Timingen kan også skærpes i samarbejde med det publikum, der elsker Rytteriets elskværdige grovheder. Skørt, jovist, men slet ikke så tosset.

Hvad: »Rytteriet Live 2«.Hvem: Tekster: Rasmus Botoft og Martin Buch. Musik og sangtekster: Henrik Balling, Bjørn Fjæstad og Marie Key. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Hvor: Bellevue Teatret. Varighed: To timer. Til 24. maj.