Jens Kramer Mikkelsen kalder København for verdens bedste by: »Kunne noget være bedre? Ja. Men der er en forklaring bag alt. Jeg har aldrig været tilhænger af den der bakspejlslogik«

Mit København: Tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen kalder Københavns udvikling de seneste 30 år for »formidabel« og fremhæver Kalvebod Brygge som symbolet på byens genrejsning. Selv er han født og opvokset på Østerbro, og her bor han også i dag – efter en afstikker på 20 år til Husum. Netop nu er han aktuel i biografien »Jeg er københavner«.

Hvilket sted i København holder du mest af?
»Gammel Strand forbinder min barndom, min nutid og min fremtid. Jeg blev ofte passet af min farmor og farfar, som boede i Kompagnistræde 5 i en lille lejlighed, og når jeg skulle lave lektier, sad jeg tit nede ved fiskekonerne ved vandet og kiggede over på Thorvaldsens Museum uden at vide, hvad det var, der foregik derovre.

Nogle gange fik jeg penge til et Anders And-blad og en Filur, og så sad jeg der og læste. I dag står fiskekonen side om side med metrostationen, så på den måde synes jeg, der bliver slået en ring. Hver gang jeg er i nabolaget, går jeg lige forbi for at se, om bænkene er, som de skal være, og så går jeg lige hen forbi Kompagnistræde 5 og tager i håndtaget. Det giver sådan et specielt klik, som jeg husker fra min barndom.«