Det er ikke let at være menneske. Dermed ikke være sagt, at det er såre simpelt at være alle mulige andre livsformer. Kigger man sig lidt omkring, og gør man sig tanker om, hvad der foregår i naturen, så erfarer man hurtigt, at med de encellede organismer som mulig undtagelse, så er det grundlæggende hårdt arbejde at være i live.
Der er jo det ved livet, at når først vi er her, så nægter vi at give slip. Dette princip gør sig gældende for høj som for lav. Fra spurvehøgen til skærmplanten, fra de ydmyge i ånden til de megalomanisk storskrydende kæmper vi – bogstaveligt talt – alle med næb og kløer for at forblive i live. Og om vi har jamret, klynket eller raset os gennem det ganske liv, da vil vi stadig på livets yderste dag spagt hviske: »Jeg ville jo bare så gerne have haft lidt mere tid.«
