Han har fået os til at dø af grin i årtier.
Nu er det komedien selv, der er i fare for at miste livet.
Sådan lyder budskabet fra en af USAs sjoveste mænd, Jerry Seinfeld, der blev milliardær, primært takket være tv-serien »Seinfeld«.
Han er lige nu ved at promovere sin nye Netflix-film, og derfor har han givet et interview til det hæderkronede magasin The New Yorker.
Her lyder det, at den ekstreme venstrefløj er ved at ødelægge komedien.
Men Stuart Heritage, der er film- og tv-skribent hos The Guardian, er helt uenig. Ham vender vi tilbage til.
For i The New Yorker bliver Seinfeld spurgt, hvordan han håndterer den alvorlige verdenssituation, og hvordan alvoren påvirker komikken i det hele taget.
Han svarer, at han ikke mener, der er noget, der kan påvirke selve komikken som kunstart. Han siger også, at komikken er noget, folk altid har brug for.
Men det behov bliver ikke dækket på tv nu om dage.
Bekymrer sig for meget om ikke at fornærme
For hvor man engang kunne glemme verdens dårskab ved at tænde for sit fjernsyn og se eksempelvis »Sams bar« eller »M*A*S*H«, er der længere mellem snapsene på (amerikansk) tv nu.
»Men gæt engang – hvor er det henne nu? Det er resultatet af den ekstreme venstrefløj og al den politiske korrekthed, og at folk bekymrer sig så meget om ikke at fornærme andre mennesker,« siger Seinfeld til The New Yorker.
Han mener derfor, at folk går ind og ser standup i stedet, fordi standuppen ikke bliver underlagt samme strenge regler – kun af publikum, der kan vise, at en komiker er på afveje.
»Men når du skriver et manuskript, og det passerer fire eller fem forskellige sæt hænder, udvalg, grupper, der hver giver deres tanker om vitserne, så er det slutningen på din komedie,« siger Jerry Seinfeld.
Udtalelserne er blevet delt vidt og bredt, for det er jo trods alt en af tv-komikkens grand old men, der her kommer med en dyster analyse.
Men Stuart Heritage i The Guardian er som nævnt lidet imponeret over analysen.
En snedig aktør
Han mener, at udtalelsen fra Seinfeld blot skal ses som snedig promovering af Seinfelds nye film, der handler om det amerikanske morgenmads- og snackprodukt Pop-Tarts.
»Seinfeld er stadig en snedig aktør, der forstår, at det sidste, som nogen som helst i verden har lyst til at høre om, er hans seneste Pop-Tarts-film. Realistisk set er der nemlig kun begrænsede mængder medieinteresse i en historisk komediefilm om et morgenmadsprodukt,« indleder Heritage sin kommentar.
Han mener, at Seinfeld generelt bare kommer med grandiose udmeldinger for klikkenes skyld, herunder citaterne om den døende filmindustri, som Berlingske ligeledes dækkede for nylig.
Heritage mener, at det, der gør, at der er færre komedier på de traditionelle tv-kanaler, er, at folk finder andre slags komik online.
Og han mener også, at det er mærkeligt, at det er netop Seinfeld, der kommer med den føromtalte kritik.
For Seinfeld har altid udmærket sig ved at være nærmest aggressivt apolitisk og familievenlig i sin standup. Som i dette interview i 2018, hvor han taler om, hvorfor hans komik er apolitisk.
Så Heritage mener, at kritikken er forfejlet, også fordi den ekstreme venstrefløj har eksisteret i mange år, og fordi den næppe havde noget imod en serie som »Sams bar«, der var et af de eksempler, som Seinfeld nævnte.
»Jerry Seinfeld er en mand, der lige har lavet en film om noget bagværk. Medmindre alle klip og trailere har gjort et særligt godt job med at skjule en scene, hvor en karakter ser direkte ind i kameraet og erklærer, at alle transpersoner er fornærmelser mod Gud, så vil (filmen, red.) sandsynligvis ikke forarge de sarte følelser hos særlig mange mennesker overhovedet,« skriver Heritage.
Han slutter sin kommentar med at skrive, at måske er problemet ikke, at den ekstreme venstrefløj holder komikken i et jerngreb.
»Måske handler det bare om, at Jerry Seinfeld er ved at blive gammel.«
Jerry Seinfeld fyldte 70 år mandag.