»Jeg ville være en elendig journalist«

Kate Mara, der spiller journalisten Zoe Barnes i TV-serien »House of Cards«, håber at folk bliver bragt ud af fatning, når de ser den nye sæson af serien.

Kate Mara spiller journalisten Zoe Barnes i serien »House of Cards«. Foto: Nathaniel Bell for Netflix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun spiller den unge, ambitiøse journalist, Zoe Barnes, i Netflix' hitserie »House of Cards«. Men i virkeligheden kunne skuespilleren Kate Mara ikke drømme om at arbejde som journalist.

»Jeg ville være en elendig journalist. Jeg er mere en lyttende person. Selvfølgelig er det en del af mit arbejde at være snakkesalig og tale med folk, men sådan er jeg i virkeligheden ikke. I lang tid var jeg meget genert og skulle tvinge mig selv til at bryde ud af min skal. At opsøge folk og stille dem personlige spørgsmål er ikke noget, der falder naturligt. Det var sjovt at spille journalist, men det er bare hendes arbejde - det er Zoes ambitioner og drive, som var det, jeg forholdt mig til,« siger Kate Mara, som vi møder i London forud for premieren på anden sæson af »House of Cards«.

Og lad os lige repetere: »House of Cards« handler om politikeren Francis Underwood - spillet af Kevin Spacey - der bruger alle midler for at kravle til tops i det politiske miljø i Washington DC. I første sæson er Zoe Barnes ét af hans redskaber: Hun er ambitiøs og lader sig bruge - også seksuelt - af Francis for at fremme sin egen karriere, men efterhånden går det op for hende, at han spiller et meget beskidt spil.

»Jo mere, hun lærer om Francis' verden, desto farligere finder hun ud af, at den er, og hun begynder at distancere sig fra ham. Man kan sige, at hun får en slags moralsk opvågen,« siger Kate Mara.

Ved indgangen til anden sæson er Francis Underwood blevet vicepræsident, og Zoe Barnes er overbevist om, at han står bag et mord - og det vil hun prøve at bevise. Hun er derfor en farlig forhindring, for den skruppelløse Frank. Og som det sig hør og bør er der lagt i ovnen til overraskende plotudviklinger - også når det gælder Zoe Barnes.

»Jeg glæder mig meget til at se, hvordan publikum vil reagere. Jeg håber også, at folk bliver bragt ud af fatning undervejs! En af grundene til, at det var så fedt at være med i sæson to var, at jeg vidste, hvad der ville ske med visse figurer, og at manuskriptforfatteren Beau Willimonts manuskripft var så frygtløst,« siger Kate Mara.

For hende er det en positiv udvikling, at der i disse år bliver lavet en række TV-serier, hvor man ser meget komplicerede kvindelige figurer, der ikke nødvendigvis opfører sig som typiske kvindelige klicheer.

»Folks syn på kvinder i TV er forhåbentlig ved at ændre sig. Det har været meget stereotypt, at man for eksempel ikke kunne have kvinder, som gik i seng med en anden figur for at opnå noget, uden at man rynkede på brynene af det, når de mandlige figurer gør det hele tiden. I det hele taget er der en række hovedroller i TV-serier, som ikke bare er »good guys«. De er komplicerede og anti-helte, og jeg tror, at folk gerne vil se figurer, som ikke bare er gode eller onde, men som bliver portrætteret som komplicerede væsner,« siger Kate Mara.

Anden sæson af »House of Cards« har premiere i dag på Netflix, hvor alle 13 afsnit er blevet tilgængelige på én gang.