»Jo mere vi presser mennesker, jo mere får vi at vide om deres sande natur«

Den græske filminstruktør Yorgos Lanthimos afviser at fortælle, hvordan man skal forstå hans nye film »The Killing of a Sacred Deer«, hvori en hjertekirurg tvinges til at yde det ultimative offer. Berlingske mødte instruktøren i Cannes.

09BKU1SEKTION-124550.jpg
ccc Fold sammen
Læs mere

Den 45-årige græske instruktør Yorgos Lanthimos blev tidligt i sin karriere forbundet med den filmbølge, der kaldes »greek weird wave«. Den kan ses som en slags forlængelse af 1950ernes absurde teater, og han er ubetinget den af bølgens instruktører, der har fået det mest markante gennembrud. Fra at have været bedst kendt blandt kultfilmfans tiltrækker Lanthimos nu stjerner fra Hollywoods A-liste.

Hans klaustrofobiske film »Dogtooth«, der handler om en indespærret familie, vandt i 2009 prisen for bedste film i Cannes-festivalens »Un Certain Regard«-sektion, og den biografaktuelle »The Killing of a Sacred Deer« blev også denne sommer festivalens mest omtalte film og vandt prisen for bedste manuskript.

Manuskriptprisen bør dog ikke opfattes som en garanti for, at alle, der ser filmen, kan forstå, hvad der foregår, og dét er helt i orden med instruktøren selv, som Berlingske mødte til et rundbordsinterview under Cannes-festivalen i år. Han har end ikke lyst til at svare på spørgsmålet om, hvorvidt »The Killing of a Sacred Deer« er en tragedie eller komedie.

»Jeg vil gerne beskrive det som en komedie, fordi jeg har hørt mange sige, at det er en tragedie. Min ambition er gerne, at ens opfattelse af filmen skifter fra scene til scene, men det er også mit ønske, at filmen opfattes som morsom. I sidste ende er det dog slet ikke noget, jeg kan styre, for alle, der ser filmen, har forskellige ideer om, hvad der er sjovt. Det kan jeg ikke kontrollere,« siger Yorgos Lanthimos, der taler engelsk uden fejl og næsten uden accent.

Allerede i instruktørens forrige film »The Lobster« (2015), havde Lanthimos opnået det renommé, der skal til for at tiltrække Hollywoods stjerner, såsom John C. Reilly, Lea Seydoux og Colin Farrell.

Sidstnævnte har Lanthimos knyttet et venskab med, og en kyniker ville vel sige, at Farrell har brugt den græske instruktørs film til at hive sig ud af de evige roller som forpint førsteelsker.

I »The Killing of a Sacred Deer« spiller Farrell en hjertekirurg, der bliver opsøgt af en mystisk halvvoksen dreng. Derefter bliver kirurgens hustru (spillet af Nicole Kidman) samt deres børn alvorligt syge, og det afsløres, at drengen har et regnskab at gøre op med kirurgen. Drengens far er nemlig død på operationsbordet under kirurgens hænder, og sønnen kræver nu, at lægen ofrer en af sine egne familiemedlemmer.

Filmens titel er hentet fra en linje i Euripides stykke »Ifigenia i Tauris«, men det var ikke fra starten instruktørens intention at genskabe en version af den oldgræske tragedie.

»De fleste grækere har næsten samme forhold til de græske myter som alle andre mennesker. Vi lærer om dem i skolen på et tidspunkt, hvor den slags keder os. Hvis myterne er i vores DNA, ligger det dybt nede. Til gengæld har vi en stor teatertradition i Grækenland, som holder oldtidens dramatik i live, så mange grækere stifter bekendtskab med stykkerne senere i livet,« siger Yorgos Lanthimos.

Samme dag som Berlingske møder instruktøren, sprænger en 22-årig sunnimuslimsk brite en hjemmelavet bombe efter en popkoncert Manchester, så han selv og 23 mennesker bliver dræbt. Hundreder bliver såret. På det tidspunkt forekommer det nærliggende at spørge til instruktørens egne holdninger til hævn. Har borgerne i Manchester eksempelvis ret til at kræve en form for hævn, selv om gerningsmanden er død?

»Jeg formoder, at man må anerkende et samfunds behov for at kunne få afløb for hævnfølelser. Men samtidig er det vel også et samfunds opgave at minimere skadevirkningerne ved opfyldelsen af hævn. Jeg tror ikke, at jeg har klare svar på spørgsmålet, andet end at hævn vel altid udgør en form for dilemma. Måske er filmen mit forsøg på at løse dilemmaet,« siger Yorgos Lanthimos.

Instruktøren er generelt ikke meget for analyser af, hvad hans film »handler om«. Til gengæld har det altid været hans intention at bruge et så direkte filmsprog som muligt. Det ville med andre ord være forholdsvist let at genfortælle, hvad der konkret sker i Lanthimos film, mens det er sværere at uddybe, hvorfor det sker.

»Jeg prøver at undgå symboler. Jeg har ønsket at lade alt være åbenlyst og gøre filmen meget direkte. Jeg begyndte at skrive manuskriptet ud fra en idé om en dreng, der har mistet sin far og holder nogen ansvarlig for det. Ligheden med historien om Ifigenia dukkede først op senere,« siger Yorgos Lanthimos.

Ud over den mystiske gåde om drengen, er »The Killing of a Sacred Deer« også et portræt af en familie, som virker alt andet end harmonisk. Men instruktøren hævder, at det er et tilfælde, at vi atter – som i »Dogtooth« – følger en familie, der skal så grueligt meget igennem.

»Mit fokus har været at lave en historie om hævn og retfærdighed, og hvor svært det dybest set er at vurdere, om noget er retfærdigt eller ej. Undervejs bliver familien udsat for diverse ekstreme situationer, men det er for, at vi kan få mere at vide den menneskelige natur. Jo mere vi presser mennesker, jo mere får vi at vide om deres sande natur,« siger Yorgos Lanthimos, der dog ikke selv virker som en person, der ynder at udsætte folk for unødvendigt ubehag.

Det er kun i kunstens tjeneste, at man må ofre de hellige køer.

krl@berlingske.dk