»Jeg tror simpelthen, vi er ligeglade«

Danmark har stort set ingen mindesmærker over landets slavehandel på De Dansk-vestindiske Øer. Men vi virker heller ikke så personligt engagerede i spørgsmålet, mener museumsinspektør, og de bevarede effekter er sjældent for spændende.

Markedspladsen i Christiansted på St. Croix omkring år 1900. St. Croix blev tidligt forvandlet til en art slaveø, hvor ganske få hvide lod det fysisk hårde arbejde i sukkerplantagerne udføre af importerede afrikanere. Slavehandlen og handlen med produkter fra De Dansk-vestindiske Øer blev grundlaget for den florissante periode i dansk historie. Foto: Ukendt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antal ofre: Noget over 100.000 mennesker.

Tidsramme: Fra midten af 1600-tallet og næsten frem til midten af 1800-tallet.

Den uhyggelige trekantstrafik af slaver fra Afrika og sukker og rom fra Caribien hører til blandt danmarkshistoriens sorteste kapitler.

Men hvor nogle af de vigtigste åsteder på US Virgin Islands snart sættes i stand for danske og amerikanske penge, da skal man kigge langt efter lignende tiltag herhjemme. Danmark har ganske enkelt ikke noget, der minder os og andre om, at vi engang var en kolonimagt, der handlede med mennesker.

Alex Frank Larsen har skrevet vidt og bredt om slavetiden og stod i 2005 bag dokumentarserien »Slavernes Slægt« på DR.

»Vi har stort set intet i det offentlige rum. Kun den lille figur fra Römers Sukkerraffinaderi ved Nyhavn 11 og få andre ting. Men der findes stort set ingen markeringer af vores 176 år med slavehandel og godt og vel 200 år som kolonimagt.«

Hvorfor ikke?

»Jeg talte engang med Uffe Ellemann-Jensen (tidligere udenrigsminister for Venstre, red.) om det. Han mente, vi skammede os. Men jeg tror simpelthen, vi er ligeglade. Når man sammenligner slavetidens synlighed i Danmark med mange steder i udandet, dumper vi lige igennem. Og dét er synd og skam,« siger Alex Frank Larsen.

Digitalisering af billeder

Nationalmuseet havde egentlig planlagt en særudstilling næste år om slavehandlen i anledning af 100-året for Danmarks salg af De Dansk-vestindiske Øer, men måtte for nylig spare udstillingen væk.

»Historien om Danmark som kolonimagt er en vigtig del af danmarkshistorien,« siger vicedirektør Camilla Mordhorst fra Nationalmuseet.

»Men vi vil hellere integrere den i museets udstillinger end markere det med en særudstilling, der står kort tid.«

Nationalmuseet er i øvrigt ikke vidende om, at midlerne på finansloven skulle være afsat til en udstilling om De Dansk-vestindiske Øer i museets regi.

»Og hvis de er, vil vi helst bruge dem til at gøre mere ud af øerne i Nationalmuseets basisudstilling frem for at bruge dem på en stor særudstilling. På den måde skaber vi noget blivende, som gæsterne kan få glæde af i længere tid.«

Museet digitaliserer samtidig den store samling af billeder samt materiale fra museets Vestindien-samling og stiller det hele til rådighed for folk på US Virgin Islands. Nationalmuseet bidrager også til en mindre udstilling, der vises på øerne i 2017.

Lidt kedelige effekter

Benjamin Asmussen er museumsinspektør ved M/S Museet for Søfart i Helsingør med landets næststørste samling fra slavetiden, kun overgået af Nationalmuseets.

Særudstillingen i øjeblikket hedder »Teselskabet – den første globalisering« og handler om sukkerets led i det store kredsløb med sølv fra Amerika, bomuld fra Indien og slaver fra Afrika.

Inspektøren ser ingen fornægtelse i Danmarks fraværende slavemuseer og mindestuer.

»Den enkelte dansker er bare ikke så følelsesmæssigt engageret i historien om den danske slavehandel,« siger han.

»Jeg tror, noget af det skyldes vores mangel på personlige forbindelser. Et land som Storbritannien har haft stor indvandring fra de gamle kolonier og har derfor bevaret den daglige kontakt til historien. Vi andre har ikke oplevet samme indvandring fra kolonierne eller haft personlige forbindelser med hovedpersoner fra slavetiden.«

Slavetiden er i følge Benjamin Asmussen heller ikke nemt stof rent museumsmæssigt. De enkelte genstande kan slet og ret være lidt kedelige.

»Folk har ikke nødvendigvis gemt de mere personlige eller sigende effekter for deres eftertid. Og vores forgængere har ikke altid set på effekterne med større interesse.«

Men altså ingen fornægtelse?

»Tværtimod. Alle synes, det her er en god historie. Det har også virket som en historie i vækst de senere år. Jeg mærker mange steder en sorg over, vi ikke har flere ting bevaret fra tiden.«