»Jeg tager mig selv fucking seriøst«

Som ung blev Burhan G smidt ud af gymnasiet, fordi han brugte for meget tid på at lege Michael Jackson i Brøndby Strand. Nu er han aktuel med sit fjerde album, som udkommer på mandag. Og han vil have lov til at være stolt af sig selv.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Burhan G vinker til mig fra sin sorte BMW.

»Kom indenfor og velkommen til et anderledes interview.«

Han smiler, træder på speederen og spørger, om vi ikke skal køre væk fra byen. Det er sådan, han slapper bedst af. Når han kører i sin bil og tager ud i naturen – og efter to års intenst arbejde på albummet »Din for Evigt«, som udkommer på mandag, har Burhan G brug for at puste ud.

De nye sange er alvorlige fortællinger om de helt stærke følelser og den store kærlighed. Som når han synger:

Jeg tænker, denne gang gør jeg modstand. Denne gang er jeg i kontrol. Men jeg ved jo godt, jeg er på dybt vand. når du går, og min seng bliver kold, kold.

»Det er virkelig ikke for sjov. Jeg joker med mine venner om, at alle mine sange lyder som sådan noget ...« han gør stemmen rå: »... hvor du trækker sværdet ud over klippen.«

Han fortæller om en The Voice-koncert, han lige har spillet i Tivoli. De andre optrædener var med discolys og kommentarer som: »Hva’ så Tivoli, er I derude?« Men da Burhan G indtog scenen, var det med lyset slukket og otte strygere i baggrunden.

»I Danmark snakker man meget om, at man helst skal tage pis på sig selv. Men jeg har det sådan »hvorfor?« Hvis jeg hopper ned på knæ og river skjorten op, så mener jeg det. Jeg tager mig selv fucking seriøst,« siger han.

»Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, efter de 10-15 år, jeg har brugt på det her, at jeg ikke må tage mig selv seriøst. Hele vejen gennem min opvækst har jeg kun haft det her på tegnebrættet. Jeg har udsat mig selv for de mærkeligste ting. Men jeg gjorde det, fordi det gav mig mere tid til at lave musik.«

Som teenager gjorde Burhan G aldrig, hvad de andre gjorde. Han fik ikke et ungdomsjob og tog heller ikke på introtur med de andre gymnasieelever. I stedet tog han på turné med Outlandish. Og da Den Gale Pose hittede med »Spændt op til Lir«, sad den unge Burhan G sammen med dem i studiet. Han tvang tit sig selv ind i fremmede kunstneres musikstudier og sagde: »Hej, jeg hedder Burhan, jeg er 15 år, jeg kan bare synge – må jeg gerne være her?«

Og han nægtede at forlade studiet, før han fik lov til at synge.

»Jeg var så målrettet. Jeg har tit overnattet på en eller anden sofa hos nogle folk, fordi de lige havde noget musikudstyr, og jeg ikke havde råd til alle-zoner-billetten hjem til Brøndby Strand. Det koster jo også noget. Det har en pris. I form af venskaber. Jeg deltog ikke i verden. Jeg tænkte, der ikke var noget, der skulle stå i vejen for musikken, og så kan man godt komme til ubevidst at skubbe folk fra sig. Nogle gange er det super ensomt. For det er jo ikke alle, der har det ligesom dig.«

Det oplevede Burhan G i gymnasiet:

»På papiret hørte jeg til et sted, men i virkeligheden var jeg i gang med at jage en helt anden drøm. Og jeg kunne ikke gå ned til studievejlederen og sige: »Jeg skal være popstjerne, hvor skal jeg gå hen?« For så ville hun bare kigge på mig, som om jeg var idiot. Jeg håber, at andre bliver guidet bedre end mig, for jeg skulle sgu selv ud og finde min vej.«

I gymnasiets kantine hang der et stykke papir med navnene på dem, som havde fået advarsler pga. for meget fravær. Burhan Gs navn var altid på den seddel, og det kunne alle se.

»Jeg syntes ikke, det var sjovt. Det var ydmygende, for jeg kunne heller ikke forklare folk, hvorfor jeg havde så meget fravær. Jeg kunne ikke sige: »Hey, tag det roligt, jeg skal være popstjerne«. Eller hvis jeg ikke deltog i timerne, kunne jeg ikke sige: »Du skal lige tænke på, at jeg skal være musiker«.«

Hvorfor ikke?

»Fordi jeg bare sad og drømte. Jeg sad bare og forestillede mig, hvordan det skulle være, hvis jeg en dag fik chancen for at stå på en scene, og der var rigtig mange mennesker. Ligesom alle mine helte. Jeg brugte al min tid på at stå og lade, som om jeg var Michael Jackson.«

Burhan G blev smidt ud af gymnasiet, da fraværet blev for højt. Det er han ikke stolt af.

»Min mor siger stadig, at en af hendes største drømme bare var at lave den der buffet til, når studentervognen kom, og hun kunne byde os velkommen. Hun så mig aldrig komme hjem med huen. Hun bliver jo overlykkelig for alle de ting, der sker for mig nu, men hun ville heller ikke have noget imod, hvis jeg begyndte på en uddannelse i morgen.«

»Skal vi lige holde ind her og få noget luft?« spørger Burhan G, da vi ankommer til et skovområde i Gammel Holte.

Han beskriver sit barndomshjem som et kærlighedshjem og et arbejderklassehjem. Da forældrene kom til Danmark fra Tyrkiet i 70erne vaskede de trapper, og senere ejede hans far en pizza-bar og lavede fabriksarbejde. Søndag var hans eneste fridag.

»Mine forældre har altid sagt til mig og min søster, at det skulle vi aldrig gøre. »Vi gjorde de ting, så I skulle slippe for dem. Vi knokler for, at I kan passe jeres uddannelser, og så du Burhan kan følge din drøm«. De ofrede sig jo egentlig. På mange måder. Kun for at min søster og jeg skulle få den bedste fremtid. Og det har jeg taget med mig og brugt i min musik. Jeg ved, hvad udfaldet kan blive, hvis man virkelig ofrer sig.«

Hvordan er det så at have opnået det efter at have ofret sig?

»Hvis man kunne sætte ord på det, så ville du få en smuk, smuk artikel. Det er virkelig svært at beskrive den tilfredsstillelse – jeg vil ikke engang kalde det tilfredsstillelse, for jeg bliver aldrig tilfreds, det gør perfektionisten, der har alt for høje forventninger til sig selv, ikke. Men selvfølgelig, hvis jeg skal sige det på normalt sprog, så vil jeg sige, at jeg er stolt af mig selv.«

Vi sætter os ind i bilen igen og kører tilbage til København, hvor Burhan G har en aftale med sin makeup-artist, Henrik Steen, før han skal fotograferes. Da vi ankommer, går Burhan G og Henrik Steen ind ved siden af for at vaske Burhans hår.

»Så kommer jeg her med mine tyrkiske krøller,« siger han, da han kommer tilbage med vådt hår.

Burhan G sætter sig smilende i en stol med hænderne i skødet, mens Henrik Steen går i gang med kam og hårtørrer for at få glattet krøllerne ud. Jeg spørger ind til en af hans nye kærlighedssange.

»Hvad er det, jeg siger i omkvædet,« begynder Burhan G: Jeg var vant til, at kærlighed var krig, men tør tage en chance nu, fordi jeg hører din kærlighed kærlighed på vej, synger han lavmælt.

»Ja, det er fordi vi render rundt og passer så godt på os selv, og det har jeg været verdensmester i. Jeg skulle aldrig overgive mig til noget eller nogen. Det er kontrolfreaken i mig, der kicker ind. Jeg kan nærmest ikke sidde i et fly uden at have flyskræk, fordi jeg ikke ved, hvordan piloten har det i dag. Kontrolfreaken er bare en, der gerne vil bestemme. Jeg vil gerne have kontrol over det hele. Også nu, hvor jeg ikke kan se mig selv i spejlet, mens Henrik er i gang.«

Men på det nye album synger Burhan G, som er i et forhold med psykologen Sarah Zobel, netop om at miste kontrol og om at overgive sig til kærligheden.

Og hvordan er det så for en kontrolfreak at overgive sig til kærligheden?

»Det er jo en fantastisk følelse. Men det er også uhyggeligt, for forelskelse er jo også en slags psykose, du kommer ind i en eller anden trance,« siger han. 

Hvordan har det ændret dig at få en kæreste?

»Jeg har egentlig aldrig festet og levet ungkarlelivet særlig meget. Jeg har haft min share af morskab som alle andre, men af natur er jeg ikke så ungkarleagtig, som nogle måske tror. Men, jeg mener, det ændrer bare ens liv. Når man finder ud af, at et menneske kan inspirere en, og at man vil gå gennem ild og vand for at være sammen med det menneske.«

Da fotografen kommer og håret er sat, tager vi ud og kører igen med Burhan G som chauffør og fotograf og makeupartist på passagersædet. Burhan G parkerer bilen, og vi står af ved Den Sorte Diamant.

To børn stirrer på ham og spørger, om han har en tus.

»Hvad hedder du, smukke?« spørger han den lille pige kærligt.

»Luna«. 

»Det er ligesom hende fra Bamse og Kylling. Kan du huske hende med den der teltjakke?« spørger han, mens han skriver autografer.

Burhan G vil gerne selv opleve at få børn. De er »velkomne« i hans liv, fortæller han.

»Jeg tænker bare, hvor må det være fantastisk en dag at kunne stå over for dig selv, sådan en lille, lille del af dig. Det er bare dig i en miniatureudgave, der kigger dig i øjnene.«

Professionelt vil han i fremtiden arbejde mere med at producere musik. Og så vil han gerne huskes.

»Jeg drømmer om at få fred og ro en dag. Det er måske lidt »Never Never Land«. Men jeg kunne godt tænke mig at dyrke min musik, klippe en hæk og læne mig tilbage. Og så vil jeg gerne huskes som en, der gjorde det utænkelige,« siger han.

»Der stod ikke lige popstjerne i min blå bog for mange år siden, da jeg boede i Brøndby Stand. Så jeg vil gerne huskes for det. Jeg håber virkelig, at jeg kan være beviset på, at man ikke behøver gå den klassiske vej.«