Jens Rohde: »Politisk sprog er meget dødt. Jeg vil gerne tilføre det noget liv. Det kommer jeg nogle gange galt afsted med«

Når Jens Rohde forsøger at blæse liv i det politiske sprog, kommer han ofte galt afsted. Alligevel opfinder han fortsat vendinger, der sender de politiske modstandere til verbal tælling. Pernille Rosenkrantz-Theil lærte ham at sige street, og så har han altid levet efter et af dronning Ingrids gamle mottoer.

»Jeg er altid selv blevet rettet, og jeg havde en dansklærer, som nærmest kunne mobbe, når jeg lavede fejl. I dag er jeg absolut den irriterende type.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Tænker du over, hvordan du bruger sproget i dit job som politiker?

»Ja, meget. Jeg har et aktivt forhold til sproget, og jeg bruger bevidst billeder og metaforer i mit sprog. På godt og ondt og til tider med mere eller mindre held. Nogle gange falder det til jorden, fordi det falder folk for brystet.«

Hvilket ord burde stryges fra ordbogen eller det danske sprog?

»Fremadrettet. Jeg kan ikke holde ud, når politikere bruger ordet fremadrettet. Du kan bruge alt muligt andet. Jeg ved ikke, hvordan det fik sat sig fast. Det sneg sig ind med Helle Thorning-Schmidt. Hun havde to ting, hun altid brugte, som jeg har det svært med. Måske gør jeg hende uret nu, men ordet fremadrettet og vendingen rigtig-rigtig. Det bliver ikke bedre af, at du bruger ordet rigtig mange gange i træk. Det er nu en fast del af det politiske sprog, og jeg kan ikke holde det ud.«

Hvilket ord fra engelsk skulle aldrig have fundet vej til det danske sprog?

»Subsidiaritet og reciprocitet. 90 procent af danskerne ved jo ikke, hvad man taler om, når man diskuterer reciprocitet. Det er ord, politikere og embedsmænd godt kan lide at bruge. Hvorfor kan vi ikke bare sige nærhedsprincip og gensidighed. Måske lyder man lidt klogere, men hvad er formålet? Det er snobberi og åndeligt dovenskab. Folk står af på det.«

Jens Rohde, Radikale Venstre

»Det er standardreplikken, at jeg bliver kaldt landsforræder. Landsforræderi er en forbrydelse, så jeg synes, man skal holde sig for god til at kalde folk det.«


Er du typen, der retter andre folks sproglige fejl, og hvordan reagerer du, hvis du selv bliver rettet?

»Jeg gør det altid. Hele tiden. Jeg er altid selv blevet rettet, og jeg havde en dansklærer, som nærmest kunne mobbe, når jeg lavede fejl. I dag er jeg absolut den irriterende type. Jeg elsker selv at blive rettet, det er forudsætningen. For mig svarer det at sige noget forkert til ikke at få at vide, at jeg har birkes mellem tænderne. Jeg er altid taknemmelig, når nogen retter mig.«

Hvad er det allersmukkeste ord på dansk – og hvorfor?

»Hjemstavn. Der er nogle ord, der har en klang af noget oprindeligt, og det sætter jeg stor pris på. Det kan ikke udskiftes med et eller andet fremmedord. Det ord rummer en 360 graders-følelse og rammer alt perfekt ind. Det skaber tryghed og glæde. Det har den gamle, idylliske klang af, at det er her, jeg hører hjemme.«

Hvad græmmer du dig altid over, at folk siger forkert?

»Sin og hans. Det gør folk jo hele tiden, og det er bare blevet værre og værre. Jeg ser det også i artikler. Hvis du er i tvivl, om det er sin eller hans, så er det i 99 procent af tilfældene korrekt at sige sin. I Viborg, hvor jeg bor, tror jeg efterhånden, at de fleste mennesker hedder Hans.«

Har du et yndlingsord, som du kan lide at bruge meget?

»Jeg har et udtryk, jeg bruger meget, og det er et, jeg selv har konstrueret. Forsamlingshustrick. Ingen ved, hvad det er, og så bliver de forvirrede, hvis jeg bruger det i en debat. Hvis jeg siger, at »det der forsamlingshustrick – det skal du ikke køre af på mig«, slår det folk fuldstændig hjem i ludo, uden at de ved hvorfor. Det betyder, at du sætter en forkert præmis op eller laver en stråmand. Jeg kan godt lide at opfinde konstruktioner af ord. Det tror jeg kommer af, at jeg læser mange digte. Det er sjovt at bruge sproget. Politisk sprog er meget dødt. Jeg vil gerne tilføre det noget liv. Det kommer jeg nogle gange galt afsted med. Der er nogle, der tolker det anderledes.«

»På et tidspunkt brugte jeg ordet euro-sclerose om den europæiske udvikling i 1980erne, fordi alting bare eroderede. Folk blev rasende, og det blev udlagt, som om jeg gjorde grin med mennesker med sclerose, og intet kunne ligge mig fjernere. Efterfølgende tænkte jeg over det, og den tolkning må stå for egen regning: Jeg vil ikke acceptere, at man ikke må puste liv i det politiske sprog. Man skal passe på ikke at være for kæk, og det kan jeg have en tendens til. Men det er ikke for at være kæk, men for at brede billeder ud til folk. De husker ikke ordene, men de billeder, der bliver skabt.«

»Jeg kan ikke holde ud, når politikere bruger ordet fremadrettet. Du kan bruge alt muligt andet. Jeg ved ikke, hvordan det fik sat sig fast.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Har du et ord, du altid har svært ved at udtale, eller som du altid staver forkert?

»Jeg kan ikke finde ud af at stave til standard. Ender det på t eller d? Og nu bliver jeg igen i tvivl. Jeg spillede teater i gamle dage, og i manuskriptet var der altid et »sygdomsord«, der var det ord, man bare ikke kunne sige. Mit »sygdomsord« er standard. Det er simpelthen utroligt. Jeg kan ikke lære det.«

Har du et ord, du hader, og som du derfor aldrig bruger?

»Desværre bander jeg for meget. Jeg har altid fået at vide, at det er udtryk for et manglende alsidigt vokabularium at bande. Det er jeg enig i, og jeg forstår derfor ikke, hvorfor jeg forfalder til at bande, for jeg synes, jeg har et stort vokabularium. Men jeg bander. Jeg bruger hele arsenalet. Men det er nok sgu, jeg bruger mest. Sgu er mildt, men ikke kønt. Og så siger jeg fandme alt for meget.«

Har du et ord, du ikke forstår, som de unge bruger?

»Man skal altid huske at acceptere, at et sprog er dynamisk, og det bliver sværere med alderen. Men OK, boomer? Måske kan jeg ikke lide det, fordi det er et angreb på sådan én som mig selv. I starten brød jeg mig ikke om ordet grineren, og i dag er det et fremragende ord. Det bruger jeg tit. Jeg lærte det af Pernille Rosenkrantz-Theil, dengang hun var i Enhedslisten. Så begyndte jeg at bruge det for at være lidt street. Det er man jo ikke som Venstre-mand, når man render rundt i sit konfirmationstøj.«

Dømmer du andre folk på deres sprog og den måde, de taler på?

»Ja, det gør jeg. Man skaber jo et billede, det kan ikke undgås. Når man har et aktivt forhold til sprog, så lytter man jo meget til det. Man får et indtryk af folk, dels fra deres sprogbrug, dels fra den klang, deres sprog har. Jeg er selv halvt tysker og derfor tosproget, og jeg elsker forskellige dialekter. Nogle er mere charmerende end andre. Jeg er vild med bornholmsk, det bliver jeg glad af. Selv ville jeg ønske, jeg talte mere fynsk og mindre midtjysk.«

Er der et særligt ord, der – hvis folk kalder dig det – kan få dig op i det røde felt?

»Jeg er blevet kaldt alverdens ting. Jeg kommer ikke op i det røde felt, men det er ualmindelig primitivt at blive kaldt landsforræder. Det sker hver dag, hvis man indtager et humanistisk standpunkt eller ikke mener, at Inger Støjbergs politik er den rigtige eller erklærer sig som glødende EU-tilhænger. Det er standardreplikken, at jeg bliver kaldt landsforræder. Landsforræderi er en forbrydelse, så jeg synes, man skal holde sig for god til at kalde folk dét.«

Hvad er det mest beskrivende ord eller motto for dit liv?

»Man kan, hvad man skal! Det sagde dronning Ingrid altid, og det har altid begejstret mig. Du kan ikke gå gennem livet og gøre alt, hvad du vil – du skal jo gøre det, du skal. Jeg har altid prøvet at efterleve det. Alt det, jeg tror, jeg ikke kan, det må jeg give mig i kast med. Jeg bander mig igennem, men jeg kommer gennem det, jeg skal. Gør man det sådan, så kan man komme gennem det. Jeg synes, det er en fantastisk sondring, der ligger der, og den har jeg taget til mig.«

Hvilket gammelt udtryk burde få et sprogligt comeback?

»Jeg kan godt lide udtrykket god spas. Det er så gammelt og sjovt. Jeg elsker gamle ord, og jeg elsker at diskutere med Morten Messerschmidt – det er altid rent gammelmandssprog.«

Hvad er den mest irriterende sproglige fejl, du kan komme i tanke om?

»Alle siger åbne op, og lige nu hører vi ikke andet her i samfundet. Det svarer til, at man siger bakke baglæns. Det er jo en pleonasme. Det giver sprogligt ingen mening. Jeg er meget bevidst om det, og selv når jeg bevidst siger åbne i et interview, så citeres jeg alligevel for at have sagt åbne op. Det sætter sig bare fast, men det er dårligt dansk.«