»Jeg ville nok ikke kunne klare mig uden musikken. Det føles bare, som om det er det, jeg skal gøre«

100 af de dygtigste og mest engagerede unge musikalske talenter fra Danmark og Færøerne er i denne weekend samlet til Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Her fortæller seks af dem om glæden – og frustrationen – ved et liv med musik.

Københavns Kommunes Musikskole lægger igen i år lokaler til Berlingske Klassiske Musikkonkurrence – her venter de unge musikere på, at det skal blive deres tur til at komme ind og spille for dommerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Året rundt giver Københavns Kommunes Musikskole i Kødbyen genlyd af sang og musik. Men denne weekend er det musikalske niveau måske en smule højere end normalt. 100 af de dygtigste og mest engagerede unge musikalske talenter fra Danmark – og Færøerne – er samlet til fredelig kappestrid ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.

Det er unge, der tager deres musik så alvorligt, at de ikke bare gladeligt ofrer en dag på at rejse til København og spille for konkurrencens seks professionelle dommere, de bruger også hver dag året rundt op til adskillige timer med deres instrument for at blive så dygtige som muligt.

Vi talte med seks af de unge musikere om, hvad det giver af både glæder, frustrationer og måske også afsavn at gøre musikken til så stor en del af livet.

Rasmine Olivia de Place Rømer har spillet violin, siden hun var tre år. For to år gik hun over til bratsch, som hun deltog på i årets konkurrence. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Bratschen har mere power

Rasmine Olivia de Place Rømer er 15 år. Hun har spillet violin, siden hun var tre, men skiftede til bratsch for to år siden.

»Bratschen har en rarere lyd, der er mere klang, mere power i den – man føler sig mere magtfuld.

At spille er det eneste, jeg kan. Hvis jeg ikke spillede, ville jeg nok kede mig rigtig meget. Jeg ville nok ikke kunne klare mig uden musikken. Det føles bare, som om det er det, jeg skal gøre.

Jeg går på MGK (musikalsk grundkursus, red.) på Sankt Annæ Gymnasium, så jeg har også gjort det til min uddannelse at spille.

Min øvning svinger rigtig meget. Nogle gange har jeg perioder, hvor det bare ikke sker. Til gengæld spiller jeg i tre orkestre, og jeg spiller også både violin og klaver og synger i kor. Så der er rigtig meget musik i mit liv. Men jeg synes, det er lidt ensomt at øve mig – jeg kan godt lide samværet om musikken. Det er det, jeg lever på – det at skabe noget i fællesskab.

Lige nu er jeg meget i vildrede med, hvor jeg gerne vil hen med min musik. Jeg elsker at spille, og jeg elsker at lave musik. Men jeg ved ikke, om jeg skal arbejde hårdt for at komme ind i et stort symfoniorkester eller blive solist – det bliver måske for hårdt for mig. Hvis jeg kan finde et alternativ, hvor jeg finder en ny måde at være sammen om musik, hvor jeg bare er glad for det, så vil det være livet.

Jeg er nok for ung endnu til at vide, hvad det kunne være. Men kammermusik, synes jeg, er så fedt. Hvor man kan sætte sig ned med en lille gruppe folk og lære et stykke sammen, og så kan vi komme ud og imponere andre med det.

Jeg synes ikke, jeg går glip af en masse andre ting ved at bruge så meget tid på musikken. Jeg har skabt mit liv omkring musikken – det er også der, jeg har alle mine venner.

Det er fjerde år, jeg deltager i Berlingskes konkurrence. Jeg har også deltaget i »Øresund Solist« og »Unge spiller klassisk«. At gå til konkurrence er en kæmpe motivation – så får jeg rent faktisk øvet. Selvfølgelig kan det være frustrerende, når ting bliver sværere. Jeg har altid været perfektionist, og det kan godt blokere for min musik. Men så tager min lærer mig lige et skridt tilbage, hvor vi arbejder med nogle lidt lettere stykker – og pludselig kan man også det svære alligevel. Det er virkelig rart.«

11-årige Linn Ostrowich har spillet blokfløjte i fem år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Ikke kedeligt at øve

Linn Ostrowich er 11 år og har spillet blokfløjte, siden hun var seks.

»Jeg så nogen spille det i skolen, og så tænkte jeg, at det kunne være meget hyggeligt at prøve. Og det var rigtig sjovt – så jeg blev bare ved.

Jeg spiller ca. en halv time om dagen, om mandagen går jeg til spil, og om onsdagen spiller jeg i en blokfløjtekvartet.

Det er sjovt at spille sammen med andre, fordi så skal man også lytte til de andre. Men jeg kan også godt lide at øve alene – det bliver ikke kedeligt. Jeg kan især godt lide at spille noget meget rytmisk og moderne musik – men også noget lidt gammelt.

Jeg drømmer ikke om at blive professionel, men jeg vil stadig gerne spille som voksen, som en hobby.«

 

En pige på kontrabas ser man ikke hver dag – men faktisk er hele tre piger på kontrabas tilmeldt konkurrencen i år. Her er det færøske Sigrið F. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Hende med kontrabassen

Sigrið F. Hansen er 14 år. Hun kommer fra Tórshavn på Færøerne og spiller noget så usædvanligt som kontrabas. Det har hun gjort i snart ni år.

»Min skole har et projekt, hvor man kan komme ind og prøve forskellige instrumenter, og oprindeligt havde jeg valgt cello. Men så kom der en baslærer til Færøerne, og så sagde jeg OK, så spiller jeg bas.

Det er et lidt usædvanligt instrument, især for en pige. Men det er et sejt instrument, og jeg vil gerne vise andre, at piger også kan spille kontrabas.

Nu går jeg på MGK på Færøerne, så jeg spiller ret meget – jeg spiller også med det færøske symfoniorkester engang imellem.

Jeg ved ikke helt, hvad mine fremtidsplaner er endnu, jeg er jo stadig ung og går kun i 9. klasse. Men det kunne være sjovt at søge ind på konservatoriet. Foreløbig har jeg to år tilbage af MGK, og jeg vil også gerne ud at rejse, inden jeg skal i gymnasiet.

Meget af mit liv går med musik. Når jeg kommer hjem fra skole, øver jeg for mig selv i hvert fald tre timer om dagen. Derudover har jeg timer med min lærer, jeg går til musikteori med hørelære, og så spiller jeg i orkester.

Så jeg har ikke noget stort socialt liv ved siden af, men det savner jeg egentlig heller ikke. Min bedste veninde spiller også musik, og dem, jeg går i klasse med på MGK, er jo også mine venner.

Jeg kan godt blive frustreret, hvis jeg øver, og det ikke lige går, som jeg vil have det. Jeg smider selvfølgelig ikke ligefrem med instrumentet, men jeg kan godt tænke, at jeg gør det. Men så lægger jeg lige bassen fra mig fem minutter – og når jeg kommer tilbage, tager jeg det forfra – langsomt. Hvis det så lykkes, er det virkelig dejligt.«

William Wilkinson har både spillet klaver og trommer, men koncentrerer sig nu mest om valdhornet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

De andre synes vist, jeg er lidt nørdet

William Wilkinson er 14 år og også fra Tórshavn. Han har spillet valdhorn i snart fire år og har også spillet klaver og trommer.

»Valdhorn er et smukt instrument – det har en dejlig, stor lyd. Jeg øver en time hver dag, får undervisning en gang om ugen, og så spiller jeg i en trio. Jeg spiller også stadig klaver – men det er bare for sjov.

Jeg ved ikke, om jeg kunne tænke mig at spille professionelt. Lige nu spiller jeg bare, fordi det er sjovt. Og så har jeg også noget at bruge min tid på.

Jeg spiller også fodbold. De andre på holdet synes vist, jeg er lidt nørdet, fordi jeg spiller på valdhorn. Men det er i orden. Når jeg spiller, føler jeg mig bare stolt.«

Annika Brix Severinsen har spillet klaver i seks af sine bare ti leveår. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Klaver i stedet for computerspil

Tiårige Annika Brix Severinsen kommer fra en stor musikerfamilie, og der var aldrig tvivl om, at hun skulle spille et instrument – kun om, hvilket instrument, det skulle være.

»Egentlig skulle jeg have spillet cello ligesom min fætter. Men så fandt min mor en rigtig god klaverlærer, som gerne ville tage mig. Så nu har jeg spillet klaver i seks år.

Det fede ved at spille klaver er jo, at så kan man øve sig og hygge sig med det. Mine kammerater spiller computerspil. Det kan jeg ikke lide. Men så har jeg noget andet sjovt, jeg kan lave.

Jeg øver en time hver dag og går til klaver en gang om ugen. Og lige op til konkurrencer som nu øver jeg mere, og så har jeg ikke tid til så mange legeaftaler, som jeg gerne ville have. Men sådan er det, når man skal til konkurrence. Det er fint med konkurrencer, for så har man noget at øve op til hele året rundt – i stedet for bare at sidde og spille. Sidste år var jeg også med til Steinway Festival.

Jeg har ikke noget specielt mål med musikken – egentlig bare at have det sjovt. Selvfølgelig kunne det være sejt at være en stor koncertpianist, der rejste verden rundt. Men det kan jo også være, jeg finder på noget andet.

Jeg synes bare, det er hyggeligt at sidde ved klaveret – det giver en glad fornemmelse indeni.«

Nikolai Rosborg Germer på cello har store ambitioner for sin musikalske fremtid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Celloen er blevet noget særligt

Nikolai Rosborg Germer er 13 år og har spillet cello i otte år.

»Faktisk startede jeg på violin, da jeg var fire. Men jeg syntes ikke, det var så spændende. Nu kender jeg celloen så godt og har spillet på den i så lang tid, at den er blevet noget særligt for mig, anderledes end alle andre instrumenter.

Jeg øver mellem en og to timer om dagen. En gang om ugen har jeg solotime, jeg spiller i Zapolski Strygerne (skoleorkester i Københavns Kommunes Musikskole, red.) to gange om ugen, og så er jeg med i et sammenspilsensemble en gang om ugen. Så jeg går til noget seks en halv time om ugen, udover den tid jeg øver derhjemme.

Selv om det er lang tid, så synes jeg ikke, jeg går glip af noget andet. Jeg synes, det er værd at bruge tiden på musikken. Jeg vil gerne blive så god, som jeg overhovedet kan.

Jeg tænker, at jeg vil være professionel, men jeg ved ikke helt præcis, om det skal være i orkester eller hvad. Nogle gange er jeg nødt til at være væk fra skolen, fordi jeg skal spille. Det, synes mine kammerater, er lidt underligt. Men de fleste af dem har ingen som helst idé om, hvad det er, jeg laver. De ved, at jeg spiller cello, men de aner ikke, hvad det er.«