Jeg var i den grad klædt ud som mig selv til Halloween

Søren Mcguire, journalist Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Jeg var med den yngste til springgymnastik i mandags. Han er ny på holdet, så det er noget af en kamp at få ham overtalt til at tilbringe en hel time i en kold gymnastiksal sammen med 19 fremmede børn, men da de var færdige, ville han jo selvfølgelig ikke med hjem igen.

Så der stod jeg i et overfyldt omklædningsrum og skiftevis bestak og truede ham i tøjet og ud på cyklen.

Selvfølgelig piskede støvregnen lige ind i fjæset på os, da vi kom ud, hvilket ikke gjorde hans eller mit humør spor bedre. Ikke desto mindre fik jeg ham op på cyklen kun for at opdage, at hans baglygte var løbet tør for batteri. Perfekt, så måtte vi gå hele vejen hjem i regnen. Det var en lang tur, især med en sur seksårig på slæb, men hjem kom vi da omsider. Kolde, våde og udkørte.

Mere træt og kold var han nu heller ikke, for dårligt var vi kommet indenfor, før han mindede mig om, at det var halloween, og at han da absolut forventede, at vi skulle ud og lave slik-eller-ballade.

Først forklarede jeg ham, at jeg nægter at bruge tid på flere åndssvage amerikanske pseudo-højtider, men den slags argumentation preller tilsyneladende af på seksårige drenge, så i stedet fortalte jeg ham, at jeg havde en hulens masse vasketøj, der skulle ordnes, og at det i øvrigt ville være groft uansvarligt, hvis jeg lod ham rende rundt på gader og stræder på dette tidspunkt af døgnet og true fremmede mennesker med ballade. Det trængte heller ikke rigtigt ind, så i stedet parkerede jeg ham med en iPad og en lodret ordre om sidde stille, mens jeg gik i bad.

Selvfølgelig gik det jo hverken værre eller bedre, end at det ringede på døren halvandet minut inde i mit varme bad. I og med at andre forældre jo godt ved, at man ikke lader sine børn forstyrre fremmede folk til halloween, medmindre der er pyntet op og lys i græskarlygterne, tænkte jeg, at det nok var pakkeposten, der omsider dukkede op med min Creedence Clearwater Revival- vinylboks. I ren begejstring over, at jeg for en gang skyld var strøget ubemærket gennem tolden, famlede jeg efter et håndklæde kun for at indse, at jeg jo aldrig fik ordnet vasketøjet.

Nå, det er jo ikke første gang, jeg har taget imod en pakke i lettere afklædt tilstand, så med en korrekt placeret vaskeklud, går det nok. Sådan et postbud må jo alligevel have set lidt af hvert, og hvis man ikke åbner døren med det samme, har de det med at stryge igen i en fart.

Men det var ikke pakkeposten, men derimod to små børn, der ventede på dørtrinet. Iklædt henholdsvis hekse- og vampyrkostume, fulde af forventning og med hver sin kranieformede slikspand strakt ud i lang arm. Og med deres lige så chokerede forældre i baggrunden. Og mig i døren. Kun dækket af en vaskeklud.

Og således lærte vi alle et par lektier på denne halloween-aften.

En handler om at tage bilen næste gang, en anden om vasketøj og en tredje om at holde ekstra godt øje med, om der er lys i græskarhovederne ...