»Jeg tror, jeg er en lille smule sindssyg«

Den blomstrende interesse for Tove Ditlevsen som følsomt menneske og stærk forfatter giver sig fornemt udslag i en ny udgivelse med glemte tekster.

Teksterne i »Jeg ville være enke, og jeg ville være digter« er en blanding af non fiction, klummer, essays og brevkassesvar. Her viser digteren en fremragende evne til at udtrykke sammensatte følelser i et klart sprog og med et karakteristisk spil mellem det sørgmodige og det humoristiske. Arkivfoto: Per Pejstrup Fold sammen
Læs mere

Der er tilsyneladende ingen ende på interessen for Tove Ditlevsen. Hvilket på sin vis harmonerer fint med, at forfatteren selv havde fornemmelsen af, at hun rummede en ung pige, der ikke ville dø.

Nu er hun – og det er fuldt fortjent – med i den nye litteraturkanon for folkeskoler og gymnasier. Den blomstrende interesse for hende ses også i, at det aktuelle teaterstykke »Tove! Tove! Tove« med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed trækker fulde huse. Senest har den unge digter og forfatter Olga Ravn samlet et fornemt udvalg af glemte, men glimrende Tove Ditlevsen-tekster.

»Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. Glemte tekster af Tove Ditlevsen« hedder bogen med et citat fra én af forfatterens lysende barndomserindringer.

Læs også: Tove – hvem er du?

Teksterne, der er en blanding af non fiction, klummer, essays og brevkassesvar, viser digteren og forfatterens store empati, intelligens, ærlighed og formidable evne til at udtrykke sammensatte følelser i et klart sprog og med et karakteristisk spil mellem det sørgmodige og det humoristiske. Man bliver vidne til hendes egen oplevelse af outsider-positionen og ensomhedsfølelsen og til hendes viljestyrke, store udtrykslyst og følelsesfulde billedsprog. Vi møder et ambitiøst og sensitivt menneske. Tove Ditlevsen, voksede op i trange kår på Vesterbro, og hun havde noget med rum, som hun tillagde stor betydning, ofte symbolsk.

»Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp«, skrev hun, ligesom hun formulerede sin lyst til at løfte sig op over en låst situation i »Opholdsstuen«, hvor hun skrev om et vildt behov for at blive forvandlet og om »en voldsom protest mod stuens langsomme ætsen af livsnerven«.

Som pige drømte hun altid om at være alene i et rum med sin poesibog og sine tanker. I digtet og digtsamlingen »Det runde værelse« (1973) hentydede hun til et skabende univers, hvor hun var helt sig selv. Nerve er der nok af i forfatterskabet og i forfatterens liv, som er tæt sammenvævet. I 1951 blev hun gift med chefredaktør Victor Andreasen, hendes store lidenskab, men de to mennesker sled på hinanden. Hun var mere iagttager end deltager, og hun havde brug for et sted, hvor hun kunne trække sig tilbage til sine egne tanker. Samtidig var hun klar over, at det var et irritationsmoment for Victor, der blev forvist fra hendes kreative rum.

Hendes indlæggelse på psykiatrisk hospital var en redning i mere end én forstand. Hun opfattede det som et fristed, hvor hun ikke blot kom på fode fysisk og mentalt, men faktisk fik skrevet noget væsentligt efter en længere skriveblokering. Et sted formulerede hun angsten for det hvide papir på denne måde: »Vejen hen til skrivemaskinen kan være meget lang og indviklet«.

I »Jeg ville være enke, og jeg ville være digter« stilles vi over for særdeles ærlige og følelsesfulde beskrivelser af personlige kriser, spirende håb og indlevelser i psykiatriske medpatienters situation og adfærd.

»Jeg tror, jeg er en lille smule sindssyg«, siger hun på et tidspunkt til en psykiater, og hun får det mere eller mindre beroligende svar: »Naturligvis, men det er de fleste kunstnere«.

Opholdet på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor hun skrev erindringsbøgerne »Barndom« og »Ungdom«, kalder hun for »den hidtil lykkeligste periode i mit liv«. Hun spekulerer over begrebet normalitet og stiller det relevante, retoriske spørgsmål: »Har man nogen sinde kendt et menneske, man ville betegne som normal.«

Læs også: Rod og kanoner

Skåner hverken sig selv eller læseren

Gennem hele Tove Ditlevsens forfatterskab løber beskrivelsen af angsten, og hun skåner hverken sig selv eller læseren. I »Barndommens gade« (1943) er der ligefrem tale om »oceaner af angst«.

Fra hun var 12 år gammel, led hun af periodiske psykoser, og moren, der var følelsesmæssigt afstumpet, uberegnelig og afvisende, var ikke uden skyld i hendes lidelser. Forfatteren så selv en parallel mellem hende og Victor Andreasen.

Tove Ditlevsen forsøgte i 1974 at begå selvmord i Rude Skov, men blev fundet i tide. Bagefter skrev hun romanen »Vilhelms værelse«, der udkom 1975, hvor Victor Andreasen følte sig hængt ud som psykopat.

Efter udgivelsen af bogen blev hun kastet ud i en dyb depression, og i 1976 begik hun selvmord. En stor, trofast skare af fortrinsvis kvindelige læsere tog afsked med hende ved begravelsen fra Krist Kirke på Vesterbro.

Tove Ditlevsens tekster har en særlig evne til at forankre sig i læserens bevidsthed. Hun er tro over for sig selv og forstår at udtrykke sig klart om vanskelige og sammensatte, menneskelige spørgsmål med en ubrydelig tråd til ungdommelige følelser. Hun viser kunstnerisk koncentration, kvindelig længsel og frihedsdrøm og en sammenkædning af fysiske, mentale og skabende rum. Der er nok at gå i gang med.

Titel: »Jeg ville være enke, og jeg ville være digter.« Glemte tekster af Tove Ditlevsen, Forfatter: Tove Ditlevsen, Redigering og forord: Olga Ravn, Illustrationer: Sort Samvittighed, Sider: 192, Pris: 280 kr. Forlag: Gyldendal.

Teksterne i »Jeg ville være enke, og jeg ville være digter« er en blanding af non fiction, klummer, essays og brevkassesvar. Her viser digteren en fremragende evne til at udtrykke sammensatte følelser i et klart sprog og med et karakteristisk spil mellem det sørgmodige og det humoristiske. Arkivfoto: Per Pejstrup Fold sammen
Læs mere