Jesus lever!

Musikken sejrer over religionen: Flot og fræsende version »Jesus Christ Superstar« på Folketeatret.dk.

Hvad er han egentlig for en underlig fisk, ham Jesus i Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices efterhånden klassiske rockopera »Jesus Christ Superstar«? Guds søn og verdens frelser? Næppe. Godt nok kommer han på scenen i ulasteligt hvidt jakkesæt og sandaler, i røg og damp, fuld vindmaskine og himmelsk bagbelysning i Rune David Grues iscenesættelse på Folketeatret.dk, som vi nu skal vænne os til at kalde det landsdækkende teater, som førhen kaldte sig for Det Danske Teater.

 

Men musicalen er ingen bibelshistorie. Snarere handler den besk om den idoldyrkelse af popstjerner og nyreligiøse guruer, som 1970erne, hvor musicalen blev til, hengav sig til. En dyrkelse, som fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret og en ny generations lidenskabelige fascination af musikken og dens helte og af en åndelig dimension på tilværelsen. En tilbedelse af den slags stjerner, som vi stadig først forguder hensynsløst og placerer på en piedestal – for siden hen at flå i småstykker, når vi er færdige med dem.

 

Og denne Jesus er da også meget mere af en superstar, der går gennem musicalen som en meget menneskelig tvivler, der er mere optaget af at pille sig selv i navlen og klynke selvoptaget ekstatisk over sin egen skæbne, end frelse den verden, der omgiver ham. En noget udefineret, anonym og verdensfjern, modvillig flipperguru – også i svenske Daniel Erikssons kønne, flot syngende træmandsskikkelse. Fra han gør sin hyldede entré, til han klynges op på det kors, hvor han får lov til at råbe på sin egen mor og den Gud, der har forladt ham, inden han ånder ud – halvnøgen, pisket til blods og trukket gennem sølet. Vel at mærke uden at musicalen giver ham den opstandelse, vi ellers er vant til fra den velkendte påskehistorie.

 

Musikalsk forførelse total

 

I det hele taget skal man vist kende sit Fadervor for at få overblik over de enkelte dele af fortællingen, sådan som den folder sig ud i den rockopera, som har meget mindre med Jesu smertevej end med et rockdrøn at gøre – hvor effektive og klare billeder, instruktøren her er i stand til at tegne på scenen. Religiøs forklaring udbedes, altså. Hvor var Jesus henne ved denne konfirmation, som tante Anna spørger i »Matador«?

 

Men pyt med det. I Rune David Grues iscenesættelse og scenograf Astrid Lynge Ottesens spartanske indfatning med mobile turnekasser, punk-æstetiske kostumer og orkestret på scenen, vedkender forestillingen sig, at den står sig bedst ved at være en opdateret udgave af en rockkoncert fra 1970erne. Og, jøsses, hvilken rockkoncert. Den musikalske forførelse er total. Man forstår, hvorfor Lloyd Webbers første musical var noget nær en øregangs-revolution med dens heftige, hidsende kompositioner for omtrent grænseløse rockstemmer.

 

Forestillingen er, ganske enkelt, bristefærdig af sangtalent og vellyd – ingen behøver vist længere frygte for musikteatrets overlevelsesmuligheder her i landet. Martin Preisler er ved fremragende fræsende soulstemme som den »onde« Judas – forestillingens komplicerede omdrejningspunkt – selv om han vel, rent dramatisk, først bliver rigtig interessant til sidst, hvor han får lov til at folde følelsen af at være blevet »brugt« helt ud. Camille-Cathrine Rommedal er en flot cigar som en sval Maria Magdalene med de indsmigrende sange. Peter Pilegaard har sit eget togaparty som en kønsforvirret Herodes i et showstoppernummer med cabaret-klange. Og endelig tager musicalen for alvor til i glødende intensitet, når Kim Henriksens interessante, dæmonisk-sadistiske Pilatus pisker stemningen godt og grundigt op. Derfra kan forestillingen gå på vandet mod sin ironiske kulmination. Alle yder en fremragende indsats. Gode alene, endnu bedre sammen i de dynamisk korindsatser, fremragende arrangeret af kapelmester Stig Christensen, der styrer sine tropper forbilledligt.

 

I det hele taget må man bare sige, at Rune David Grue kan det der med at iscenesætte det store, musikalske show, som heldigvis ikke her bliver så stort, at den intimitet, der klæder »Jesus Christ Superstar« som fortælling, går tabt. Lad så være, at rollekarakteriseringerne i flere tilfælde godt kunne være en lille smule skarpere. Lad så være, at musikken sejrer over religionen. Folketeatret.dk, den omdiskuterede, nye hybrid mellem det gamle københavnerteater i Nørregade og landets største landevejsteater, kommer flot fra start. Nok til at omvende tvivlerne? Vi får se.