Jeg tør ikke sige, at jeg beundrer Dansk Folkeparti

De rigtige meningers tyranni hersker i dansk teater, der hverken formår at være reelt debatterende eller tale til store grupper i befolkningen. Det mener forfatteren og skuespilleren Hassan Preisler, som næste lørdag har københavner-premiere på teaterversionen af hans egen bogssucces, »Brun mands byrde«.

Hassan Preisler - dansk forfatter, skuespiller og instruktør, som har skrevet romanen "Brun mands byrde", der nu bliver sat op som forestilling på Sort-Hvid (S/H), det tidligere CaféTeatret. Hassan Preisler spiller selv hovedrollen i stykket. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søndag den 22. juni fejrede dansk teater sig selv. Kultureliten fyldte pladserne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene for at hylde årets bedste teaterpræstationer, mens Kronprinsparret så til fra logen. Nede på første parket sad skuespilleren og forfatteren Hassan Preisler.

»Nu har jeg skrevet en bog, så sad jeg der,« fortæller han med reference til »Brun mands byrde«, der sidste år blev en kritikersucces, og som har københavner-premiere i en teaterversion på næste lørdag med Hassan Preisler selv på scenen.

»Jeg trådte ind på række 17, sæde 21. Så lød det bag mig: »Hej, Hassan!« Jeg vendte mig om, og så stod Pia Kjærsgaard med sin mand og med armene bredt ud. Jeg var tvunget til at kravle hen over mit sæde for at give hende et knus. Alle så det ske. Og hvad skete der med mig? Jeg følte skam.«

Til gengæld var følelsen en anden, da Hassan Preisler lidt senere stod uden for Skuespilhuset til efterfesten.

»Der kom Anita Bay Bundegaard (tidligere kulturredaktør på Politiken, red.) gående rundt om hjørnet med Margrethe Vestager under armen, begge i korte sommerkjoler. Anita Bay Bundegaard vinkede: »Hej, Hassan!« De kom over, og jeg gav hånd, og de gav knus. Jeg følte en ekstrem stolthed, for i det øjeblik blev jeg bekræftet af eliten inden for det, jeg gerne ville være en del af. Med alle de rigtige meninger, dem, som allerede er inde i det gode selskab. Lige dér blev min plads i hierarkiet eleveret en lille smule uden for Skuespilhuset, hvor folk samledes om os som fluer om en lort. Ovre på Gamle Scene havde de vrænget ansigter og trådt et skridt væk. Jeg fik endda en kommentar i mit øre fra en, der sad ved siden af mig: »Nå, kender du hende?«.

Knuset til Pia Kjærsgaard var nærmest af symbolsk karakter, mener Hassan Preisler.

»Det var i virkeligheden – inden for institutionen – omfavnelsen, inklusionen af det, jeg ønsker, altså af de anderledes tænkende, der ikke normalt er en del af det gode selskab.«

Det, Hassan Preisler savner, er nemlig et teater, der ikke bare reproducerer det, vi alle sammen kan blive enige om, og som derfor også kun er for dem med de rigtige meninger. Dansk teater er for ekskluderende, og det er et problem. Dels fordi man udelukker et stort publikum, man aldrig får i tale – halvdelen af danskerne kunne ikke drømme om at sætte deres ben i et teater. Men først og fremmest for kunstens egen skyld:

»Vi kommer jo til at gå rundt om os selv og tro, at det, vi laver, er fremskridt, mens vi i virkeligheden står og hopper på stedet, fordi vi ikke bliver påvirkede af vores omgivelser i en grad, der ville gøre, at vi kunne forandre os. Gøre det aktuelt, farligt og reelt debatterende.«

Der er simpelthen holdninger, der aldrig vil få plads på en dansk teaterscene, mener han.

»Vi kan jo godt kalde os højre- eller venstreorienterede inden for et moderat felt, hvor illusionen så er, at vi er uenige, og at vi som civiliserede demokrater kan tale os til en eller anden konsensus. Men at skille sig radikalt ud er ikke muligt,« siger han: »Vi producerer en masse forestillinger, som foregiver at være et reelt indspark i en debat, men vi er alle sammen underlagt selvcensuren – i høj grad også mig selv. Jeg er født ind i en kulturradikal overklasse og har det i min DNA.«

Han har også selv været ekstremt dygtig til at formulere sig, så han tækkedes systemet, det store censor-korps, medgiver han.

»Man bruger sindssygt meget tid på at spekulere i forhold til støttekroner, anmeldere og stampublikum. Vi kommer til at spekulere i ting, som minder så frygteligt meget om det, vi lavede sidste år – og om det vi lavede for 50 år siden. Vi producerer til dem, der giver os det, vi gerne vil have.«

Hassan Preisler har lagt bånd på sig selv ved mange lejligheder:

»Jeg blev ringet op for nylig af en journalist. Fem danske kunstnere lever under en permanent dødstrussel, og jeg skulle udtale mig om censur i Danmark. Mærkede jeg det i mit virke? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at sige: »Jeg er overhovedet ikke bange for dødstrusler, men jeg er bange for at blive fordømt af den kulturelle elite. Jeg er sindssygt bange for at gå op imod tidsånden, den gode smag, for at komme til at sige eller gøre noget, som gør, at folk kan placere mig i en outsiderposition i forhold til det meget gode selskabs snævre definition af sig selv.« Jeg er bange for at ende på det åndelige skafot. Ikke det reelle.

At stille mig op på denne scene og sige, at den eneste reelle oprørsgruppe, vi har haft i Danmark de sidste 30 år, er forlængelsen af Fremskridtpartiet, Dansk Folkeparti. At jeg beundrer dem for deres mod. At jeg beundrer dem for deres evne til at mobilisere en bevægelse, der er så stærk, at vi nu er nødt til at lytte til dem. For deres frygtløshed i forhold til at sige ting, man ikke må sige. Jeg beundrer dem for at udholde den intense smerte, det må have været at blive kaldt »ikke stuerene«, altså dem, der skider i hjørnerne. Kan man sige det?

Må man sige det? Og hvis man må sige det, hvad så med det næste skridt? Må jeg sige, at jeg følelsesmæssigt forstår, når en ung islamist vender sig mod nationen og har lyst til at sprænge hele lortet i luften? At alt det, jeg kalder ondskab og fordømmelse, også racisme, eksitsterer inde i mig som menneske?«

Selv har Hassan Preisler forsøgt at gøre op med den situation, han havde bragt sig i med sit kompagni, danskdansk, der var huskompagni på Østre Gasværk Teater, men hvor man kun mødte det samme indforståede publikum. Teatret tog konsekvensen og flyttede fra Østre Gasværk til Nørrebro.

»Vi bor i det yderste af Superkilen helt ud til Den Røde Plads. Der sidder drengene og sælger stoffer. Der er politi og slagsmål. Der er ældre alkoholikere, som er ekstremt marginaliserede. Når vi går ud og taler med folk på gaden, som vi gjorde i den sidste forestilling, møder vi førtidspensionister og gamle betonkommunister og Dansk Folkepartis­ter, alle de mennesker, vi ikke møder på teatret. Det gør jo uundgåeligt, at man begynder at udvide sine perspektiver og bliver skubbet i en ny retning som menneske og kunstner«.

Hvordan harmonerer det så med, at han med sin autofiktive forestilling netop til i morgen spiller på det fine Aarhus Teater – et af de institutionsteatre, han oplever som ekskluderende i deres udtryk – inden han skal videre til teatret Sort/Hvid med premiere næste lørdag?

»Godt spørgsmål. Men jeg er jo ekstremt forfængelig. Hør lige her: forestillingen om Hassan. Skrevet af Hassan. Spillet af Hassan. I øvrigt afviklet af Hassan. Baseret på en bog om Hassan skrevet af Hassan. Kan det blive mere intenst? Det er jo et egotrip af format. Jeg har det måske med teatret, som jeg har det med mit ægteskab: Jeg bliver ved med at tro og håbe, at guldet under regnbuen ligger for enden af en ny vej. At kunsten kan være det, der gør os opmærksom på os selv. Som udvider vores empatier. Vores forståelse, fordi vi får indblik i andre måder at tænke på. Men tænk engang, at det er endt ligesom mit parforhold: en krampagtig fastholden i allerede etablerede positioner. Man burde begynde at etablere teaterparforholdsterapeuter, som kunne gribe ind. For vi kan ikke selv. Eksperterne skulle være rigtige mennesker.«

Hvorfor er det vigtigt for ham selv at lave »Brun mands byrde« som teater?

»Jeg havde i mit storhedsvanvid forestillet mig, at denne bog ville sætte punktum for rigtigt mange ting. For min egen hæsblæsende jagt på mig selv og på at tilfredsstille mine omgivelser. Men jeg lever videre ude i virkeligheden, som stadig udspiller sig, som den hele tiden har gjort det. Min kone synes stadigvæk, jeg er åndssvag. Min datter forlanger stadig min komplette hengivenhed til enhver tid.«

Samtidig forvekslede han forestillingen om, at han havde gjort en forskel, med følelsen af succes. Den succes, han oplevede i kølvandet på debutbogen, som blandt andet satiriserede over og udstillede den repressive godhedsindustri.

»Da den følelse blev taget fra mig, fordi der kom en ny forfatter, om han så også hedder Hassan eller ej, så forsvandt rampelyset. Der stod jeg så alene tilbage med følelsen af, at jeg ikke havde gjort en skid i det her liv. Og det var forfærdeligt, for jeg vil jo gerne være populær og elsket. Sådan er det bare ikke. Men da jeg kom ud over min bitterhed og selvmedlidenhed, gav det mig mig så det materiale, som jeg hver eneste nat sad og var dybt frustreret over, at jeg ikke kunne finde, da jeg skulle dramatisere bogen: Teaterforestillingen holder bogen ud i strakt arm, fordi den dels i første halvdel fortæller om tilblivelsen af bogen – motivationen – og i anden halvdel beskriver livet efter bogen – selvfølgelig oplevet gennem Hassan, men med et stort fokus på mine omgivelser,« siger Hassan Preisler:

»Det angreb, som især pressen lagde meget vægt på, at jeg havde i forhold til inklusionsindustrien, er nu bredt ud. Mit angreb i dag er meget bredere. Jeg har jo oplevet, at det ikke kun er i inklusionsindustrien, man marcherer frem i takt og drejer om i flok på rad og række. Det foregår inden for alt. Især det med den gode smag, de rigtige holdninger, at placere sig et bestemt sted, at omgås med dem, der mener det samme som en selv. Det er jo det, jeg har set, er en stor del af vores samfund og måske især på det elitære plan, hvor meningsdannere og kulturelite befinder sig. Det har jeg jo set, fordi jeg er blevet inviteret indenfor nu. Jeg har lyst til at fortælle, hvad jeg giver køb på ved pludselig at være inviteret til litteraturfestival på Louisiana eller blive seatet helt oppe foran til Reumert-uddelingen. Hvordan jeg pludselig er villig til at fortælle en halv sandhed og en hel løgn for at være en del af det.«

»Brun mands byrde« har københavner-premiere på teatret Sort/Hvid 11. oktober.