Jens Christian Grøndahl om Europa i 2019: »Det skræmmer mig«

Europa er i fare!

Det er i korthed budskabet i et markant manifest, som en række internationalt fremtrædende forfattere, filosoffer og intellektuelle har offentliggjort i den franske avis Libération og en række europæiske aviser.

»Europa er ved at bryde sammen lige for øjnene af os (...) Trekvart århundrede efter fascismen nederlag og 30 år efter Berlinmurens fald har vi en ny kamp for civilisationen,« hedder det i manifestet, som er skrevet af den franske filosof, Bernard-Henry Lévy, og underskrevet af bl.a. historikeren Anne Applebaum og forfattere som Salman Rushdie, MIlan Kundera, Orhan Pamuk, Ian McEwan, Herta Müller, Mario Vargas Llosa, Claudio Magris og danske Jens Christian Grøndahl.

Manifestet sigter til Brexit, social uro og navnlig de populister, som i disse år præger politik i alle europæiske lande og særligt står stærkt i Polen og Ungarn, hvor man tilsidesætter europæiske værdier som individets ret, ytringsfrihed og retssikkerhed.

Hvis ikke man ikke gør modstand, risikerer man en »eksplosion af fremmedhad og antisemitisme«, hedder det i manifestet.

Jens Christian Grøndahl, der bl.a. har skrevet en række essay-samlinger om Europa, er bekymret over højredrejningen:

»I Polen og Ungarn er populisterne kommet til magten. Man undergraver domstolenes uafhængighed, foreningsfriheden, den frie meningsdannelse. Fremmedhad og antisemitisme dukker frem igen overalt. Samtidig ser vi, at befolkningerne vender ryggen til det europæiske projekt. Man taler det nationale op og det fælles europæiske ned,« siger Jens Christian Grøndahl.

Hvad tænker du, når du kigger ud over et Europa med Brexit, populister og et EU, der er på tilbagetog?

»Det skræmmer mig. Jeg oplever en voksende historieløshed. Man har mistet kontakten med den historiske baggrund for EU, de to verdenskrige, der ødelagde Europa. Det gælder også dæmoniseringen af mindretal, hvad enten det er muslimske flygtninge eller jødiske medborgere. Selv om man skal være forsigtig med at sammenligne med fascismen i 30erne, så er der noget, som går igen, for eksempel jagten på syndebukke. Den sociale uro, som de gule veste i Frankrig er eksponent for, afspejler et voksende modsætningsforhold i de europæiske samfund. De dårligst stillede reagerer mod en elite, som de føler sig svigtet af. Hvor vreden tidligere ville være kommet til udtryk som et venstreorienteret budskab, får den nu et højreorienteret udtryk. Det skete også i 1930erne. Murens fald har på godt og ondt formet min generation. Dengang troede vi, at det liberale demokrati havde sejret. Men passer det? I hvert fald har vi været alt for dovne og tilbagelænede i vores tro på, at Europa bare skabte sig selv.«

Men har populisterne ikke fat i noget rigtigt - de reagerer jo på nogle problemer, som mange føler, at globaliseringen har skabt, bl.a. arbejdsløshed og massiv indvandring?

»Jo. De højrepopulistiske politikere opfanger en frustration og nogle problemer, som er reelle. Det var det samme, der skete, dengang de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen prøvede at komme i kontakt med deres partifæller i regeringen for at tale om integrationsproblemer, og man ikke ville høre på dem. Hvad fik man ud af det? Man fik Dansk Folkeparti, som har æren for, at der blev sat ord på nogle ting, som man ellers ikke talte om. Problemet er den medicin, de anbefaler.

Vores appel er i høj grad rettet mod de europæiske opinionsdannere. Vi appellerer til, at man anerkender, at folk har en grund til at være vrede og føle sig frustrerede. De har en reel grund til at føle, at globaliseringen ikke kommer dem til gode. Det skal vi anerkende, men de løsninger, som højrefløjen kommer med, dur ikke. Man løser ikke de strukturelle problemer forbundet med globaliseringen ved at hade løs på jøder, muslimer eller EU-embedsmænd. Man løser dem slet ikke ved at klamre sig til den nationale suverænitet eller ved at råbe op om sin identitet. Der er meget i EU, der ikke fungerer, men nu handler det om, hvordan vi holder sammen på både velfærd og frihed. Alle besindige meningsdannere i Europa må samarbejde.«

Er det ikke en overdrivelse, når I i manifestet trækker paralleller til 1930erne og fascismen?

»Når man sidder i Danmark, kan det godt ligne en overdrivelse, for vi har jo indrettet os sådan lidt hyggeligt med Dansk Folkeparti. Lige om lidt kommer de måske endda i regering og bliver et normalt parti, der indgår kompromiser og bliver slidt ned af det. Men hvis man ser ud i Europa, forholder det sig anderledes. I Polen og Ungarn er forskere under pres, journalister kan ikke skrive frit, foreningsfriheden og domstolenes uafhængighed undergraves. I Sverige har højrefløjen en decideret nazistisk understrøm. I Tyskland af alle steder er antisemitismen vendt tilbage, og de lavestlønnedes frustration styrker højrefløjen, ikke venstrefløjen, som man kunne forvente. Ligesom i 30erne. Det er gift for den politiske kulturs nødvendige styrkeprøve mellem et borgerligt og et venstreorienteret synspunkt.«

Hvad skal vi gøre?

»Vi opfordrer til, at man tager det kommende valg til EU-Parlamentet seriøst, og at man deltager i valget og stemmer på alt andet end de højrepopulister, der gerne vil overtage hele butikken. Det absurde er jo, at man har fået et nationalismens internationale. Hvad vil de i parlamentet? De vil ødelægge det indefra.«

Hvad tænker du om fremtiden?

»Jeg er bekymret, men vi kan ikke tillade os at være pessimister. Jeg tror også, at de værdier, vi taler om, stadig lever. Vi har bare taget dem for givet, men det kan vi ikke. Historisk og globalt set er det liberale, demokratiske Europa den positive undtagelse. Den skal vi være rede til at slås for.«

Europa som en ide er ved at bryde sammen, skriver I. Hvad er ideen om Europa?

»Grundtvig bliver ofte citeret for at have sagt: »Menneske først og kristen så.« Det samme kan man sige om den europæiske humanisme: Menneske først og dansker så, tysker så, italiener så osv. Vi er mennesker, individer, ikke repræsentanter for en »identitet«. Vi er ikke født til at være noget bestemt, for vi har vores fornuft og frie vilje. Den europæiske tanke er, at fornuften og friheden har større betydning end rødderne. Det er det, der har gjort vore samfund store og sat os i stand til at skabe et europæisk fællesskab baseret på fred og demokrati.«