»Jeg vidste godt, det var et lille nørdet drama«

Blot 5.363 biografgængere løste billet til Christian Dyekjærs debutfilm »Spillets Regler«, men det bekymrer ikke instruktøren, der mener, at udspekulerede kassesucceser ofte er dårlige film.

»Jeg synes ikke, perfekte film eksisterer. Det er meget motiverende, når jeg ser en film, hvis der bare er en enkelt scene eller et øjeblik, som simpelthen er så ægte, at det løber koldt op og ned ad ryggen. Det er derfor. Det er fordi, vi skal prøve at ramme det dér,« siger debuterende filmstruktør Christian Dyekjær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Med en kikkert kan man se langt, men når tingene er for tæt på, går overblikket tabt. Som barn var Christian Dyekjær en opdager, og igennem linsen så han på fugle under sine evige eventyr i skov og krat. Nu står der en kikkert i vindueskarmen i den lyse lejlighed i det nyopførte skuespiller-kvarter i Valby, hvor filminstruktøren efter en skilsmisse flyttede til fra en landsby i sommer, fordi »alle, der har noget med film at gøre, alligevel er herinde«. De vigtigste linser i Christian Dyekjærs liv sidder nu i kameraer, for fokus er flyttet og stillet ind på det nære, når han som filmskaber ser sig som opdager i mennesket.

Frygtløs nysgerrighed
»Jeg husker tydeligt den frygtløse nysgerrighed fra min barndom. Den er stadig den samme, men nu er det bare mit arbejde. Og det er jo min måde at arbejde med mig selv og mit liv på. Jeg ville blive tosset, hvis ikke jeg havde et sted som filmen at gå og rode med alle de spørgsmål, jeg har. Det er det, der driver mig, langt mere end at skulle opnå det ene eller andet,« siger Christian Dyekjær.
I år debuterede han som spillefilmsinstruktør med »Spillets Regler«, og filmens største succes var nu også kunstnerisk. Blot 5.363 biografgængere løste billet til filmen trods anmeldernes mange rosende skudsmål. Christian Dyekjær ville hellere end gerne have haft et større publikum, men den begrænsede interesse fortrænger nu ikke det stille smil, der ser ud til at være strandet i instruktørens brune øjne.
»Det vigtigste var, at den fik en god modtagelse. Jeg havde ikke på noget tidspunkt regnet med, at den her skulle ud og sælge vildt mange billetter. Jeg vidste jo godt, at det var et lille nørdet drama, jeg havde lavet, og der var ingen forventninger om, at det skulle være en kæmpe sællert.«

Målet er kunstnerisk
Debutfilmen handler stærkt forenklet om en kejtet lektors stræben efter den svære anerkendelse på psykologistudiet på Københavns Universitet. Christian Dyekjær medgiver, at mange valg kunne være truffet anderledes, hvis målet havde været kommerciel succes frem for kunstnerisk.
»Men det hverken kan eller skal man skal spekulere i. Jeg synes altid, det går galt på den måde. Det bliver simpelthen en dårlig film. Det kan godt være, den får mange i biografen, men dårlige film får jo også folk i biografen. Film, der ikke formår andet end bare at slå halvanden time ihjel for folk.«
Hvor godt er du lykkedes ud fra de kriterier, der er vigtige for dig som filmskaber?
»Jeg er glad for, det blev denne her film, jeg debuterede med. Fordi jeg synes, den er meget mig. Min tone, synes jeg, at jeg har nogenlunde styr på, selv om jeg selvfølgelig kan raffinere den. Men der er nu mange ting i historien, som jeg tænker kunne gøres bedre og også andre ting, jeg gerne vil blive bedre til. Jeg opfatter helt klart bare den her film som et skridt på vejen. Det er ikke filmen.«

Filmfan og filmmand
På sofabordet ligger en coffee table-bog om den mesterlige instruktør Stanley Kubrick, der reelt debuterede med den godt hengemte »Fear & Desire«. Christian Dyekjær er tydeligvis lige så meget filmfan som filmmand, og han mener netop, at det kan tage tid, før instruktører finder deres særkende.
»Lige pludselig rammer de måske lige den tone eller det stof, som er dem og så bang, så løfter det sig pludselig. Fordi det er der, deres talent ligger,« siger han.
Om det næste gang lykkes fuldt ud for Christian Dyekjær, ved han naturligvis ikke. I en læderindbundet notesbog er endnu en spillefilm på idéplan, men inden da skal instruktøren lave en kortfilm om »to drenge, der løber rundt og ser på fugle«. Det er – som det altid vil være – personligt for Christian Dyekjær.
»Da min kone og jeg gik fra hinanden, tænkte jeg meget på, hvad mine børn oplevede og forsøgte at sætte mig ind i, hvilken smerte det var for dem. Det fik mig til at tænke meget over min egen barndom. Hvad det er, jeg kommer ud af, og hvorfor jeg er, hvor jeg er, i dag.«
Opdageren er blevet voksen, og når han tænker over, hvad han kommer ud af, kan han blot kaste et blik over i vindueskarmen. Kikkerten står der stadig.