»Jeg vil aldrig mere være bøssestille«

Pride-fejringen er ikke kun et spørgsmål om at vinde rettigheder. Det er også et spørgsmål om at bevare dem, vi har, for det er ikke en selvfølge, at frisindet er kommet for at blive.

Jakob Steen Olsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Alle LGBT-personer kender det. Den der situation, hvor man opdager, at nu er det vist en god ide lige at dæmpe sig selv ned. Lige holde lidt igen og lade være med at tone rent regnbueflag. Der findes faktisk ikke rigtigt et ord for det, så en af mine venner og jeg fandt på det over et glas køligt forleden weekend: bøssestille. Kan Dansk Sprognævn ikke kanonisere det ved lejlighed? Sidestillet med »lebbestille« og hvad man ellers kan finde på. De får det gratis.

Gud ske lov kan jeg sige for mit eget vedkommende, at der bliver færre af de øjeblikke, hvor jeg lyver, tier eller afholder mig fra at gøre noget, jeg ellers ville have gjort, fordi jeg ikke vil stå ved, at jeg er en mand, der elsker andre mænd med en deraf afledt alternativ livsførelse. Hvor skammen – for det er internaliseret skam, det handler om – over ikke at være som gennemsnittet, slår ud og slår indad.
Men de dukker stadig op engang imellem, de der situationer, hvor jeg kortvarigt censurerer mig selv for at tækkes verden rundt om mig.

Og det til trods for, at jeg har været så heldig at opleve livet som en lang spring-ud-proces, hvor der her ovre i sidste halvdel af tilværelsen ikke er mange hemmeligheder tilbage. Jeg føler selv, at jeg har haft en tilværelse, der har formet sig som en lang vandring fra mørket frem i lyset med et stadig større rum om mig, hvor jeg kan være den, jeg er. Den, jeg hele tiden har skullet være, men som jeg ikke altid har tilladt mig at give frit løb. Det har der skullet  tilkæmpet erfaring til. Det har der skullet mod til. Ingen gør det for en. Det er en kamp, som alle LGBT-personer har skullet kæmpe på den ene måde eller den anden måde. Skridt for skridt. Dag for dag.

Jeg vil aldrig – aldrig – tilbage i det, nogen kalder skabet. For det er ikke noget rart sted at være. Det er simpelt hen spildt liv. Jeg har ikke tænkt mig at være bøssestille i mit eget liv længere. Og jeg har ikke meget til overs for dem, der i forbindelse med Pride har travlt med at mene, at de der LGBT+-mennesker godt kunne lade være med at skilte sådan med deres seksualitet hele tiden. Kan de ikke bare, ja, være lidt mere bøssestille?

Hvad enten det er formørkede, religiøse kræfter fra den ene eller den anden del af samfundet, hadefulde, brovtende kældermennesker i avisernes hjemmesiders kommentarspor – eller bare velmenende gennemsnitdanskere, der er af den opfattelse, at man bare skal vende den anden kind til, for tiden skal jo nok løse de problemer, der er med hate crimes, diskriminering i sundhedssystemet eller på arbejdspladser, hvor stemningen i parentes bemærket åbenbart stadig er sådan, at en lang række danskere ikke er sprunget ordentligt ud over for deres kolleger.

Nej, vi skal hæve røsten. Som samlet bevægelse og som enkeltpersoner. Det handler om liv, der skal leves nu. Og det handler om at kæmpe for det fælles frisind, den fundamentale idé om, at alle har lov til at leve deres liv, som de vil. Pride er et stort og efterhånden meget synligt symbol på den kamp, der skal tages. Længe for at opnå lige rettigheder, men nu ligeså meget for at bevare dem. For mange er det ikke længere en selvfølge, at frisindet er kommet for at blive. Se til lande tæt på os. Se på vores eget land. Det er tid til at være alt andet end bøssestille.