Jern-Henrik mod sosserne

Professor Jørn Henrik Petersen skriver i sin nye bog om velfærdsstatens moralske krise. For velfærdsstaten forudsætter, at mennesker udviser moralske dyder og gør deres pligt for fællesskabet.

Fattig-Carina og dovne-Robert er blot symptomer på en udbredt moralsk krise, mener forfatteren Jørn Henrik Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nutidens socialdemokrater er på hastig flugt fra den socialdemokratiske idéarv. Engang hyldede sosserne noget-for-intet-princippet, hvor samfundets svageste kunne modtage ydelser uden at blive afkrævet modydelser. I dag taler sosserne om noget-for-noget og mistænker de ledige for at bedrage samfundet.

Sådan lyder tesen i en ny bog af Jørn Henrik Petersen, der har været professor ved Syddansk Universitet i 40 år.

Det mest spændende ved hans nye bog er imidlertid ikke den omstændelige gennemgang af Socialdemokraternes velfærdspolitik. Det er derimod hans fokus på det, der er hele forudsætningen for velfærdsstaten. Nemlig moral.

Som titlen viser, står forholdet mellem pligt og ret i centrum. Velfærdsstaten forudsætter mennesker, der ikke blot handler som privatmennesker og konstant kræver deres ret. Nej, mennesker skal primært opføre sig som samfundsborgere, der udviser moralske dyder og gør deres pligt for fællesskabet.

Og dér er det gået galt. Syndefaldet er indtruffet, som Petersen formulerer det, og fattig-Carina og dovne-Robert er blot symptomer på en udbredt moralsk krise.

Velfærdsstaten synes nemlig at være selvdestruktiv. Når balancen tipper, og det bliver almindeligt at opfatte sig selv som et offer med ret til goder betalt af andre, så vinder privatmennesket over borgeren – hvorefter politikerne ser sig nødsaget til at vedtage love for at inddæmme de værste excesser.

Opstramninger af kontanthjælpen og dagpengeretten er Guds – statens – straf over de syndige.

Det karakterfaste menneske

Som Petersen slående udtrykker det, forudsætter velfærdsstaten, at mennesker opfører sig privatøkonomisk irrationelt. Det er altså et naivt menneskesyn, sosserne oprindelig byggede velfærdsstaten på.

At der er sket et normskred, er ikke nogen ny analyse. Blandt andre historikeren Henrik Jensen har skrevet overbevisende om dette forfald. Velfærdsstaten forudsætter en bestemt mennesketype – det karakterfaste menneske – og et bestemt værdifællesskab, som det ikke uden videre fører med sig.

Ja, man kan endda skærpe den iboende konflikt i selve velfærdsideen. For man kunne hævde, at der engang eksisterede masser af medborgerlige mennesker, men at velfærdsstaten har korrumperet de fleste. Mennesker er som bekendt ikke engle, og de fleste kan næppe modstå fristelsen for nu at blive i den teologiske sprogbrug.

Hvad angår værdifællesskabet, kunne man hævde, at det eksisterede lang tid før velfærdsstaten. Solidaritet var historisk set en stærk dyd i de mange civile bevægelser. Så velfærdsstaten tærer på en før-politisk kilde i civilsamfundet, i kulturen, hvor også den protestantiske etik spiller en rolle. Heri ligger det velkendte kausalitetsproblem: Det er ikke velfærdsstaten, der skaber solidaritet; det er den kulturelle solidaritet, der gør det muligt at skabe velfærdsstater.

Petersen går dog ikke helt ind i denne potente kritik, vel fordi han i bund og grund er socialdemokrat med sympati for velfærdsprojektet, men med et kritisk blik på nutidens sosser.

Jo, syndefaldet er sket. Den erkendelse er så vigtig, at man gerne tilgiver Jørn Henrik Petersens mindre synder som de mange gentagelser og mangelfulde kildeangivelser i hans bog.

Titel: »Pligt & ret – ret & pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv«.
Forfatter: Jørn Henrik Petersen.
Sider: 315. Pris: 299.
Forlag: Syddansk Universitetsforlag.