Jill Byrnit: Hos nutidens kulturomskrivnings-aktivister betyder tolerance, at man kun anerkender dem, der mener det samme som én selv

Denne sommer var det i USA på tale, om man skulle erstatte den amerikanske nationalsang, »The Star-Spangled Banner«, med John Lennons »Imagine«. Spørgsmål til forslagsstillerne: Er I på stoffer?

Evolutionsforsker Jill Byrnit i anledning af, at hun udgiver en ny bog om det moderne menneske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I næste uge ville den britiske musiker John Lennon være fyldt 80 år, men i 1980 blev han skuddræbt af en gal Beatles-fan foran sit hjem i Dakota-bygningen på Manhattan. Drabet på ham var en tragedie. Ikke blot for hans hustru, avantgarde-kunstneren Yoko Ono, og de to sønner, men også for musikverdenen og de mange fans, som enten havde elsket ham fra tiden med The Beatles eller var kommet til senere.

Hans død var ikke mindst trist, fordi han efter en ungdom med megen vrede og mange kampe lod til omsider at have fundet en vis form for sjælefred. Forud for sin død havde han netop tilbragt fem år med at være hjemmegående far for sin yngste søn, og han var nu sammen med Yoko Ono klar til at promovere deres nye, fælles album, »Double Fantasy«.

Det er alt sammen trist. Og hvad der i den grad må forstærke mismodet hos mig og alle andre, der holder af Lennons musik, er, hvordan manden i årene efter sin død er blevet taget til indtægt for budskaberne hos mangen en aktivistisk fraktion, der i langt højere grad tror på væbnet revolution end på blomstermagt.

Denne sommer var det f.eks. i USA på tale, om man skulle erstatte den amerikanske nationalsang, »The Star-Spangled Banner«, med … Lennons »Imagine«. Tekstforfatteren til »The Star-Spangled Banner«, Francis Scott Key, blev kigget efter i sømmene og kom i bad standing over sin levevis tilbage i 1800-tallet, hvorpå blikket rettede sig mod Lennon og hans hvide klaver. Det var jo vigtigt at finde én, hvor der ikke er noget at komme efter. Hverken nu eller i eftertiden. Og som vi alle ved, levede Lennon et lydefrit liv – for nu at blive i det musikalske – fyldet med fred og lighed og mange war-is-over-skilte. Ikke sandt?

Spørgsmål til forslagsstillerne: Er I på stoffer? Hvilke svampe har I indtaget? Har I kigget for dybt på »Lucy in the Sky with Diamonds«?

Man må håbe, at Lennon i sin grav vrider sig af grin fremfor smerter! Og man må som minimum få opklaret det lavpraktiske spørgsmål, om Lennons bagkatalog mon virkelig tåler et cancel-culture-eftersyn? Med titler som »Woman is the Nigger of the World« fra 1972 vil jeg tillade mig at tvivle. Okay, der skal jo nok være en del strukturel-uligheds-apostle, som hopper op og ned ad glæde over postulatet i titlen, men n-ordet burde da give nogle kvababbelser?

»Folk må lade sig drive af alle de motiver, de vil. Så længe de ikke roder Lennon eller hans sange ind i balladen.«


Og nu til det langt mere eksistentielle spørgsmål: Hvad blev der af verdensfreden hos de mennesker, der ynder at bruge Lennons sange eller budskaber i en større sags tjeneste? Hvor blev kærligheden af?

Da Lennon var på sit mest menneskekærlige post-Beatles-stadie, bestod hans fredsaktivisme i demonstrationer, der foregik til sengs – de såkaldte bed-ins. Her inviterede han sammen med konen journalister til at besøge dem på hotelværelser, hvor de tog imod iført pyjamas og store mængder hår. Samt håndskrevne skilte med uimodståelige betragtninger om »hårfred« og »sengefred«, Når besøgende på hotelværelset lod sig tirre af budskaberne, forsøgte Lennon efter bedste evne at gøre, hvad han slet ikke havde formået som ung: At imødegå fjendskabet med argumenter.

Lennon gik med andre ord ind for at lade skægget stå. Bogstavelig talt. At demonstrere vegetativt, vende den anden kind til. Lave en Gandhi. Og han hyldede budskabet, at ufred må stoppes med en konfliktnedtrappende tilgang. Og begynde hos én selv.

En permanent forurettethed

Er der noget som helst, der tyder på, at dette er et budskab, der vinder opbakning hos nutidens kulturomskrivnings-aktivister? Fremfor at lade de aktivistiske handlinger være drevet af oprigtig menneskekærlighed, synes grundstemningen mest af alt at ligge på en bund af permanent forurettethed. Samt den interessante udlægning, at tolerance betyder, at man kun anerkender dem, der mener det samme som én selv.

Fred være med det. Folk må lade sig drive af alle de motiver, de vil. Så længe de ikke roder Lennon eller hans sange ind i balladen.

Ironisk nok var Lennon også aldeles udmattet af sin samtids negativ-aktivisme. Så udmattet, at det ifølge manden selv spillede en ikke uvæsentlig rolle i hans første fascination af Yoko Ono. Under et privatbesøg til et galleri, hvor hun udstillede, fik han øje på en af hendes kunstinstallationer. Den bestod i al sin enkelhed af en stige og en lup i loftet, og da han klatrede op ad stigen og kiggede ind i luppen, kunne han se, at hun med helt små bogstaver havde skrevet noget på loftet. Og som Lennon opsummerede det:

»Jeg følte lettelse. Det er en stor lettelse, at når du kommer op ad stigen og kigger i luppen, så står der ikke »Nej« eller »Fuck dig«.

Der stod »Ja«.