»Jeg tør ikke skrive en toer«

Forfatteren Peter Øvig trodsede voldsom modstand og skrev en bog om BZ-bevægelsen i 1980erne. Men han kommer ikke til at føre historien videre.

Peter Øvig, aktuel med bogen »BZ. Du har ikke en chance - tag den!«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en bold, der lå lige i nærheden af højrefoden, som Peter Øvig udtrykker det.

Dokumentaristen har tidligere skrevet om frihedskæmpere, der likviderede stikkere under krigen, i bogen »Efter drabet«. Om den mest ekstreme del af venstrefløjen i sine to bøger om »Blekingegadebanden«. Og om Thy-lejren i bøgerne »Hippie 1« og »Hippie 2«.

»Den røde tråd i mit forfatterskab er, at jeg interesserer mig for oprørere. Folk, som opfatter sig selv som frihedskæmpere. Som er ude på kanten og går til yderligheder,« siger Peter Øvig og forklarer, at det derfor var naturligt for ham at kaste sig over BZ-bevægelsen.

»På et tidspunkt måtte jeg jo nå op til min egen generation,« som den 54-årige forfatter siger: »Og da jeg gjorde det, var der jo ingen over eller ved siden af bz-bevægelsen. Desuden opdagede jeg, at historien om BZ var ved at forsvinde for yngre generationer. Det forbløffede mig, for i min generation fyldte de det hele. Der var ikke en stemme i vores generation, der var bare i nærheden af at råbe så højt, som BZerne gjorde.«

Peter Øvig er ved at lukke sine høns ud i haven. Jeg møder ham i hans hus i Gentofte, med havelåge til Ermelunden. Det er her, i en sort trætilbygning, han skriver sine bøger, med udsigt til skovbrynet. Her, han efterhånden begyndte at få breve fra BZere, der gerne ville være med i bogen. Her, han har mødtes med mange af dem og drukket øl og lavet bål i haven med dem.

Men det også her, der en dag blev kastet sten ind ad ruderne i arbejdsværelset. Her, en af BZerne sagde, han ville komme og skyde ham med den gun, han havde under puden, hvis Øvig skrev grimt om hans kammerater. Det sidste beklagede den pågældende BZer dog efterfølgende.

Men nu foregriber vi begivenhedernes gang.

Ryesgade under barrikadering i 1986. Foto fra bogen: Henrik Saxgren. Fold sammen
Læs mere

Det var tilbage i foråret 2014, at Peter Øvig gjorde sig overvejelser om sit næste bogprojekt. På tirsdag udkommer resultatet så: »BZ. Du har ikke en chance – tag den!«, et 600 siders »familiedrama« om den venstreorienterede oprørsbevægelse, der gjorde det til sit speciale at besætte de forladte huse, København rummede ikke så få af i 1980erne, længe før byfornyelsen slog igennem.

Det er historien om det, der i 1981 begyndte som en kamp for et ungdomshus, et sted at være for en gruppe unge, hvoraf en del ikke var mere end 13-14 år gamle. Men som efterhånden, i hvert fald for den hårdeste kerne, udviklede sig i mere og mere militant retning og eskalerede til noget, der kan minde om en borgerkrig med politiet som fjenden. Vi er med i rugbrødsfabrikken Rutana på Nørrebro, i Klosteret i Abel Cathrines Gade og nede i tunnelen under Korsgade, som BZerne i Allotria byggede og brugte som flugtrute, da politiet stormede det besatte hus i en aktion, der endte som en af BZ-bevægelsens største sejre.

Og så er det en bog om en bog, der nær aldrig var blevet til noget, kan man sige. For selv om det var et oplagt projekt for Peter Øvig, blev det langt fra let at føre ud i livet. Han siger, at han blev mødt af en voldsom modstand fra miljøet, allerede længe inden han overhovedet havde besluttet, at det skulle blive en bog.

»På den venstreorientede portal Modkraft.dk blev et åbent brev offentliggjort fra BZ-bladet SLAMM. I det skrev en kreds af anonyme BZere til alle andre tidligere BZere, at de for guds skyld skulle holde sig fra mig eller i hvert fald skulle tænke sig grundigt om, inden de talte med mig,« siger han og tilføjer: »Jeg var en meget borgerlig forfatter, der kun var ude på at tjene penge og opnå jetset-status ved at malke blod fra idealistiske bevægelser.«

Den karakteristik kan undre, i og med at Peter Øvig selv som helt ung tilhørte den yderste venstrefløj, en overgang var medlem af det maoistiske KAP og også havde flere venner i BZ-miljøet.

»Mit motiv har ikke været at kigge kritisk på venstrefløjen. Sådan nogle fine intellektuelle motiver har jeg i det hele taget ikke for de bøger, jeg skriver. Når en bog kalder på mig, så er det, fordi det kilder i maven ved tanken om at undersøge en sag. Det er også derfor, jeg ikke har skrevet en bog om Stein Bagger for eksempel, selv om han på et tidspunkt tilbød mig at skrive den, og jeg sikkert kunne have tjent mange penge på det. Jeg kunne ikke mærke den fjerneste kildren i maven ved at bruge tid på ham. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, jeg personligt kan identificere mig med, og som også spiller sammen med noget, jeg selv har oplevet i mit liv.«

Anholdte BZere under nøgenhappening på Rådhuspladsen, 1983. Foto fra bogen, af: Gregers Nielsen / Polfoto Fold sammen
Læs mere

Baggrunden for det åbne brev var, at han så småt var begyndt at tale med et par tidligere BZere.

»I første omgang troede jeg, at det var en gruppe unge balstyriske autonome, der stod bag brevet. Jeg kunne ikke forestille mig, at det var en udbredt holdning blandt midaldrende mennesker som jeg selv, at jeg ikke måtte skrive en bog om noget, der var foregået for 30 år siden. Men jeg fik senere at vide, at et sådant brev ikke bliver skrevet, uden at de, der tilhørte inderkredsen blandt BZerne, har nikket til det.«

Den dengang yderst magtfulde inderkreds trækker altså stadig i trådene.

»Det forstod jeg ikke for to og et halvt år siden, men i dag ved jeg, at det at agere på en anden måde, end BZ-familiens overhoveder har besluttet, for mange meninge BZ-familiemedlemmer indebærer en angst, som jeg tror går over et meget bredt spektrum, men som i hvert fald inkluderer en frygt for social udstødelse og måske også mere end det.«

Derfor oplevede han også gentagne gange BZere, der som udgangspunkt gerne ville tale med ham, men endte med at trække sig.

»Der er rigtig mange af dem, der ikke er med i bogen, som har sagt, at de synes, det er fint, at jeg skriver bogen, og at de gerne ville have været med, hvis det ikke havde været sådan, at det ville føre til rigtig mange ubehageligheder for dem.«

Alligevel fik han nu efterhånden hul igennem til en række BZere, der trodsede advarslerne om at tale med ham.

Sin researchproces og dialogen med BZerne har Peter Øvig givet et selvstændigt spor i bogen.

»Da jeg i efteråret 2014 skulle beslutte, om jeg ville skrive den her bog, kunne jeg se, at der ville være en kæmpe inderkreds, toneangivende mennesker, dem der havde haft magten dengang, som ikke ville snakke med mig. Og så måtte jeg jo vurdere, om jeg faktisk kunne skrive bogen uden dem.«

Peter Øvig i sin have. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Han valgte at gå videre alligevel. Og bruger i flere tilfælde den dialog, han har haft med ledende BZere. Også selv om de har sagt, at de ikke vil være med i hans bog.

»Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne skrive bogen uden dem, uden at gøre opmærksom på, at de ikke var med. Og jeg kunne ikke skrive, at de ikke var med uden at forklare, hvorfor de ikke var med. Men hvordan skulle jeg forklare det, når jeg knap nok selv forstod det og samtidig vidste, at uanset hvilken forklaring jeg kom med i den bog, så ville de afvise det som endnu en manipulation fra min side« spørger han og lægger til: »Det vil sige, at jeg faktisk var nødt til at kunne citere deres egne begrundelser for, hvorfor de ikke ville være med. Det var min eneste muliged for at skrive den bog.«

Er det fair at tage folk med i en bog, selv om de udtrykkeligt har bedt om ikke at være med?

»Dér, hvor jeg har besluttet, at jeg var nødt til at citere nogen med deres egne ord for at forklare læseren, hvad der foregår, har jeg med stor omhu udvalgt syv-otte BZere, som dengang hørte til i inderkernen i BZ. Det er folk, som dengang var med til at bestemme, hvordan historien skulle fortælles, og som var med til at definere, hvordan man talte med pressen og omverdenen, og som det sidenhen er gået godt. De har fået uddannelser, en del af dem sidder i chefstillinger, det er folk, der uden undtagelse har prøvet at håndtere pressen, og det er allesammen folk, der før er trådt frem som BZere, så på den måde afslører jeg ikke noget.«

Den magtfulde placering mener Peter Øvig berettiger til at bruge dem i bogen. Men, indskyder han, det er karakteristisk for venstrefløjen, at de, der bestemmer, ikke ser sig selv som magtfulde.

Derfor mener de heller ikke, at man må gå kritisk til dem, ligesom de heller ikke er i stand til at se kritisk på sig selv. Men det ville han ikke lade sig stoppe af.

»Så ville de her magtfulde mennesker, ligesom de tidligere har gjort, hindre mig i at skrive en historie om BZ, som de ikke havde kontrol over. De ville endnu engang få deres vilje. Det syntes jeg var lidt svært at leve med, og samtidig var jeg opildnet af, at det begyndte at strømme ind med breve fra BZere, der skrev, at jeg skulle være opmærksom på, at det var et mønster, der havde været sådan i 35 år. At der var nogle bestemte, som havde lov at snakke, og så var der en kæmpe gruppe, der ikke måtte sige noget.

Så dels var jeg provokeret af, at de skulle hindre mig i at skrive den bog, og dels kunne jeg se, at der faktisk åbnede sig kilder. Der er i hvert fald over 100 BZere, der har skrevet til mig, at de gerne ville fortælle.«

Endelig spillede det ind, at Peter Øvig netop havde opgivet at skrive en bog. Nemlig én om Pusher Street på Christiania. Den droppede han af frygt for repressalier.

Autonom demonstration på Kultorvet, 1987. Foto fra bogen, af: Morten Juhl/Scanpix. Fold sammen
Læs mere

»Hvis jeg ikke lige havde opgivet at skrive den bog, kan det da godt være, at jeg havde tænkt, at det her var lige lovlig ubehageligt. Men jeg havde det sådan, at så ville det blive anden gang på ét år, at jeg afholdt mig fra at skrive om noget, jeg syntes var både vigtigt og interessant. Det fik mig til at gå nogle skridt videre, og så var det, at opbakningen begyndte at komme fra dele af BZ-miljøet.«

Han frygter ikke, at hans bog om BZ-bevægelsen kan føre til repressalier.

»Det har ikke været behageligt med den modstand, jeg har oplevet, og der har været nogle decideret ubehagelige elementer i det undervejs. Men det er jo endt med, at jeg har fået et enormt godt forhold til en kreds af tidligere BZere, og de har mødt hinanden og fået et nyt fællesskab om at være med i min bog,« siger han og indskyder, at han selvfølgelig er virkelig spændt på, hvordan bogen bliver mødt af BZ-bevægelsens inderkreds.

Men alligevel stopper historien her. Med bogen, der kommer på tirsdag, og som slutter sin skildring af BZ-bevægelsen i 1990 med rydningen af Mekanisk Musik Museum og Sorte Hest. De to seneste dokumentariske bogprojekter, Peter Øvig har skrevet, er ellers tobindsværker. Men der kommer ikke et andet bind denne gang, selvom det, ifølge Peter Øvig, ville være oplagt at føre historien videre og skrive om de autonome i 1990erne og 00erne.

»Jeg tør ikke skrive en toer,« siger han.

»I den periode, jeg skriver om, er der ikke nogle BZere eller autonome, der er involveret i for eksempel hashhandlen og derfor går i samarbejde med den organiserede kriminalitet i Danmark. Det sker for nogle af de autonome senere, og det vil jeg ikke turde skrive om. Så snart man bevæger sig over i organiseret kriminalitet, er det min fornemmelse, både fra folk i det kriminelle miljø og fra politiet og PET-folk, jeg har talt med, at så går de hårdt til værks, hvis de føler deres indtægter truet. Det vil jeg ikke udsætte min familie for.«

Peter Øvig tilføjer: »Det er en voldsomt interessant og meget vigtig samfundsmæssig historie – og jeg kommer ikke til at skrive den.«

Peter Øvigs »BZ. Du har ikke en chance - tag den!« udkommer på Gyldendal tirsdag 4. okt.