»Jeg ved, at på et tidspunkt kan jeg blive rigtig god«

Hvidovre Musikskole er med sine 800 elever og et væld af forskellige tilbud, fra soloundervisning til brassband og musical, én af Danmarks gamle, solide musikskoler. 11-årige Sofie Xu har gået her snart fire år og deltager i weekenden for fø

Sofie Xu øver på sit stykke. 11-årige Sofie Xu spiller klaver i Hvidovre Musikskole, og nu skal hun deltage i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Vi fortæller om Sofie og hendes musikskole. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver torsdag ved halvfemtiden ankommer 11-årige Sofie Xu til Hvidovre Musikskole med sit nodehæfte under armen. Og præcis kvart i fem sætter hun sig ved flyglet for at få sin ugentlige klaverlektion hos musiklærer Sune Brogaard.

Det har hun gjort i snart fire år, og nu er hun blevet så god, at Sune Brogaard har tilmeldt hende Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, hvor hun skal spille C.P.E Bachs »Solfeggietto No.2 i C-moll«.

I dag skal de sidste nuancer pudses af. Sofies små fingre bevæger sig hurtigt, men sikkert, over tangenterne i det knap to minutter lange og bestemt ikke særligt lette musikstykke.

»Sofie har udviklet sig imponerende hurtigt. Hun er helt klart en musikalsk begavelse, og så har hun en meget høj arbejdsmoral. Hun øver sig virkelig,« siger Sune Brogaard.

Sofie er datter af kinesiske forældre, og det, mener Sune Brogaard, kan være en del af forklaringen på hendes vedholdenhed og flid ved tangenterne. Men det er nu ikke fordi, familien har nogen særlig musiktradition eller en speciel ambition om, at deres datter skal være musiker, understreger Sofies far, Shao Xu.

»Faktisk var det Sofies storesøster, der ville prøve at spille. Så vi købte et keyboard, og jeg prøvede at lære hende »Lille Peter Edderkop«, som er den eneste, jeg selv kan,« smiler han.

Men mens storesøsteren hurtigt mistede interessen for spilleriet, blev Sofie grebet af musikken og kom i musikskole. Hun øver en halv til en hel time – næsten – hver dag, og Sune Brogaard er begejstret over de fremskridt, han kan konstatere næsten hver eneste uge.

»Hun er en sjælden elev i forhold til sin alder, man oplever ikke så ofte den iver efter at mestre det at spille. Man kan mærke, at hun virkelig brænder for musikken,« siger han.

Gammel, solid musikskole

Hvidovre Musikskole er med skoleleder Per Egholms ord »en af Danmarks gamle, solide musikskoler«. Skolen har til huse i en fin gammel rødstensbygning sammen med folkeskolen Sønderkærskolen. På væggene hænger gamle instrumenter, og på gangene står flere klaverer, som skolen har fået forærende af folk, der ikke længere selv gad have det gamle opretstående.

Præcis hvor gammel musikskolen er, har Per Egholm trods ihærdig efterforskning ikke kunnet få opklaret.

»Men Hvidovre var rigtig tidligt ude, så den er nok fra engang i 1960erne,« siger han.

Selv har han været her siden 2008 og bl.a. stået i spidsen for den om- og udbygning, skolen var igennem i 2011, hvor der blev indrettet fem helt nye musiklokaler, og hvor de gamle blev renoveret efter nyeste standarder bl.a. med effektiv lydisolering i loft og gulv.

Med ca. 800 betalende elever hører Hvidovre Musikskole til blandt de største på den københavnske vestegn. Skolen har knap 30 undervisere, og man kan vælge mellem 12 forskellige instrumenttyper foruden solosang, musical og en masse forskellige større og mindre bands og sammenspilsgrupper. Derudover tilbyder musikskolen legestue for de mindre børn og babyrytmik for de alleryngste, der »ikke engang behøver at være født endnu for at blive skrevet op,« som Per Egholm udtrykker det.

Messing og musical

Som på alle musikskoler er klaver, guitar og slagtøj populære instrumenter. Sofie er således bare én blandt i alt ca. 90 klaverelever. Men ved siden af de traditionelle modeinstrumenter har Hvidovre – og det gælder ikke bare musikskolen, men hele kommunen – en særlig, mangeårig tradition for messingblæsere.

»Det har man ikke ret mange andre steder. Messinginstrumenter – altså trompet, basun, saxofon og valdhorn m.v. – er ikke så meget på mode i disse år, men det er en gammel, stolt tradition her i Hvidovre,« siger Per Egholm.

»I musikskolen har vi en sværm af trompetelever, og vores brassband rejser verden rundt og giver koncerter. De har både været i Canada, på Cuba og De Vestindiske Øer, og til næste år planlægger de en tur til Chile. Jeg plejer at kalde deres orkesterleder for »rejsekongen«,« tilføjer han med et smil.

Det andet store flagskib, som efter Per Egholms mening er med til at placere Hvidovre Musikskole i en liga for sig, er den årlige musical, som takket være ihærdige ildsjæles indsats med tiden er nået op på et meget højt niveau.

»Musical er jo noget, som rigtig mange musikskoler gerne vil have på programmet. Forskellen er, at her hos os gør vi det i en superprofessionel målestok,« siger han.

»Allerede for 10-15 år siden begyndte man at trække professionelle kræfter til som instruktører og scenografer, og de medvirkende har ofte været gennem en lang skoling, fra de var helt små. Vi har nogle hold, der bygger op til musicalen, hvor de virkelig får lært både at danse og synge og spille teater. Faktisk er flere af vore musicalelever fortsat til Musicalakademiet i Fredericia eller én af skuespilskolerne.«

Dette års forestilling, »Jekyll & Hyde«, med 25 skuespillere og 15 musikere spiller netop i disse dage for fulde huse.

Op ad bakke

De senere år har danske musikskoler oplevet et generelt faldende elevtal – alene siden 2009 ca. 12 procent. Og selv om Hvidovre Musikskole ikke har haft en tilsvarende tilbagegang, kan Per Egholm godt mærke, at det er mere »op ad bakke« både at tiltrække og fastholde elever.

»Hvidovre er jo en kommune med rigtig mange almennyttige boligområder, og for nogle kan en udgift på 3.500 kroner om året til musikundervisning godt være et problem. Derfor har vi bl.a. indført nogle fripladser,« siger han.

Men også kulturelt møder musikskolen barrierer.

»Vi oplever f.eks. at visse musikinstrumenter ikke hitter blandt nydanskere, det gælder for eksempel blæseinstrumenter, mens violin og klaver opfattes som mere »fint«,« siger Per Egholm.

Til gengæld er hans erfaring, at mens mange danske børn hurtigt mister interessen og dropper ud af musikskolen igen – med forældrenes billigelse – er der i mange indvandrerfamilier en anden disciplin.

»Jeg har en teori om, at vi i Danmark er blevet meget eftergivende. Hvis et barn bare en halv gang kvækker, at man ikke har lyst mere, så stopper man. Sådan tror jeg ikke nødvendigvis, det er i asiatiske eller andre indvandrerfamilier,« siger han.

»Men det har nok også meget at gøre med tidsånden og ikke mindst alle de computerspil, børnene har i dag. Hvis man begynder at spille violin, så varer det mange år, før man får belønningen, forstået på den måde, at det begynder at lyde godt. Med computerspil kommer belønningen øjeblikkeligt, det er sjovt hele tiden. Jeg tror, vi mister mange børn til computere.«

Jeg kan blive bedre

11-årige Sofie er allerede nået dertil, hvor musikken lyder godt. Og selv om hun ind­imellem ikke gider øve sig, og hendes far må minde hende om det, så vil hun gerne blive ved med at spille.

»Det er fordi, jeg ved, at jeg kan blive bedre. Og på et tidspunkt kan jeg blive rigtig god,« siger hun.

Hendes far supplerer:
»Hvis Sofie ikke har lyst til at spille mere, skal hun heller ikke blive ved. Men vi har aftalt, at hun tager et år ad gangen. Hvis hun gerne vil holde op, når året er omme, så er det helt o.k. Men er man først begyndt på et år, så gør man det også færdigt.«