Jeg har en veninde, der er mere uheldig end de fleste. Hendes uheld kommer i mange afskygninger, der for udenforstående bestemt ikke er uden underholdningsværdi.
Tag for eksempel dengang, hvor hun skulle sælge ejerlejlighed på Amager. Landet befandt sig i en lavkonjunktur, så det var op ad bakke for alle at sælge bolig. Min veninde var altså på dette tidspunkt ikke mere uheldig end så mange andre. Snarere tværtimod, for efter måneders total stilstand dukkede en interesseret køber op. En flink dame i sin bedste alder. Intet uheldssvangert her. Damen begav sig til ejendomsmægleren og underskrev salgsaftalen og manglede nu blot at underskrive gældsovertagelsesbeviset fra banken, før handlen var vel overstået.
Hvorpå hun døde! Hvor meget mere uheldig kan man som boligsælger være? Udover at det naturligvis må have været ret ulykkeligt for damens pårørende med hendes pludselige bortgang, så rejste dødsfaldet store salgstekniske spørgsmål af metafysisk karakter. Er man at betragte som ny boligejer, hvis man bogstaveligt talt dør imellem to underskrifter?
Ejendomsmægleren rev sig i håret, og bobestyreren græd, alt imens der blev skabt præcedens for dødsfald ved ejendomshandler. Sådan er det hele vejen igennem med min veninde.
»Jeg har aldrig været ude for noget lignende«, er en bemærkning, der følger hende ud af døren hos diverse reklamationsafdelinger. Når hun rejser, er hendes fly 14 timer forsinket. Tog bryder sammen og floder går over sine bredder.
»Jeg har aldrig været ude for noget lignende«, er en bemærkning, der følger hende ud af døren hos diverse reklamationsafdelinger. Når hun rejser, er hendes fly 14 timer forsinket. Tog bryder sammen og floder går over deres bredder.
For nogle mennesker antager uheld katastrofale dimensioner. I USA har man i flere årtier brugt betegnelsen Kennedy-forbandelsen om den stribe af ulykker, der er overgået den tidligere præsident John F. Kennedys familie. Præsident Kennedy blev som bekendt skuddræbt under et attentat i Texas i 1963, men også hans bror Robert blev dræbt. Hans ene søn døde sammen med sin kone og svigerinde i et flystyrt og et par år forinden var en ung fætter i familien død i en skiulykke.
Det er let at se, hvordan man kan nå konklusionen, at Kennedy-familien er ramt af en forbandelse. Men er dette en korrekt betragtning? Er familien virkeligt ramt af flere uheld end andre mennesker? Indenfor de sidste år har der lydt skeptiske røster mod en sådan tolkning.
Indvendingerne går blandt andet på, at familier med så mange medlemmer - præsident Kennedy havde otte søskende - nødvendigvis må blive ramt af ulykkelige begivenheder. Hvis familiemedlemmerne så ovenikøbet bestrider højt-profilerede og udsatte samfundspositioner som præsident- og senatorembeder og bedriver farlige sportsaktiviteter som at flyve i privatfly i uklart vejr, så kræver det ikke en forbandelse for, at der kan ske ulykker.
Der er indlysende videnskabelige problemer med tankegangen om held og uheld. Man kan jo starte med at spørge, hvilke ulykkesstjerner eller andre planetariske forstyrrelser, der skulle have intentionalitet rettet mod menneskelivets gøren og laden? Det skulle lige være astrallegemet og da dette for videnskabsfolk figurerer i samme sfære som horoskoper, så er der kun få forskere, der foretager seriøse videnskabelige undersøgelser af held og uheld.
En af disse er den britiske psykologiprofessor Richard Wiseman. Wiseman fulgte i ti år 400 mennesker, der anså sig selv som særligt heldige eller uheldige. Han nåede frem til, at der vitterligt er individuelle forskelle i, hvor heldig eller uheldig man er. Heldige mennesker adskiller sig fra uheldige på flere forskellige måder, men lad os her blot nævne en enkelt:
Wiseman præsenterede sine forsøgsdeltagere for forskellige historier. Han bad dem for eksempel forestille sig, at de befandt sig i en bank. Mens de står i kø for at blive ekspederet, træder en bankrøver ind og skyder vildt omkring sig. Desværre kommer røveren til at ramme forsøgsdeltageren i armen. Er dette nu en heldig eller uheldig situation?
Heldige og uheldige mennesker tolker situationer som denne bemærkelsesværdigt forskelligt. De uheldige ræsonnerer, at det er da også typisk dem at være så uheldige, at de netop var i banken på tidspunktet for bankrøverens ankomst. De heldige, derimod, synes godt nok, at det var heldigt, at det var armen, og ikke hovedet, at bankrøveren ramte. Opløftede over deres held ved bankrøveriet jubler de heldige videre i tilværelsen. De kommer i medierne med den gode bankrøverhistorie og skriver bestsellere om deres oplevelser. De uheldige har derimod igen fået deres uheld bekræftet – og forbliver uheldige.
Måske Orson Welles havde ret: Ingen får retfærdighed. Man får kun held eller uheld.
