Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da Nuka Bisgaard tog på den første turné med sit dragshow »Eskimo Diva« stod den unge grønlænder en dag over for et publikum i en sportshal i en lille by i Sydgrønland. Der var omkring 200 mennesker i hallen. De var helt tavse.
»Der var overhovedet ingen feedback eller reaktioner under showet. De gloede bare. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg stoppe og spørge, hvad de havde gang i? Og jeg frygtede, at jeg ville få tæsk bagefter,« fortæller Nuka Bisgaard, der besluttede sig for at fortsætte til den bitre ende foran den forstenede forsamling.
»Da jeg var færdig, begyndte alle at klappe. De stod op og var helt vilde. Da jeg forlod scenen og gik backstage – ikke noget fancy, bare et mål i sportshallen med et stort tæppe over – kom folk væltende for at tale med mig og tage billeder sammen med mig, selvom jeg var halvt afklædt. Det var overvældende og ret grænseoverskridende.«
Skiller sig ud fra flokken
Den positive modtagelse gjorde et stort indtryk på Nuka Bisgaard, der spiller sig selv i dokumentarfilmen »Eskimo Diva«, som netop har haft dansk biografpremiere. Men det har ikke altid været lige let at være et menneske, der skiller sig ud fra flokken og bevidst tiltrækker sig en masse opmærksomhed. Der er blevet reageret med det ene lag tæsk efter det andet, chikane og at folk simpelthen ignorerede det, når eskimodivaen kom til bygden. »Kan vi ikke bare sige, at der er tekniske problemer?« foreslår Nuka Bisgaard et sted i filmen sin ven Lu. Der sidder kun en håndfuld mennesker i salen, hvor de skal optræde.
Filmholdet har fulgt Nuka Bisgaard gennem små seks år. Egentlig var det meningen, at instruktøren Lene Stæhr ville lave en film med tre forskellige unge mennesker fra Norden, men som tiden skred frem, blevet fokus rettet mere og mere mod Nuka Bisgaard, der endte som det absolutte midtpunkt i »Eskimo Diva«. Filmen skildrer hovedpersonens insisteren på at stå frem som homoseksuel mand og kunstner i det grønlandske samfund. Da optagelserne var afsluttet, rykkede Nuka Bisgaard yderligere i konservative kønsstereotyper, da hun begyndte at identificere sig som kvinde.
»Jeg sagde ja til filmen, fordi jeg gerne vil være med til at tegne et billede af den nye generation af grønlænderne. Jeg vil vise det moderne Grønland, hvor vi er funky og hippe på samme måde, som man er her i Danmark eller andre steder. Grønland er andet end natur, indlandsis og sæler, og det vil jeg gerne have, at folk får øjnene op for,« siger Nuka Bisgaard og gør opmærksom på de mange positive tilkendegivelser, hun har fået fra sin landsmænd på de sociale medier i forbindelse med premieren på »Eskimo Diva«. Her bliver hun blandt andet bliver rost for at være en god ambassadør for Grønland og fremhævet som fortaler for ytringsfriheden.
Grønlandsk pioner
Da optagelserne til »Eskimo Diva« begyndte, var Nuka Bisgaard 19 år gammel og i gang med at arrangere den første pride-parade i Nuuk. På det tidspunkt var homoseksualitet noget, som mange valgte at gå stille med.
»På netdatingsitet boyfriend.dk var der for eksempel mange grønlændere, som valgte ikke at have et billede på deres profil. Det provokerede mig. Hvorfor kunne folk ikke bare være åbne? Det satte mig i gang. Jeg syntes, at der skulle ske noget,« siger Nuka Bisgaard, som blev positivt overrasket over den store opbakning og vilje til at svinge regnbueflaget i den grønlandske hovedstad. Siden da er det gået stærkt, og Nuka Bisgaard har skubbet på udviklingen - blandt andet ved at holde foredrag i bygderne.
»Folk er blevet meget mere åbne, og området har også fået politisk opmærksomhed,« siger hun.
»Fra 1. oktober kan vi forhåbentlig blive gift og adoptere børn.«
Nuka Bisgaard sprang ud som kvinde i foråret.
»Det var en kæmpe ting. Der har ikke været andre som mig Grønland, som jeg kunne spejle mig i. Jeg tænkte, at nu var det nu. Der er blevet taget okay imod det. Nogle har reageret med at sige: »Det var på tide«. Jeg har været igennem hele mit klædeskab. Det er et nyt liv, en ny start,« fortæller Nuka Bisgaard.
Vil blive i Grønland
Det ville formentlig være nemmere for Nuka Bisgaard at leve sit liv et sted i verden, hvor der er flere ligesindende. Men det har hun intet ønske om på nuværende tidspunkt.
»Jeg vil gerne blive i Grønland og påvirke udviklingen i mit hjemland. Det er også vigtigt for mig at have mine nære omkring mig og gøre det her på min hjemmebane. Jeg kan ikke gøre det alene,« fortæller Nuka Bisgaard, der oplever en stor nysgerrighed fra sine omgivelser og ofte bliver opfattet som en ressourceperson.
»Engang, da jeg optrådte nordpå, sad jeg på et hotel efter showet. Der kom en fyr, som bare havde brug for at tale med mig. Han åbnede sig virkelig for mig og havde så mange frustrationer og overvejelser om, hvorvidt han var til mænd eller ej. Jeg talte med ham til den tidlige morgen. Jeg er efterhånden blevet vant til, at jeg må sige til folk, at jeg hverken er psykolog eller læge, men at jeg gerne vil høre på, hvad folk har at sige, men ikke nødvendigvis hele natten.«
At være pioner i et så lille samfund som det grønlandske kan både være let og svært.
»Har du dine stiletter med?« spørger vennen Lu i filmen, da han befinder sig på en sæljagt på isen sammen med Nuka, som er lidt træt af det hele og især af sælerne, der hele tiden rykker sig.
»Du skal gå på isen med stiletter. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har gjort før,« insisterer Lu og konkluderer:
»Hold kæft, det er nemt at være pioner i Grønland. Der er masser af ting, som folk ikke har prøvet før.«