Jernladyens drøm i glas og beton

På 17 år er det lykkedes selskabet bag genopbygningen af Londons Docklands at forvandle en trøstesløs ødemark til en summende bydel. Nogle finder Docklands gold og afvisende, men vitaliteten er ikke til at tage fejl af.

Foto: Claus Bech Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON:

Det var jernladyen med håndtasken, Margaret Thatcher, og hendes minister Michael Heseltine, der satte det hele i gang i 1981:

Dengang lå Docklands hen som et betændt og forladt stedbarn i det østlige London. De dage var forbi, hvor skibe med lasten fyldt af eksotiske skatte - te og spændende krydderier - fra alle hjørner af de britiske imperium lagde til ved områdets kajpladser. De store skibe søgte mod dybere havnebassiner og sejlede ikke længere ind til dokkerne. Alt tydede på, at det engang så stolte havnekvarter var gået til bunds i en håbløs spiral.

Siden 1978 havde området tabt 12.000 arbejdspladser, og der var ikke bygget så meget som et eneste nyt hus. Tværtimod flygtede folk fra området, væk fra arbejdsløsheden og de trøstesløst forurenede industriområder. Ingen virksomheder havde lyst til at slå sig ned i Docklands. Selv om grundene var billige, var besværet og udgifterne til at skulle oprense forureningen astronomiske. Infrastrukturen var nærmest ikke-eksisterende. Transporten til og fra Londons centrum var en farce.

Det var altså en gigantisk opgave, den daværende konservative regering pålagde den til formålet etablerede Docklands Development Corporation. Men for tre år siden kunne organisationen opløse sig selv. Docklands var blevet en så gennemført succes, at der ikke længere var brug for selskabet. På de 17 år, organisationen eksisterede, blev der investeret knap 2 mia. pund af offentlige midler i området, mens de private investeringer beløb sig til 7,7 mia. pund.

Tallene er svimlende, men for områdets beboere har de udmøntet sig i en række helt konkrete fordele. Der er blevet bygget 24.046 nye boliger, 11 nye skoler og seks nye lægeklinikker. 2700 virksomheder har slået sig ned i området og antallet af jobs i Docklands er blevet tredoblet. 85.000 mennesker har nu adresse i bydelen, og de bor i smukke omgivelser. Siden 1980erne har Docklands modtaget 96 arkitektoniske priser for sine bygninger i et område, der stort set lignede en urban losseplads indtil regenereringen kom i gang. Docklands vartegn, højhuset (243 m) med pyramidetoppen i Canary Wharf, har indkasseret en del af disse priser og har lokket det meste af den britiske presse væk fra Fleet Street og ud i nye, luftige kontorer med udsigt over Themsen.

En af forklaringerne på succesen er, at Docklands Development Corporation meget hurtigt sørgede for at få den vitale transport på plads: Højbanen Docklands Light Railways, der udgår fra Tower Gate, blev åbnet af dronning Elizabeth i 1987 og blev næsten løbet over ende fra starten. I det første år var antallet af passagerer pr. time i myldretiden højere end det antal, transportselskabet oprindeligt havde regnet med om dagen. I samme tidsrum blev der bygget 144 kilometer vej og London Underground har forlænget sin Jubilee Line til Docklands.

I dag er lejlighederne i Docklands i den dyre ende af skalaen i en by, hvor priserne på fast ejendom er steget med mere end tyve procent i det seneste år. Et utal af restauranter, kunstgallerier og små cafeer er skudt op i området. Området er for længst rejst ind i en god spiral, der betyder vækst, investeringer og nye arbejdspladser. De mange byggepladser i området er et sikkert tegn på, at selv om skibene ikke længere lægger til ved Docklands, så er det et af Londons mest driftige kvarterer. Rejsen fra trøstesløst til trendy har inspireret byplanlæggere over hele verden, der jævnligt rejser til Docklands for at se, hvordan man udvikler byområder i områder, som alle ellers har opgivet.

Da Michael Heseltine i sin tid lancerede genopbygningen af Docklands, fortalte han, at han havde fløjet ind over området i fly og fra sit vindue ikke set andet end ødeland:

»Jeg tænkte: Sikke et spild. Der må kunne gøres noget her.«

21 år efter, at den konservative regering skrev under på det første stykke papir, er udsigten til Docklands anderledes forandret.